“Det er i mørket, man tydeligst ser lyset.” Ja, og alligevel prøver vi at ønske mørket væk – i stedet for at tænde det lys, vi har med os – for tænk, hvis mørket kunne forsvinde af sig selv.

Verden er mørk, lige nu, og derfor har vi brug at gøre alle de ting, der kan være med til at “tænde lys” og være til opmuntring for andre – lige meget hvor små og ubetydelige, de ser ud.

Derfor glæder jeg mig over lyskransene i vores vinduer. De blev tændt første søndag i advent – og de er vores eneste advents- og julepynt. Så selv om de koster kroner i en dyr el-tid – så får det være sådan.

Hvad er det, lyset gør? Det går måske helt tilbage til nogle af de første ord i biblen i 1. Mosebog 1,3: ”Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt.”

Det fortsætter gennem biblens fortællinger til ordene om Jesus i Johannesevangeliet 1:4-5 ”I ham var liv og livet var menneskers lys.” Det er netop dét, adventstiden peger hen i mod – at Jesus kommer med liv fra Gud til os. 

Lyset tænder håb i mørket – måske som i urtiden, hvor lyset kom fra det bål, som blev tændt for at give varme til fællesskabet?

Hvordan er det da lykkedes mørkemænd at få så meget magt over vores verden? – og over vores tanker? Jeg undrer mig og mærker afmagten over, at samfundet lukkes ned – for hvad kan jeg gøre? Jo, jeg kan tænde lys – konkret og symbolsk.

Alle former for venlighed, et smil eller et venligt nik. En brugt vinterfrakke, der gives videre til en hjemløs. En madvare-gave til venner, der kæmper med for store regninger. Et bidrag til julehjælp. Eller hvad vores muligheder og idéer nu er. Alt tæller med , når der er mørkt omkring os – og i os, efterhånden som mørket kryber ind under huden.

Når jeg ser lyskransene i mine vinduer, husker jeg, at lyset er det eneste, der kan give mørket modspil. Derfor fejrer jeg adventssøndagene med en bøn om, at lyset igen må få magt til at oplyse mørket.

For Guds lys skinner ind i mit liv, uanset hvor mørkt det ser ud, lige nu.

Gud kender mig:
“Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.”

Det er ord fra biblens Salme 139,16.
Læs hele salmen, hvis du trænger til ord om tryghed:
https://www.bibelselskabet.dk/brugbi…/bibelenonline/Sl/139

Må kærlighed og lys skinne igennem dit liv i dag. 

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Jeg tænder lys i en mørk tid

Lyset er vigtigt for mig – især morgenlyset, når dagen bryder frem. Jeg har lyttet til Cat Stevens og “Morning Has Broken” som en velkomst til en ny morgen, der bryder frem, med nye muligheder – som den allerførste morgen i skabelsen.

Det blå morgenlys

De seneste 28 år har vi boet på 2. sal med udsigt over fjorden – først med et flot kig til kysten på den anden side, senere med bare et lille kig mellem nye, høje boligblokke, der skulle give andre den efterspurgte fjordudsigt.

Vores nye lejlighed ligger også på 2. sal og har derfor masser af lys hele dagen. Faktisk startede vi vores fælles liv i en lejlighed på 4. sal på Vesterbro i en gammel ejendom i Arkonagade, hvor vi boede øverst oppe og derfor fik masser af lys gennem de gamle, mørnede vinduer.

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg nynner “Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide” – for jeg blir aldrig træt af septembers særlige blå himmel, så melodien gi’r ny energi til de projekter, jeg ikke nåede hen over sommeren.

Nogle af dem er faldet til jorden og er begyndt at rådne som de nedfaldsæbler, vi ser i efteråret. Lidt klamme og smattede at røre ved. Nu har jeg det altid svært med ‘overgemte’ projekter og drømme – for der er koblet ærgrelser til det, jeg ikke fik gjort, mens det var tid.

Jeg skammer mig. For hvorfor handlede jeg ikke, men udsatte det? Nu “griner” de lidt af mig – mine projekter – “for, der kan du se – du duer ikke, du klarede ikke engang det, du gerne ville”

Så jeg har lært to ting: pluk drømmene, mens de hænger på træet og tag det første skridt for at gøre dem til virkelighed.

Saml de drømme og projekter op, der er faldet til jorden – og ja, jeg får måske snavsede hænder, når jeg skal samle dem op – men jeg har brug for substansen, for det, der var kernen.

Jeg vil også samle op på relationer og på det, der betød noget i forhold til det andet menneske, jeg havde afskrevet – og gerne genskabe en dynamik i forholdet.

Der er en tid til at lade ligge og gå videre – men også en tid til at samle stumperne op og give dem nyt liv. Kunsten er, at kende forskellen. Men hvorfor lod jeg mine muligheder falde til jorden? som efterårets nedfaldsfrugt? Når bare ét lille skridt kunne bringe mig videre mod det liv, jeg ønsker mig? Så spænder jeg jo ben for mig selv?!

Så derfor vil jeg “plukke drømme” i september, samle op på projekter og relationer – og alt det andet, der er faldet ned.

Bjørnstjerne Bjørnson har for længe siden beskrevet det sådan om april – men for mig gælder det mere i efteråret:

Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste;
det volder lidt rabalder, –
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil.

Der er noget særligt over september – luften er køligere efter sommerens varme og mættet med mere ilt. Så september giver mig ny energi til at handle på projekter og drømme – før de falder til jorden som “nedfaldsfrugt”.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Når septembers himmel er blå

Oktoberblade

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Vores gamle lejlighed var tømt for møbler, ting og habengut – og jeg sad bare og tænkte på alt det, vi har oplevet her igennem 28 år. Rummene er tomme, som da vi flyttede ind i 1994 – undtagen for minder – men dem har vi taget med.

“Kan du huske dengang, da?” har vi sagt, mange gange denne sommer, når vi mødte gamle ting og mindedes. Jo, 28 år på samme sted giver mange minder – og meget bagage bagest i skabe og skuffer.

Der blev brug for flere flyttekasser, end vi havde forestillet os, efterhånden som der “voksede” mere frem fra bunden af skuffer og det bageste af skabene.

“Hvor kommer det fra?” sagde vi – lidt opgivende – når vi troede, vi var ved at være i bund. Men vi er samlere, der har svært ved at skille os af med noget, så “Hansens Familie Museum” havde vokset sig stort. Alt for stort, og først da vi flyttede ind i det nye – med færre “gemme-muligheder” fik vi taget de svære beslutninger om, hvad vi gerne ville have med på den videre livsrejse. Perspektivet var ændret og afgørelserne blevet lettere.

Der var mange nedslag i erindringerne “Nej, kan du huske denne her?” og det kunne tage sin tid at forholde sig til.

“Kan I huske den sommer, vi kom hjem fra ferie – og det store træ var fældet? Det, der nåede op til altanen på 2. sal og hvor vi kunne se lige ind i fuglerederne?” Vi husker de nyudklækkede fugleunger, selv om træet er væk.

Måske er der en parallel til livet som helhed? Når vi står på kirkegården og tænker på den efterladte “tomhed” – der varer, indtil vi sidder over gravkaffen og fortæller hinanden om farmors eller morfars liv og hvad det har betydet for os.

Der har været tidslommer under flytningen – hvor vi helt uventet blev konfronteret med rester af et liv, vi havde glemt.

Som da jeg fandt en pose med førstefødtes babytøj fra 1978. Her stod tiden stille – for det blev så konkret, at sidde med tøjet i hænderne og kunne huske tydeligt, hvordan verden så ud, dengang. At kunne huske drømmene, vi havde for barnet – hvad vi håbede, han ville udvikle sig til – og hvilken verden han ville vokse op i.

Det sværeste – ja, det er netop alt det, der minder os om drømmene, vi havde engang Alt det, der ikke blev til virkelighed, men derimod landede langt fra, hvad vi forestillede os

Værdierne har holdt og mange af drømmene er blevet indfriet – med andet udseende end forventet og undervejs var der fælles oplevelser og frustrationer – og mængder af glæde og liv.

For drømmene er også det, der har båret vores liv. De gav fokus på det, vi ønskede – og arbejdede på at gøre til virkelighed.

Vi drømmer stadig og skaber særlige anledninger, der bliver til nye “Kan du huske dengang, da?”

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Øjeblikke med betydning

Drømmenes trædesten

Hvordan ser du dagen?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Reoler og vægge fyldt med bøger – det var min drøm som barn. Bøger rummede en rigdom af kloge ord fra mennesker over hele verden og fra alle tider.

Jeg ville gerne kunne fastholde de mange indtryk, så jeg tænkte jeg måtte eje bøgerne – som en skat af viden og erfaringer.

Ordene blev en del af mig – og i dag behøver jeg ikke bøgerne på samme måde, for nu handler det om at sætte det i omløb, som jeg har fået med mig. De tanker, der dengang blev sået, de voksede med mig og blev omsat til ord, der kan deles med andre i dag.

Jeg fik aldrig skrevet den bog, jeg drømte om med fint omslag og mit navn på – men jeg lærte at bruge ordene til opmuntring og inspiration for andre – og det er vel det vigtigste?

Dengang handlede det om at skrive ordene ned, så de ikke blev væk for mig men jeg har opdaget, at ordene kun bliver væk, når de ikke bruges.

Jeg opdagede efterhånden også, at ordene skal i omløb for at have værdi. Så lad os bruge dem både til hverdag og fest, for gode ord kan ikke slides op.

Har du gættet, at jeg rydder op i mine bogreoler? Det er svært, for jeg har en ærbødighed i forhold til bøger – især de gamle i rigtig bogtryk. Dem kan man da ikke bare smide ud, vel? der må da være nogen, der har lyst til at få dem?

Bøger var luksus, da jeg var barn, for de kostede kontanter – men til jul og fødselsdag sendte moster Inger en ny bog i serien om “Det lille hus på prærien”. De blev læst og læst igen – og senere læst højt for mine egne børn.

Vi fandt en kærlighed til læsning – og fik en rigdom med af læseoplevelser – samt læring og indblik i en anden tid og kultur.

Den mulighed er givet videre til de næste generationer i familien, for det er slidstærke bøger – selv med slidte omslag, kaffepletter og æselører.

Vores yngste autistsøn beviste glæden ved at kunne læse, da han kluklo over “Emil fra Lønneberg” i sit eget selvskab og ved egen læsning. Jeg blev så taknemlig for, at han knækkede læsekoden og dermed kunne afkode oplevelser fra bøgerne.

Længe leve bøgerne – og ordene i dem

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse om envejssamtalen med min mor?

Om ordene, der blev væk

Vi bygger på fortidens fundament

Rødderne kan holde os fast, når stormene rammer og vi er ved at vælte. Måske er det lige dér, vores liv får betydning for andre mennesker? – som eksempel på, at vi må leve på vores værdier – og tro på, at vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og rødder.

Har du rod eller rødder?

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Vi har tradition for at fodre ænderne med brød ved alle små søer. Det har altid været hyggeligt at parkere klapvognen og lade børnene kaste brød ud til ænderne.

De snadrer, når de kæmper om brødet – og de bremser på den sjoveste måde i vandet, når de kommer flyvende for at komme først til bords.

Den grimme ælling. Kan du sige “ælling” uden at tænke “den grimme ælling” og H. C. Andersens eventyr? Kan du tænke eventyret igennem med dig selv i hovedrollen? Kan du også se dig selv som den smukke svane?

Måske har Andersen ramt vores danske folkesjæl meget fint?

Vi svømmer rundt i vores personlige andedam og brokker os over, at andre snupper den bedste bid brød foran os. Vi ærgrer os over, at andre har mere succes med deres liv end os. De får mere end vi gør. De har det lettere os.

Hvad nu hvis? Ja, hvad nu hvis, du tænkte eventyret igen med dig selv i hovedrollen. At du måske ikke behøver at sammenligne dig selv med de andre i andedammen? At du måske i virkeligheden er svanen ‘i forklædning’? At du kan folde vingerne ud og flyve i højere luftlag end tidligere? At du måske …

Hvad nu, hvis du er mere svane end and? Det er en skræmmende tanke – og noget, vi ikke siger højt. For her i andedammen skal du ikke tro, du er noget særligt. Så mange af os snadrer videre i andedammen og lever af det, vi kan finde der. Og brokker os. Meget højt eller mere stille. Mens vi finder mange grunde til, at det ikke går os bedre. Det skyldes samfundet, naboerne, nye love og regler, indvandrerne – de andre.

Kun du kan være dig. Der er kun én som kan være dig – og leve og udfolde DIT liv. Som Andersen ville sige: “Det er netop det fine ved det!” Du har en særlig historie, som kun du kan berige verden med. Hjælpe andre med.

Du har præcis de evner, du har brug for, til at give et særligt bidrag til verden omkring dig.

Mød denne dag som dig. Derfor har verden brug for, at du møder denne dag som dig – med dine evner. Vi kan synes, vores evner ikke rækker til noget uden for vores egen gadedør, fordi verden virker af lave og problemerne er uendelige. Men du kan gå ud ad døren  og smile til andre ved busstoppestedet og allerede der, har du gjort en forskel i din verden.

Hvordan er det nu, vi siger? Når en sommerfugl basker med vingerne her, kan det starte en lavine på den modsatte side af kloden. Ja, du ved aldrig hvad du sætter i gang – godt eller dårligt. Men når vi indtager vores unikke plads, giver vi plads til, at andre kan gøre det samme.

Har du hørt lyden af svanerne, når de flyver i formation, højt over dig? En ganske særlig lyd, men sjælden, fordi der er så mange andre lyde omkring os.

“Kom og følg med os!” – hvisker de til mig, svanerne højt oppe i luften. Kan du høre dem?

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Kun du kan være dig

Alle mennesker er mere end

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Jeg vil plante et træ i dag, selv om verden går under i morgen” – lyder et kendt citat. Nu er det for koldt til at plante træer eller noget som helst andet udenfor i dag.

Men tanken er vigtig – at vi gør noget, der rækker ind i fremtiden med håb. Anerkender, at der kommer en fremtid med dage og år, som påvirkes af det, du og jeg gør i dag.

Kan vi ‘plante’ noget på denne kolde dag, der vokser til et fremtidshåb for vores lille verden, mens den er lukket ned af virus smitte og angst?

Kan vi række ud til andre, der er lukket inde i deres lille ‘boble’, mens vi sidder lunt i vores eget snævre fællesskab? Vi har telefoner og vi har internettet, som giver muligheder, som f.eks.:

Se dine billeder igennem og find det, du kan sende med teksten: “Det var en særlig oplevelse sammen med dig. Den er jeg taknemlig for!”

Bestil lækkerier leveret på adressen til en ven, der bor alene.

Køb en frø-spire-kasse med levering til adressen – det burde kunne blive til mange dages grønt håb.

Send poser med blomsterfrø, hvis du kan komme til en postkasse.

Tag en aflægger af din sejeste stueplante – snup et billede af den og send som sms: “Her er dagens blomsterhilsen til dig. Den leveres, når vi igen må mødes.”

Du har sikkert noget helt andet, der kan siges med en hilsen om håb. Noget, der kan plantes i et andet menneskes liv i dag og bekræfte livsmuligheder.

Men glem ikke din egen lille ‘boble’. Her kan vi opmuntre ved at gøre ordene lidt større end ellers for, hvor meget de nærmeste betyder med et “Tak, at jeg altid føler mig tryg sammen med dig.”

Måske fortælle vores børn: “Stor respekt for måden, du udforsker dine evner og tager ansvar for dit liv”.

Vi mangler noget, der kan give tro på, at vi ved fælles indsats kan genopbygge fællesskaber, når de igen åbnes.

Har du nye idéer, der kan erstatte de mange arrangementer, der aflyses nu? I mindre målestok og mindre omfattende og med lokale kræfter – men med en stor glæde ved at samles.

Vores ‘sociale muskler’ skal måske genoptrænes, når samfundet engang lukkes op for nogle af os isolerede er ude af træning med både hverdagssnak og deling af store tanker. Vi har brug for at mærke det sociale liv – og genopdage, at vi er sociale væsner.

Måske kan vi endda mødes til fællessang af Midsommervisen ved Sankt Hans bålene? – og mærke det fælles sus i sangen?

Kan vi sætte fantasien på græs, på denne kolde vinterdag, som en forårskåd ko – og grine af de fjollede indfald, vi kan få?

Håbet kommer i mange former og farver – heldigvis – for dit håb er anderledes end mit. Både det håb, du kan give – og det håb, jeg har brug for at modtage.

Glem ikke de mennesker, der arbejder for at vi kan være trygge i dag. Dem der tager endnu en tjans, trods træthed, på alle områder.

Send dem en venlig tanke – eller en hilsen, hvis du kender dem personligt. De bliver opmuntret – og det gør du også, fordi du lægger et frø af taknemlighed i dig selv.

Det frø kan også spire og vokse.

Det kan bringe håb til andre – selv om det aldrig får form som et træ.

Bente Christa

Vil du læse mere?

Gendyrkning

En vej gennem krisen?

Når det afskårne skyder igen

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der er noget magisk over dagens første kop kaffe Lyden fra kaffemaskinen, der trofast brygger den og duften af kaffe, der breder sig. Men der er mere – for når jeg gør dagen færdig og går i seng – så er det med en forventning om, at i morgen er der en ny dag, der starter med en kop duftende kaffe – og nye muligheder.

En slags klar-parat-start på noget nyt, hvor alt er muligt. En ny idé, der folder sig ud. En samtale fyldt med indhold og værdi. En mulighed for at handle anderledes end før i en fastlåst situation. En relation, der dukker op fra glemslen, som et menneske, jeg stadig er på bølgelængde med.

Det vigtigste er måske perspektivet, når jeg lægger mig til at sove: at jeg kan se fremad og forvente gode ting af i morgen.

Jeg kan forestille mig, alt det der er muligt. Alle de mange ting jeg kan gøre – og glæde mig til, at noget af det bliver til virkelighed – og hvis ikke, så er det forhåbentlig, fordi noget bedre eller sjovere blev mere vigtigt.

Så jeg vil lade mig overraske af nye muligheder med et “carpe diem” “grib dagen” – og det er da en god start.

“Livet bliver til, hvor det gror” sagde Ellen Lissner, den gamle præstekone, så mange gange, at det blev titlen på hendes erindringer.

Det gør det jo – livet – bliver til, hvor det gror. Fællesskaber på samme måde og alt, der vokser, kræver indsats, bl.a. at der vandes – og måske hjælper det at tilsætte kaffebønner til ‘vandet’, vi vander fælleskabet med?

Så jeg lægger mig til at sove med en forventning om morgenkaffe og en ny dags muligheder – og kobler det til bibelordene fra Mattæus evangeliet 6:

“Vær da ikke bekymrede for dagen i morgen;
“Dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.
“Hver dag har nok i sin plage.”

Sætningen “Hver dag har nok i sin plage” har altid undret mig – at dagene som udgangspunkt skulle være fyldt med plager? Det er en noget negativ forventning til livet, ikke?!

Efterhånden tænker jeg, at det måske mere betyder, at hver dag har nok i de udfordringer og opgaver den indeholder – og når dagen er forbi, har jeg lov til at lægge det fra mig, som er ugjort.

Lade det ligge – og lægge mig til at sove i tillid til, at det tager Gud hånd om. At det bliver lagt over til andre – eller at jeg får energi til at handle på det – i morgen efter den første kop kaffe.

Når jeg i dag har gjort det, jeg skulle og kunne, må jeg godt lade resten ligge. Så er det ok at hvile i, at det var nok, det jeg gjorde. Lige der bliver det forvandlet til det underfulde, som vi kalder Guds nåde – at “nok er godt nok”.

Lige meget, hvordan verden ser ud. Hvor store rodebunker, jeg har omkring mig. Lige meget, hvor mange svigt, jeg har på samvittigheden. Hvor ofte mine planer er mislykkedes. Hvor lidt, mit liv ligner det, jeg havde forestillet mig. Hvor lidt, jeg har ændret verden omkring mig.

Nåde er, når det alligevel er nok.

Se, sådan blev knuden løst op i det gamle bibelord om hver dags plage, der længe har undret mig – men i dag bliver til et håb, der fylder mine tanker til natten.

Det er da forunderligt – især, når jeg bare ville skrive om min morgenkaffe.

.

Bente Christa

Dybsindigheden kan man møde de mest uventede steder – som her ved kaffeautomaten

.

Måske er du også interesseret i at læse:

Når nok er nok

Kan du vise mig målstregen?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Himmerigs Plads” må vel være det bedste sted i verden at være? Stedet, hvor jeg ikke kan ønske mig mere? Måske er det skiltet dertil, jeg leder efter? 

De seneste corona-måneder har vejen dertil været ensporet – en ønskeverden uden virus og smitte. Hvor ingen i min verden bliver ramt af den usynlige fjende, virussen. Hvor vi igen kan (håbe på at) vende tilbage til noget, der ligner det normale liv, vi har savnet.

Men når risikoen bliver mindre, bliver mine forventninger også større.  Så vil jeg have mere. Flere muligheder, som jeg plejer. Forårsferie, med godt vejr. Frokost på min favorit café. Familie og knus. Korte ventetider på behandling i sundhedssystemet. Død over mågerne, der sidder i kolonier og skriger.

Så måske er det meget passende, at “Himmerigs Plads” er teksten på et skilt? – For mon ikke, jeg altid vil være på vej til en bedre udgave af min ønskeverden? Med flere ønsker opfyldt?

Måske kan vi slet ikke genkende den, når vi kommer frem? Vores ønskeverden på “Himmerigs Plads”. Hvis vi altså når dertil. For måske er det kun, når vi ser tilbage – at vi ser idyllen? At det var det, vi ledte efter?

“Himmerigs Plads” ligger lige her på torvet i Mariager:

Her var en særlig atmosfære, denne sommeraften for ti år siden – med en stærk duft fra roserne, der bragte minder fra barndommen. Men lige så gennemtrængende var den søde lugt fra kiosken, hvor der blev bagt vafler. Lyden af biler, der langsomt kørte over de toppede brosten. Samtalen fra de mange unge mennesker, der indtog is på torvet.

Der var ting nok, der kunne irritere. Det er der vist altid – også når vi tror, vi er ankommet til “Himmerigs Plads”. For sådan er livet jo også – fyldt med forhold, der kan glæde eller genere. Ting, der kan være for lidt eller for meget. Vilkår, der kan ses som en forbandelse eller en fordel. Derfor sidder skiltet meget passende på en mur, der skaller. Det gule puds sidder lidt løst og trænger til en reparation og noget maling.

Nu er det ikke Himmeriget, der i dag trænger til en håndværkerhånd – men min definition af det. Hvis jeg kunne vælge frit – hvad skulle der da ligge på “Himmerigs Plads” i mit liv? “Du kan vælge 3 ting til din ønskeverden – men kun 3!”

Hvad vil du så vælge? Det er måske her, coronaen har været en hjælp til at vise, hvad der er vigtigt? For mig er det mere tydeligt, at det er relationerne, der tæller – forholdet til de mennesker, der er en del af min lille verden. For hvad kan jeg bære med mig videre frem?

Hvad kan jeg efterlade? Nogle aftryk af mine værdier, måske? Fortællingen om et liv, der var livet værd – på godt og mindre godt.  Min stemme i det store mylder – der fastholder, at Gud er værd at vælge som rejsefører i livet?

Næste morgen var det tid til at forlade idyllen på “Himmerigs Plads” og forholde os til de aftaler og samtaler, der ventede.

Sådan er det både godt og sundt for os at være på vej. At have mål for vores handlinger – men også finde pauserne undervejs, hvor vi kan overveje, hvilken vej vi skal. Om vi er på rette vej. Hvilke skilte skal jeg følge for at finde det sted, der er “Himmerigs Plads” for mig?

Jeg vender tit tilbage til biblens fortælling om Gud, der kaldte Abraham til at forlade Ur og den kendte, trygge verden, og følge den ukendte Guds stemme, der bare sagde: “Kom og følg mig. Jeg er den jeg er!” Det lyder lidt romantisk, som kærlighed og kildevand, men når det bliver et tema i mit liv, er der ingen magi i det. Så bliver det, som for Abraham, en rejse mod det ukendte, hvor det eneste holdepunkt er en stemme, eller en længsel, der kalder dig ud i et ingenmandsland. På en ørkenvandring.

Måske er det derfor, så få af os når frem til det forjættede land i vores liv? 
Til “Himmerigs Plads”

Bente

Måske vil du læse mere om samme emne?

Tør du gå en ukendt vej?

Den lige vej?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Du står ved alle skiltene – og de forvirrer dig. Hvilken vej skal du vælge? Tør du vælge en ukendt vej, selv om du risikerer at gå ‘forkert’?

Skiltene, der peger i alle retninger – det motiv fandt vi i Celle i Tyskland. Her er navne på alle byens venskabsbyer og derfor er også Holbæk med. Måske er det en udmærket illustration af de valg, vi har? Vi kan vælge at gå ud i verden og opleve nye steder og nye sammenhænge – eller vende næsen hjem mod det kendte og det sikre. Komfortzonen, som det så fint hedder.

Tør du gå ukendte veje? Måske afhænger det af, hvilke forbilleder du har fundet? Har du kun set og hørt, at det kan gå galt, i det ukendte? – eller har du mødt mennesker, der havde mod til at udforske nye steder og nye idéer?

Ja, det kan give uventede forhindringer at vælge ukendte veje.  Måske er det en vej, der ender blindt, så vi er tvunget til at gå samme vej tilbage? – og det er surt – især hvis vi tænker: Jeg tog fejl. Jeg valgte forkert. Jeg du’er ikke til det her.

Nogle mennesker virker til at være født med modet til at vove sig ud i det ukendte. Nej, jeg er ikke én af dem. I skolegården var jeg oftere den, der sagde “Det må vi ikke.” I voksenlivet har jeg lært, at mod ikke kun er medfødt – eller en del af personligheden – det er også tillært og konsekvensen af at turde handle på det, jeg tror på – selv om jeg er usikker.

Mod er nemlig at gøre det, du er bange for – og trodse din angst og usikkerhed. At turde risikere at tage fejl. Vælge forkert og ikke lykkes. Men hvad kan du miste?

Det værste, der kan ske – er vel at jeg skal indrømme, at jeg gik forkert? – og hvad så? – det kan ikke koste mere end nogle skår i min stolthed? Jo, det rokker ved mit ønske om at gøre alting rigtigt. Men nu findes der ingen perfekte mennesker. Det skal man bare nå at blive voksen, for at opdage – selv om det hjælper godt på vej, hvis vi tør være ærlige over for hinanden noget tidligere.

Jo, somme tider kommer jeg ud på trampestier, der er næsten usynlige – fordi jeg har valgt en ubefærdet vej. Ja, her er der en større risiko for at snuble og falde. Men det gør jeg såmænd alligevel med de løse led, der skal bære mig gennem livet.

Men tænk, hvis jeg kun havde set livet fra ‘motorveje’ – så var jeg jo gået glip af de store, spændende og skelsættende ting i mit liv. Ok, jeg havde nok også fået færre knubs undervejs – men jeg havde også kedet mig.

Det handler om at turde gå din egen vej – også når andre vælger en anden retning. At jeg handler på det, jeg mener er vigtigt – og finder modet til at gøre det.

Vi børn elskede fars fortællinger om dengang, han cyklede gennem Sverige og fandt sæsonarbejde undervejs. Ikke helt almindeligt for en ung mand fra landet, lige efter krigen. Han kom hjem med mængder af oplevelser – og erfaringer – og gav mig et billede af, at det ikke er farligt at vælge ukendte veje. At man skal udforske det, man er nysgerrig på.

Min moster var også et forbillede, når hun tog os med ud på nye veje, fordi hendes lille gule folkevogn kunne klare alle udfordringer i Nordjyllands klitter. Næsten, men hendes reaktion var altid “Nå ja, men så lærte vi da noget nyt – og fik en oplevelse med.”

Sådan tænker jeg, at vores vigtigste forbilleder er mennesker, der har præget os, længe før vi anede, hvad et forbillede var. Mennesker, der har givet os en grundholdning til, hvad livet giver af muligheder – også når vi vælger ukendte veje. 

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Den lige vej

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det kræver ikke meget at blive slået ud af kurs. En forslået højre hånd med et par brækkede fingre kan gøre det for det væltede mine planer og forventningerne forliste om alt det, jeg skulle og ville.

Det gør mig vred – men jeg udtrykte det mere som “ja-jeg-er-faktisk-ked-af-det” – for vreden skal jeg jo stå til ansvar for. Lige her havde jeg kun mig selv at være vred på, for det var mig, der snublede og tog fra med hånden.

Livet er fyldt med ‘snublesten’ – for alle mennesker – men jeg glemmer det – eller tænker, at Gud vil forhindre mig i at falde over dem, fordi jeg har noget vigtigt at nå frem til?

Jo, der er tidspunkter, hvor vi kan se at Gud har ‘passet på os’ – men måske forliser vi, fordi vi forventer at vores liv er et krydstogt med Gud som kaptajn, hvor vi lægger til ved smukke steder og derefter sejler videre på en luksusrejse, med alt betalt og middag ved kaptajnens bord?

Måske tænker jeg ubevidst, at med Gud ved roret så er jeg ‘hævet’ over naturens love. Så glemmer jeg, at mennesker dør af kulde, sygdom og sult – eller ser deres liv blive skyllet i havet på et øjeblik. Vi er ikke herre over livets vilkår og kan ikke kontrollere de tilfældigheder, der får så stor betydning.

Hvor langt er vi herre over vores liv?
Langt – og så alligevel ikke. Jeg kan arbejde på at gøre mine forventninger til virkelighed – men jeg kan ikke sætte naturlovene i stå – eller få Gud til at gøre det. Jeg kan gøre alt det ‘rigtige’ for at indfri mine forventninger til et godt liv – men ikke ændre de vilkår, det kommer med.

Hvad vil jeg så sige? Måske mest, at mellem vraggodset fra mine forliste forventninger – lige dér – mærker jeg en taknemlighed over livet. Over være i live – og mærke, at mine relationer er levende. At jeg sammen med min familie har trodset høj bølgegang og farlige farvande – og overlevet.

