“Sådan er det også med mennesker” tænker jeg, når jeg ser på mine gendyrkningsplanter. “Vi bliver skåret ned af omstændighederne, men kan stadig sætte friske skud!”.
Planten her har været til inspiration. Den er vokset frem af bare den øverste ene cm, jeg skar af en pastinak for at få grønne skud til salaten. Jeg satte den i vand i vindueskarmen og den kvitterede hurtigt med de fineste, små grønne blade. Det eneste den havde brug for, var frisk vand en gang om dagen.
Billedet hjælper mig, når livet slår endnu en kolbøtte og jeg lander på gulvbrædderne. Lige der har jeg været en del gange, det sidste år. Nede og bide i gulvbrædderne med gamle problemer med helbredet, nye diagnoser og nervesmerter, der gjorde det ubærligt at gå, stå og sidde – og ikke kunne finde hvile i min seng.
Ikke alene
Jeg er ikke alene om oplevelsen af at være “afskåret” fra sociale aktiviteter, selv om opleves sådan, når verden virker indskrænket til vores lejlighed på 2. sal.
Mange andre er skåret ned af livet, omstændighederne, systemet eller andre mennesker. Skuffelser, brudte forhold, bristede drømme – barske diagnoser og dødsfald. Livet er ikke for tøsedrenge – eller bangebukse.
Som planter, så mennesker
“Det er så, hvad lidt jord og vand kan give af vækstbetingelser!” har jeg tænkt denne sommer. “Tænk, hvis vi vovede at overføre det på mennesker!” Vi mennesker kan nemlig også gendyrkes.
Min grønne altan
Jeg har gendyrket rødbeder og pastinak i min køkkenvindueskarm i flere år. Med et fint grønt resultat, der giver farve og næring til vores mad. De klarer sig fint i en bakke med vand og lyset fra nordvinduet. I foråret fik jeg gjort mine 5 altankasser klar til udplantning.
Mine “gendyrk” blev nænsomt overflyttet fra vand til plantekassernes jord. De fik selskab af rodskiverne fra de løg, jeg brugte til madlavningen samt de løse fed hvidløg, der var ved at tørre ud.
Ventetid
Jeg nød forårssolen på altanen og kiggede spændt til plantekasserne. Åbnede vinduerne, når det var varmt midt på dagen og lukkede igen for aftenkulden – og en morgen var det også forår i mine plantekasser.
Pastinakkerne klarede overflytningen, selv om et par stykker begyndte at rådne. Men ikke planten på billedet. Den stod længe i sin fulde højde på ca. 10 cm og overvejede – men så skød den i vejret. Så den har jeg ikke klippet grønt fra – bare nydt at se den udvikle sig til fuld højde på 40 cm. – fra en afskåret top på 1 cm.
Giv mig lidt jord at vokse i
Giv os også gerne en sjat vand indimellem – og se, om ikke vi “afskårne” mennesker kan sætte nye rødder og komme tilbage med lidt grønt til samfundets salatskål.
Ja, lad mig bidrage. Regeringens regnedrenge kan let se, at jeg ikke bidrager med meget til samfundsøkonomien, når jeg er for syg til at arbejde. Jeg er ikke en del af produktionen – men min “sjat vand” til andre kan måske alligevel blive en del af samfundsøkonomien?
Jeg vander gerne
Det kan være opmuntrende kommentarer til mennesker, jeg møder. En enkelt godt råd eller en konstruktiv korrektur. Et smil og en nærværende hverdagsbemærkning til den, der sidder i yderkanten af fællesskabet.
I dag i et venteværelse var det en kommentar til “naboens” hæklearbejde, der blev til tårer og en samtale om, hvor alene hun følte sig nu – en måned efter hendes mand døde.
“Velsign og forband ikke”
Det lyder jo voldsomt fromt, men betyder bare “ønsk godt for andre” – og det koster jo hverken en stor portion af min pension eller min tid. Det er ganske gratis at tænke venlige tanker om andre.
Det er ganske enkelt at sige lydløst “Jeg ønsker dig alt godt!” – når jeg ser andres behov. Det kan jo da ikke skade – men måske blive den sjat vand, de har brug for? Måske kan de endda sætte nye skud?
Afskåret eller nedskåret – vi kan sætte nye skud!
Bente
.
Har du lyst til at læse min første klumme om gendyrkning?
Gendyrkning
Det du siger – har betydning:
Alle mennesker er mere end
.