Du kan sige alle de rigtige ord – på det rigtige sprog – og alligevel ikke blive forstået. Men hvor er det befriende, når du møder nogen, der lytter og forstår hvad du siger.
Jeg har tit oplevet at stå over for et menneske, som ikke forstod mit sprog. Hvor vi kun havde et meget lille fælles ordforråd. Det er en udfordring at forklare noget kompliceret med få ord. Eller noget, der berører dig dybt.
Men det sker jo også mellem danskere, der er vokset op med dansk: at vi ikke forstår hinandens danske ord. At vi kun har et meget lille fælles ordforråd. Det har noget med matematik at gøre – noget med delmængder og fællesmængde.
Fagsnak mellem nørder kan sjældent forstås af andre – men vi kender alle til glæden ved at møde nogen, der har samme interesse eller baggrund. Som forstår præcis, hvad vi mener med detaljerne i en madopskrift, udfordringerne i en bilreparation, finesserne ved et bestemt stykke værktøj – eller mulighederne i en overlock symaskine. Det giver en særlig indbyrdes forståelse og udveksling af tanker og idéer fordi referencerammen er fælles.
Men jeg indrømmer, det er nørdet, når min nevø og jeg til familiens julefrokost kaster os ud i intense overvejelser af konsekvenserne af ‘filioque’ spørgsmålet og trosbekendelsen, der splittede den tidlige kirke. Ingen andre fattede, hvad det handlede om – men syntes, det var sjovt at se vores begejstring over at kunne dele nørdede kommentarer.
Kræver det særlige forudsætninger at opfatte, hvad andre siger? Ikke altid. Somme tider kræver det bare brug af de to ører, vi alle har med os døgnet rundt.
Senest har jeg oplevet det med en læge, der forstod præcis, hvad jeg sagde – og som handlede på det. Han sendte mig videre til en MR scanning, som viste at jeg ganske rigtigt havde problemer i rygsøjlen, der svarede til de symptomer, jeg beskrev.
Det er underligt at få ret – især når det har alvorlige konsekvenser. Så jeg er lidt ved siden af mig selv. Det er godt at vide, hvad der er galt, men svært at vente på den næste ekspert, der skal vurdere om det kan behandles.
Det mest frustrerende er, at jeg har sagt præcis det samme til andre læger tidligere. Beskrevet de samme symptomer med de samme ord, men uden at blive hørt og forstået.
Kommunikation kan man lære om på kurser og tage fine uddannelser i, men det er ingen garanti for, at vi forstår hinanden. Det kan opleves som masser af ord, der ikke har betydning for mig. Tænk f.eks. på de mange kommunikationskonsulenter og spindoktorer, der formidler regeringens politik – men sjældent forstår, hvad vi borgere siger og mener.
Forståelse kræver så stor respekt, at man rent faktisk lytter til hvad den anden siger. At man stiller ind på samme frekvens og lytter til både ordene og det budskab, der ligger bag. At der lyttes mere, end der tales.
Så kan den fælles reference findes i ønsket om at forstå hinanden. Det er måske ikke den store kommunikation – men det er så godt at opleve.
Når nogen forstår, både hvad jeg siger – og mener 🙂
Bente
Måske har du også lyst til at læse:
Ord om betydning
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright
Tak Bente!
Hvor er det godt formuleret og hvor er det rigtigt!
Det må både være en lettelse og en bitter/sød opdagelse, at erfare,tænker jeg.
Tak for din kommentar, kære Mille, og tak for de tanker DU har delt omkring emnet 🙂
Jeg genlæste lige “En mand der hedder Ove” med et fantastisk sprog og kom til at tænke på dig, så du får lige et citat:
“Da Parvaneh ser ham på ham som én lang række spørgsmålstegn og udråbstegn, sukker lægen igen, på den måde, som unge, bebrillede, betøflede og højrøvede læger tit gør, når de gang på gang bliver tvunget til at stå ansigt til ansigt med mennesker, der ikke engang har den grundlæggende forbistrede pli til at tage en lægeuddannelse, før de indfinder sig på et sygehus.”
Det gælder måske ikke helt dig, da du er ret god til at smide om dig med fagtermer, med de udfordringer det kan give med den del af lægestanden der bliver provokeret af det.
kærligst margit
Kæreste Margit
Du har lige givet mig dagens første latteranfald – og tak for det. Må jeg låne bogen? Det lyder som en forfatter, der kan noget med sproget: “Grundlæggende forbistrede pli .. før de indfinder sig på et sygehus.”
Ja, jeg vender den der pli om – så, inden jeg træder ind i de hellige, medicinske haller – aflægger jeg al latin og alle fagudtryk, så jeg nærmere underspiller. Med mindre det er læger eller sygeplejersker, der kender mig godt.