Ja, vi har mistet både bagage og forventninger undervejs – men vi er også blevet stærkere og mere levende i vores forhold til hinanden. Vi har efterladt mange af de forventninger, der bliver så ligegyldige, når livet er i spil. 

Mine “forliste forventninger” er en frasortering af alt det, der var mindre vigtigt. For hvor meget kan du tage med dig, hvis du skal i redningsbåden? Hvor meget værdi har det egentlig?

Hvilke forventninger var det så, der forliste? Hvad fandt jeg blandt vraggodset? Jo, de store idealer om at gøre en forskel. Gøre verden til et bedre sted. Måske endda få mennesker til at respektere hinanden. Men det var glansbilleder, og de var næsten opløste, da jeg fandt resterne af dem.

Helt anderledes var det med en bunke skår, jeg fandt i vraggodset. Der var rester af glas – og en ramme – og lige dér genkendte jeg billedet af mig selv. Den Bente, jeg forsøgte at være – eller blive. Altid tålmodig og venlig. Altid i stand til at løfte nye opgaver. Aldrig for optaget til at give andre en hjælpende hånd. Aldrig sur på mand eller børn og altid den, der hjalp andre på benene igen. 

Billedet af Bente fra mine drømme – var billedet af et overmenneske, der nægtede at være underlagt naturlovene eller behovet for søvn og mad. En Bente, der var alt det bedste og fineste – uden begrænsninger.

Nu kom livet i en anden indpakning, end jeg forventede. Slet ikke pakket fint ind – men det ligger lige foran mig som en gave hver dag, og venter på, at jeg skal se den, samle den op – og åbne den. Som med billedet af mannaen i ørkenen. Her gav Gud nok til én dag ad gangen – og det, der blev gemt som sikkerhed – det blev dårligt og uspiseligt.

“Det onde med det gode”
Hvordan er vi landet i en forventning af, at vi har krav på et godt liv – uden problemer og udfordringer. Har vi så ikke misforstået selve livet? Livet er en gave til os – ikke en designervare efter bestilling.

Alligevel forventer vi, at problemer kun rammer de andre? – for de har nok på en eller anden måde selv “været ude om det”. Men det er noget andet med dig og mig. Vi lever som om vi er usårlige – og håber, at vi har ret til et liv i liv, der lykkes.

“Når ondt rammer gode”
Kender du Jobs Bog? Det er måske en af biblens bedst kendte bøger fordi, dens tema om modgang er vævet ind i litteraturen. Job mistede alt, stillede spørgsmålstegn ved alt, tvivlede på alt – og nåede alligevel til, at livet med Gud var livet værd.

Den bog kan kun læses af dem, der selv har prøvet at leve med svære vilkår, for du kan kende alle teorier uden at forstå. Først når du selv har oplevet det, kan du møde andre med samme oplevelse og mærke den fælles indføling. Indtil da, er du helt alene om det.

“Når ondt rammer gode” er titlen på en bog, men også en konstatering, der har betydet meget for mig. Livet er ikke en forretning, hvor du kan handle – eller forhandle – dig til de produkter, du ønsker. Eller købe dig til forsikringer for et godt liv. At ondt virkelig rammer – også mennesker, der ikke selv er skyld i det. At vi ikke kan aflæse en sammenhæng mellem at være et godt og anstændigt menneske og den mængde af kaos, vi oplever i vores liv.

Livet er en blandet landhandel. Det onde kommer med det gode. 

Måske er det farligste forlis på livets hav – at vi frygter forliset? At vi bliver så bange, for at det ikke lykkes – livet – at angsten får lov til at lamme os? At vi ikke tør sætte sejl og sætte vores liv og evner i spil?

En god ven beskriver det så fint i en salme:
I dag jeg sætter sejl.
Jeg mærker Åndens vind i dag,
i dag jeg sætter sejl
skønt mit sejl er tungt og vådt af regn,
og fyldt med flænger og fejl.

Ja, jeg kan stadig handle i livets drama – når jeg skriver videre på ‘manus’ for mit liv med de valg, jeg træffer i dag. Jeg kan vælge min reaktion på de svære situationer, livet rummer, og ændre den afsluttende tone – selv om handlingen er uændret.

Livet er nemlig livet værd – trods risiko for forlis.

Bente

Her finder du finder flere klummer om lignende emner:

Når nogen forstår, hvad jeg siger

Troldspejlets splinter

Når det afskårne skyder igen

Blomster ved mit grænsehegn

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright