Somme tider er det bare en fedtplet på brillerne, der forvrænger det, jeg ser. Somme tider skal der nye briller til med større styrke. Andre gange er det ikke brillerne, der skal ændres, men min vilje til at ville se det, jeg møder.
H.C. Andersen skrev for længe siden et meget aktuelt eventyr om
Snedronningen og hendes troldspejl, der var fyldt med sort magi.
En dag ændres alt, da troldspejlet smadres i flere tusinde stykker. Nogle af spejlstumperne er små som sandkorn. Hvis et stykke af spejlet får en plads i menneskets hjerte, bliver mennesket ondt og ser pludselig verden med mørke ‘briller’ på. Drengen Kay får et stykke af spejlet i øjet, og pludselig ændres hans syn på verden: “Vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentlig frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke – for hvert lille spejlgran havde beholdt samme kræfter, som det hele spejl havde.”
Eventyret om ‘Snedronningen’ skræmte mig fra vid og sans, da jeg læste det som barn. Det gør det stadig, når jeg som voksen ser, at det er virkelighed. Jeg ser det i mit eget liv, i andres – og i vores fælles liv.
Troldspejlets splinter
Om morgenen vågner jeg til nyheder om verdens ledere, der handler, som om de har et hjerte af is og kun ser alt det onde, som H.C. Andersen beskriver det. Der er folk, der gør ‘alting forkert’ og som med fordel kan udryddes fra jordens overflade. Her i Danmark er der os, som ikke bidrager til vækstsamfundet og andre uønskede mennesker, vi gerne tvangsudviste, hvis vi kunne – og så er der mennesker, som får et mærkat på, så alle kan se, ‘de er dem, der bare ikke gider gå på arbejde’.
Jeg ser splinterne fra troldspejlet i måden vi omtaler hinanden på og mærker afmagten, når jeg ikke kan ændre noget i samfundet. Ikke engang i mit lille hjørne. Ikke i min egen klan eller familie. Jeg kan kun bruge afmagten som afsæt til at erkende splinten fra troldspejlet i min egen opfattelse af verden.
Det er også et godt sted at starte – og det eneste sted. Vi kan i dag fjerne splinter fra et menneskes øje med avanceret laserkirurgi – men vi kan ikke fjerne splinter fra troldspejlet fra andres øjne.
Kan jeg fjerne splinten?
Ja, hvis jeg bliver opmærksom på, at den findes. At jeg ser på andre med ‘et hjerte som en klump is’ eller som dem, der ‘gør alting forkert’. Når jeg indser, at jeg ikke ser hele sandheden om det andet menneske – men kun min sandhed – så bliver mennesker omkring mig pludselig meget smukkere.
Men det er endnu sværere at opdage, at jeg ser på mig selv på samme måde. For splinterne fra troldspejlet har boret sig ind i mit billede af mig selv. Måske allerede fra barndommen, som en overbevisning om at være forkert og for dum til at lære skolegårdens sociale spilleregler. Som et billede af den grimme ælling, der aldrig bliver til en svane. Troldspejlets konsekvenser er mange, fordi splinterne er uendelig små og svære at se – og der er ‘hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker’.
Når vi ser os i et gammelt eller snavset spejl, så ved vi godt, at vi skal kompensere for indtrykket – for netop dét spejl viser os ikke sandheden. Når vi besøger spejlkabinettet i Tivoli, så ved vi, at spejlene er konstrueret til at give os et forvrænget billede – og et godt grin.
Vores selvbillede rummer alle de sandheder, vi har taget med os fra barndommen og til i dag – og usandhederne. Det er lettere at se de forvrængede historier i den større verden omkring os. Dem kan vi til gengæld ikke ændre på, for de bunder i det enkelte menneskes egen historie – der måske er påvirket af en lillebitte splint fra troldspejlet.
Nu vil jeg pudse mine egne briller og gå ud i verden og se med nye øjne på andre 🙂
Bente
Måske har du også lyst til at læse om den lille splint fra troldspejlet, jeg opdagede?
Klodsmajor
Fotograf Bent L. Hansen har taget billederne.
Kære Bente
Har netop læst alle dine fine tekster og refleksioner.
Så meget af det er dybt genkendeligt (troldspejlet) f.eks.
Andet genkender jeg delvis, men ved også, at jeg langtfra forstår det fulde omfang af dét, du har indsigt i og lever med! (Jeg har arbejdet intensivt med en del fantastiske børn med autisme i min tid i Ashland., og der hvor jeg er nu, er jeg kontakter for en ung mand på 17, som har diagnosen, men som også har og kan så meget, som han iflg. systemet ikke burde kunne.)
Det blev en lang parentes.
Egentlig ville jeg bare udtrykke respekt. Beundring! Sige tak! Og fortælle dig, at også mit mantra – i alle relationer, og i mit eget liv – netop er at FINDE NØGLEN!
Og at blive ved med at lede er at blive ved at turde tro, at den findes! Men også vide, at skjulte låse dukker op med mellemrum og kræver flere nøgler❤
Så mange knus med ønsket om en jul fyldt med nøgler, der lader sig finde!
Kære Jeanette
Af hjertet tak for din kommentar og dine tanker. Du får mig til at føle mig lidt mindre alene i min søgen efter NØGLER 🙂
Måske forstærkes min frustration af den stereotype tilgang til autister, vi har mødt undervejs? En fejlretning, der kunne gennemføres med pisk eller gulerod af trænede pædagoger – men uden blik for det unikke menneske, som enhver (autist) OGSÅ er. Jeg har argumenteret for mit menneskesyn og oftest mødt den holdning, at jeg skabte flere problemer ved at være for lidt ‘firkantet’.
Min ældste søn er asperger og typen, der skriver sin dagbog på latin. I specialklassen ville han gerne lære engelsk, for kun dansk og matematik blev kedeligt. No way, ingen timer til det. Nå, jeg hjemmeunderviste og vi talte engelsk sammen. Han opsøgte skolelederen og insisterede på at komme til 10. klasses eksamen i engelsk, uden undervisning – og kom ud med 13 for præstationen!
Jeg tror, som du, der findes mange flere nøgler – og jeg leder videre.