Tør du gå en ukendt vej?

Celle
Middelalderbyen Celle i Tyskland med skilte til alle venskabsbyer

Du står ved alle skiltene – og de forvirrer dig. Hvilken vej skal du vælge? Tør du vælge en ukendt vej, selv om du risikerer at gå ‘forkert’?

Skiltene, der peger i alle retninger – det motiv fandt vi i Celle i Tyskland. Her er navne på alle byens venskabsbyer og derfor er også Holbæk med. Måske er det en udmærket illustration af de valg, vi har? Vi kan vælge at gå ud i verden og opleve nye steder og nye sammenhænge – eller vende næsen hjem mod det kendte og det sikre. Komfortzonen, som det så fint hedder.

Tør du gå ukendte veje? Måske afhænger det af, hvilke forbilleder du har fundet? Har du kun set og hørt, at det kan gå galt, i det ukendte? – eller har du mødt mennesker, der havde mod til at udforske nye steder og nye idéer?

Ja, det kan give uventede forhindringer at vælge ukendte veje. 🙂 Måske er det en vej, der ender blindt, så vi er tvunget til at gå samme vej tilbage? – og det er surt – især hvis vi tænker: Jeg tog fejl. Jeg valgte forkert. Jeg du’er ikke til det her.

Nogle mennesker virker til at være født med modet til at vove sig ud i det ukendte. Nej, jeg er ikke én af dem. 🙂 I skolegården var jeg oftere den, der sagde “Det må vi ikke.” I voksenlivet har jeg lært, at mod ikke kun er medfødt – eller en del af personligheden – det er også tillært og konsekvensen af at turde handle på det, jeg tror på – selv om jeg er usikker.

Mod er nemlig at gøre det, du er bange for – og trodse din angst og usikkerhed. At turde risikere at tage fejl. Vælge forkert og ikke lykkes. Men hvad kan du miste?

Det værste, der kan ske – er vel at jeg skal indrømme, at jeg gik forkert? – og hvad så? – det kan ikke koste mere end nogle skår i min stolthed? Jo, det rokker ved mit ønske om at gøre alting rigtigt. Men nu findes der ingen perfekte mennesker. Det skal man bare nå at blive voksen, for at opdage – selv om det hjælper godt på vej, hvis vi tør være ærlige over for hinanden noget tidligere.

Jo, somme tider kommer jeg ud på trampestier, der er næsten usynlige – fordi jeg har valgt en ubefærdet vej. Ja, her er der en større risiko for at snuble og falde. Men det gør jeg såmænd alligevel med de løse led, der skal bære mig gennem livet.

Men tænk, hvis jeg kun havde set livet fra ‘motorveje’ – så var jeg jo gået glip af de store, spændende og skelsættende ting i mit liv. Ok, jeg havde nok også fået færre knubs undervejs – men jeg havde også kedet mig.

Det handler om at turde gå din egen vej – også når andre vælger en anden retning. At jeg handler på det, jeg mener er vigtigt – og finder modet til at gøre det.

Vi børn elskede fars fortællinger om dengang, han cyklede gennem Sverige og fandt sæsonarbejde undervejs. Ikke helt almindeligt for en ung mand fra landet, lige efter krigen. Han kom hjem med mængder af oplevelser – og erfaringer – og gav mig et billede af, at det ikke er farligt at vælge ukendte veje. At man skal udforske det, man er nysgerrig på.

Min moster var også et forbillede, når hun tog os med ud på nye veje, fordi hendes lille gule folkevogn kunne klare alle udfordringer i Nordjyllands klitter. Næsten, men hendes reaktion var altid “Nå ja, men så lærte vi da noget nyt – og fik en oplevelse med.”

Sådan tænker jeg, at vores vigtigste forbilleder er mennesker, der har præget os, længe før vi anede, hvad et forbillede var. Mennesker, der har givet os en grundholdning til, hvad livet giver af muligheder – også når vi vælger ukendte veje. 🙂

Bente

 

Måske har du også lyst til at læse:

Den lige vej

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *