Mindernes losseplads – eller kirkegård?

Skal det ikke bare ud? Det fylder og vi bruger det ikke mere. Så er det genbrugen eller lossepladsen? – eller er der en mulighed mere, der skal overvejes?

“For minderne har vi da lov at have” 🤗 som danskerne sang med på engang. Men måske har minderne brug for en tur på “omlastningen” og en sortering?

Vi kan fristes til at smide det ud, som rummer for mange minder – som ligger i bunden af skabe og skuffer, fordi det minder os om noget, vi ikke er ‘færdige’ med – men heller ikke har lyst til at tage fat i. De gamle skolebøger, der minder dig om det fag, du følte dig som idiot i. Souvenirs fra en ferie, som var mislykket eller andre oplevelser, vi helst vil glemme.

Skal det gemmes? – eller bare helt ud? Skal det måske have plads på mindernes kirkegård?

Det kan være en udfordring at finde svaret på de spørgsmål – især når det er fælles minder og “gemmestof” for hele familien 😏 måske arveting, vi har set på et helt liv. Vores børn har også ret til familieminderne og det overrasker mig, hvilke hverdagsminder, der er vigtige for dem. 🤔

Så jeg synes, det er svært, men nu har jeg også formødre blandt nordfynske husmandskvinder og har derfor arvet “måske får jeg brug for det senere” mentaliteten. 😏

Det kræver en sortering og måske skal vi en tur omkring “omlastningen” og skille minderne efter det, de består af?

For minder er også nogle sjove størrelser – de afhænger helt af, hvem der ser på dem 🧐 Gå en tur i spejlsalen i Tivoli, og se, hvor stor forandring det gør, når spejlet buer bare en lille smule og alt bliver forvrænget 😏

Når min mand og jeg har fat i de fælles ting fra mindekasserne – ja, så husker vi helt forskelligt fra samme anledning. Alligevel har vi begge to ret, for vi husker jo det, vi har opfattet.

Derfor er det en stor gave at være to om oprydningen i det, der bringer stærke minder frem. Vi kan supplere hinanden, som i “Vi handlede, med de muligheder, vi havde.”

Men der er også vigtige justeringer, når vi opdager for store forskelle i minderne – og får talt om, hvad det dækker over. Jeg har især husket fiaskofølelser og pinlige optrin med autistbørnene. Mange af dem får jeg korrigeret, for deres far husker anderledes, med flere fakta og færre følelser. 😏

Der er også helt banale forhold, som jeg bare har glemt. Oprydningen i gamle mails afslørede, at det jeg huskede om flere sager, var ude af proportioner. Da fakta kom på plads – så kunne jeg lægge de sidste brikker i erindringens puslespil og finde den ro, der gjorde, at det kunne lægges væk. 🧩🙂

Min mand og jeg har bearbejdet de svære oplevelser og lagt dem i “graven” på den måde. I den proces har vi også sluppet skammen over meget af det, vores liv har rummet – og fortrydelsen over det, der tilsyneladende “gik galt”. For hvordan kan man afgøre, hvad der var en fiasko?

Vi tog livet på os og handlede med det, vi havde af muligheder. Vi satte vores “talenter” og evner i omløb undervejs og mere kan intet menneske gøre.

Det kan vi minde hinanden om – måske ved at gå en tur på mindernes kirkegård 😏🧡

.

Bente Christa

“Kan du huske dengang da?”
Vi skaber fælles historie med oplevelser, vi deler – og de minder er værd at gemme – som øjeblikke med betydning.

Øjeblikke med betydning

Måske har du lyst til at læse:

Halve historier og hele sandheden

Fotos af fotograf Bent L Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *