Oktoberblade

Bladene havde stadig de skønneste efterårsfarver, selv om de var våde og lå lidt tilfældigt i Rolighedsstræde, da jeg kom hjem. Mobilen frem for at fastholde billedet, for oktoberblade gør mig vemodig 💛 🍂 🧡 jeg oplever en tristhed over det, der er forbi – blandet med taknemlighed over den rigdom det rummede.

For to år siden mistede jeg min far og savnet lå længe som en grå tåge over dagene. Året før mistede jeg noget af mit liv efter endnu en blodprop i hjernen – mest kræfter og overskud til at være social. Sidste år i oktober mistede vores søn sin kæreste og vi har stået ved siden af ham i sorgen og afmagten over hendes selvmord. Oveni kom så det ‘løse’ – der ramte hårdere, som dråben, der får noget til at flyde over. Eller strået, der knækker kamelens ryg. 🙂

Meget er anderledes nu – og ikke bare efteråret. Der er kommet nye vinkler på hverdagen og på verden.

Livet overrasker, for at sige det mildt. Det gør reaktionerne også. Vi handler på det, der skal handles på – selv når verden vender på hovedet – indtil den dag, vi løber tør for energi og handlekraft. Når sorgens reaktioner er forklædt som en lammende træthed eller tristhed. Eller hvad man nu kalder dage med overskriften ‘det-kan-alligevel-være-lige-meget’. Hvor alt bliver ligegyldigt og det er uoverskueligt at komme ud af sengen, vælge tøj og møde de mennesker, man har et stort behov for at dele det svære med.

Det er vist sådan i fysikken, at to modsatrettede bevægelser ophæver hinanden – så der ikke sker noget. Måske er det også sådan med følelser? De trækker hver sin vej – og vi kommer ikke ud af stedet. Sorg og savn trækker én vej – livsvilje og taknemlighed trækker den modsatte vej – og man ender i et limbo, et tomrum, hvor man ikke bevæger sig. Sådan kan det opleves – som at være fanget i et gråt ingenmandsland.

Årstiderne er en hjælp for mig til at se, at der er en naturlig cyklus i livet – som i naturen. Efteråret kommer jo normalt ikke som en overraskelse efter foråret. 🙂 Det hjælper mig til at huske, at vi ikke kan styre hverken årstider, naturkræfterne – eller liv og død. At livet har sine egne vilkår, som vi ikke kan ændre, eller ‘fikse’. Men allervigtigst er hjælpen til at huske, at ting tager tid.

Lang tids belastning kræver tid, ro og hvile før vi er ovenpå igen. