Jeg er natteravn og har helst lavet mit skrivearbejde om aftenen. Ja, kald det bare natarbejde. Nu er jeg så gammel, at jeg alligevel vågner tidligt om morgenen – og tro det eller ej – jeg er blevet afhængig af at opleve den blå time om morgenen!
Den blå time er det tidspunkt, hvor nattens mørke går fra sort til mørkeblå til himmelblå i den tidlige morgen. Himlen virker gennemskinnelig, mens morgenlyset vokser frem med løfte om en ny dag.
For mig er det ren magi – at sidde på min altan og se forandringen fra mørke til lys i de skønneste blå farver.
Bare være stille og mærke en forbundethed med jordens rytme. Jeg finder en ro i at vide, at mennesker i generationer før mig har set den samme magi på vej til en ny dag. Der vokser en taknemlighed frem i mig for én dag mere. At være i live og følge klodens liv fra min altan.
Nu ved jeg godt, at der er en lang videnskabelig forklaring på den blå time: Men kort fortalt, er det tidspunktet hvor dag-øjet tager over fra nat-øjet, så øjets tappe kan formidle flest mulige informationer om detaljer, kontraster, bevægelser mm. i løbet af dagen.
Den blå time er overgangen fra natmørke til dagslys – for mine øjne – og for resten af mig.
Det er her, jeg finder forankringen i uendeligheden, før jeg forholder mig til dagens indtryk og opgaver. At sidde i den blå time giver mig ro og perspektiv på både dagen og livet.
Sådan har mine bedsteforældre og oldeforældre oplevet det samme blå lys, når de gik i gang med dagens arbejde. Sådan har mennesker i århundreder og årtusinder før mig har oplevet livets rytme. Det giver stof til eftertanke – for hvad er det egentlig, der har betydning i historiens lange løb? Det giver perspektiv på livet.
Det er min morgenmeditation, min morgenbøn uden ord.
Store ting i livet bliver større i mit blå morgenlys. Små ting bliver mindre.
Bente
Jeg skrev om det blå morgenlys en dag, hvor jeg mærkede behovet for en forankring på en særlig måde. Min far havde fået hjertestop aftenen forinden og lå i respirator. Vi vidste, det var en kritisk situation og usikkert, om han havde flere kræfter efter to forudgående store operationer.
Det blå morgenlys hjalp mig den morgen. Det hjalp mig de følgende dage, hvor min far trak vejret, men ikke kom til bevidsthed. Den blå himmel gav mig ro indeni den første morgen, efter far gav slip på sit sidste åndedrag.
Her kan du læse min personlige afsked med min far og den tale, jeg holdt i kirken til hans bisættelse:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright
Nattens mørke blev til blåt morgenlys også på denne dag, hvor vi skal mødes og tage en sidste afsked med min far. Jeg har siddet i morgenlyset og fundet den ro, der gav plads til både tårer og taknemlighed. Men far, jeg savner dig!