Den lige vej?

Hvor vil jeg hen?

Jeg har kigget og kigget på billedet af den lige landevej på Bornholm med de smukke granitsten i danske farver. Min mand gav mig det med bemærkningen “Måske kan du bruge det til din blog?” Ja, billedet satte gang i tanker og ord.

Jeg skrev om livets vej, men min oplevelse passede ikke med en asfalteret landevej. Hvis der findes en lige vej i livet – så har jeg opgivet at finde den. 🙂 Jeg kan ikke engang finde den lige vej til at gennemføre dagens små planer, men må omkring omkørsler og blinde veje.

Så skrev jeg om snoede stier og grusveje og behovet for kort og kompas for at finde tilbage til hovedvejen. Men så passede billedet jo ikke? Den tekst blev også kasseret, men billedet arbejdede videre i min underbevidsthed. Ja, jeg var både tiltrukket af den lige vej med afmærkningerne – og havde en modvilje mod at skulle følge den.

Livets lige vej?

Måske ligger der dybt i os mennesker et ønske om at finde brugsanvisningen, der gør livet til en rejse ad en lige vej? Hvor vi når målet og finder formålet med vores liv. Hvor vi bliver lovet succes, hvis vi følger anvisningerne fra de voksne. Som nogle af os som børn er opdraget til at gøre, som forældre og lærere sagde – for så ville det gå os godt i skolen og livet.

Det gør det ikke nødvendigvis, og nogle af os befinder os allerede fra starten ude i rabatten, på grund af medfødte vilkår.

Ingen lige vej

Livets vej er ikke en lige og afmærket landevej. Der er både snoede afveje, omveje og afstikkere ad trampestier. Det kan blive forvirrende, hvis ikke vi ved, hvor vi vil hen og ikke har en retning for vores liv. Målene kan ændres mange gange i livet – måske bare med små korrektioner, efterhånden som vi bliver klogere på os selv og verden omkring os.

Jeg har sat mig mange mål. En del af dem har jeg nået, men endnu flere har ændret sig – lidt eller meget. Men når jeg ser bliver det tydeligt, at VÆRDIERNE bag målene er de samme. Som billedet af den danske landevej: Værdierne er den lige vej i mit liv, som jeg kan finde tilbage til, når jeg har været på omveje ad trampestier på livets vej. Værdier og holdninger, der er afmærket lige så tydeligt som granitstenene ved vejen på billedet.

Værdivejen

“Det vigtigste sted at have en lige linje er i urtehaven,” sagde min far, “så kan du så i lige rækker og se, hvad der er gulerødder og hvad der er ukrudt.” Det gælder vist stadig, men i dag bruger jeg billedet til at luge ud i de ting, der ikke passer med mine værdier.

Hvad er så værdierne på min asfalterede vej i livet? At leve et ordentligt liv med respekt for andre – og mig selv. Det sidste har været det sværeste 🙂 Det betyder at jeg tager ansvar – også for at bruge de evner, jeg har fået, og omsætte dem, så de – måske – bliver til gavn og glæde for andre.

 

Bente

PS Jeg er fascineret af Biblens fortællinger om Jesus, der gør op med det religiøse samfunds lige veje – og genveje. Her er historier om mennesker, der finder vej i livet med de grundlæggende værdier. De handler på holdninger og er med til at ændre verden en lille smule undervejs.

Så det vil jeg vælge at gøre i dag: gå ud i dagen med et blik for andre menneskers værdi, og tro på, at det gør en forskel.

Måske har du også lyst til at læse:

Endnu en omkørsel

Ørkenvandring mod foråret

Eller dette indlæg om at handle på mine drømme:
Når septembers himmel er blå
Septembers himmel er så blå

Måske dette indlæg om visne blade på livets vej?
Blade i Bentes liv

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Comments 2

  • Hej Bente.
    Sidder lige midt i den store Svenske natur, sammen med “mor Vera” og læser højt af dine små fortællinger. Vi har nydt at være sammen, 4 generationer: mor, Flemming og mig, mine to piger, en svigersøn og mit lille barnebarn på 15 måneder. Jeg kom til at trække på smilebåndet da jeg læste om “den lige vej”. Her i Sverige er der jo mange, laaaange lige veje. Men hvor er det sjovest at færdes ? Når vi følges med mor, sætter terrænet sin begrænsning, men heldigvis har hun sine stave med sig. Vi andre går helst ad småstier, som ofte fortsætter i dyreveksler, indtil vi står på herrens mark i sump og våde sokker. Så må vi slide os vej gennem myr og smågraner til vi når den “slagne vej” igen.
    Og vi gør det igen og igen, af egen fri vilje. Søger væk fra den lige vej. For det er her de største oplevelser venter os. Traner og tjur, elge og rådyr. Mosser og lav og forår der pibler frem. Omvej, blindgyde ?? jeg vælger gedestierne. Kram fra Else Marie og Vera

  • Kære Else Marie

    Hvor dejligt at læse om jeres oplevelser i den svenske natur 🙂 og ja, det er på dyrevekslerne og gedestierne, vi finder de største oplevelser. Det gælder også i overført betydning i vores liv. Lige nu er jeg bare lidt misundelig, for jeg kan ikke gå, så jeg må finde glæden i at se hvidløg og gendyrkede forårsløg skyde i vejret i plantekasserne på altanen.

    De kærligste hilsener til dig og faster Vera – og resten af klanen 🙂
    Bente

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *