Jeg tænder lys i en mørk tid

Kirkeklokken fra Sct. Nikolai ringer dagen i gang i mørket. Det er en lyd, der gør mig tryg.

Det er en helt almindelig decemberdag. Ingen aftaler – så det er en god dag til indkøb af julegaver, men det er svært, når ingen i familien ønsker sig noget, der kan købes i butikker.

Jeg ønsker mig f.eks. en bedre verden. En finanslov, der ikke rammer de mest udsatte. Verdensledere, der tænker på hele verden og ikke kun deres eget omdømme og magt.

Jeg ønsker mig nyheder om en bedre verden, når radioavisen afbryder P2 musikken, mens vi spiser morgenmad. Dagen bliver lidt lettere uden opdateringer på, hvor dårligt det går overalt. Jeg tænder lyskransene i vinduerne og min verden bliver mere imødekommende.

Jeg vil gerne tænde et lille lys i en mørk og kold verden. Men hvordan? Et lille bidrag via MobilePay? Jeg kan endda få skattefradrag for gaver givet i 2017. Det har aldrig været nemmere. Der er endda nogen, der har lavet en app, så Hus Forbi sælgere kan få penge overført til deres konto med det samme – og gå ind i varmen og købe en kop kaffe.

Se, det er et lys i mørket, der giver mening. Dem vil jeg gerne være med til at tænde.

Jeg har brug for lys i december, selv om vi når til vintersolhverv om et par uger. Dagene bliver længere og lyset vender tilbage. Men indtil det kan mærkes, gør selv det mindste lys en forskel i mørket. Måske gælder det også for verden omkring mig?

Leonard Cohen skrev i sangen ‘Anthem’ om ‘den lille sprække i alting, hvor lyset kommer ind’. “There is a crack in everything, that’s how the light gets in.” Jeg lytter, for hans musik og tekst passer bedre til dagen end den store klassiske musik og også hans ‘Halleluja’ har bid.

Cohens rå stemme minder mig om, at det er ude i det virkelige liv, der er brug for at vi tænder lys. Når vi møder den december-ensomme, den frysende hjemløse eller hjælper med bidrag til mennesker på flugt i vinterkulden. Når vi protesterer mod lovgivernes mangel på respekt for det helt almindelige menneske, som de laver love for.

Jeg har skrevet mange tekster om det lille Jesus barn, der blev født i en stald en julenat for et par tusinde år siden – og tænkt, at hvis Gud mener noget om min verden i dag, så er flygtningelejre et passende sted for ham at gøre mirakler. At der også i dag fødes børn af forældre, der er drevet på flugt og ikke har tøj og værn mod kulden, når de står med en nyfødt. De bliver ikke inviteret indenfor i varmen.

Kulde, mørke og ligegyldighed midt i decembers julehalløj. Så længes jeg efter lys – ikke bare glimmer. Jeg undrer mig over, at kontrasterne bliver større i verden – og lytter til kirkeklokker, der slår trygge kvarterslag. Men måske er det kontrasterne, der får os til at holde fast i de få trygge ting, vi kan finde?

Vi tænder kalenderlys og tæller ned til en tilfældig decemberdag, som vi pakker ind i julepapir – og vi forventer, den bliver en magisk markering af glæde i glade familier?

Hvad med alle de andre, helt almindelige 364 dage i året? Jeg vil begynde med at gå dagen i dag i møde og se lyspunkterne.

Jeg vil tænde hvert eneste lille lys, jeg kan finde.

.

Bente 

Måske har du også lyst til at læse?

Når nok er nok

Kan fattige ord blive til rigdom?

Marsklandets horisont

Her er en lille bid om en stor oplevelse:
“Jeg forventede ikke, at jeg af livet blev kastet ud i voldsomt vejr – men jeg overlevede og lever nu mere fuldt og helt. Med færre bekymringer og en tryghed, der er forankret i det, jeg kalder Gud. Ham jeg kalder Gud. Det evige, der rækker ind i mine hverdage og ind i mit livs voldsomme vejr. Det evige, der rækker ud over mit begrænsede syn (trods nye og stærkere briller) og viser mig, at Livet er langt større end de “små” forhold, jeg bruger dagens energi på at løse – eller holde borte.”

Fotograf Bent L Hansen har foreviget lyskransen i vores køkkenvindue denne morgen.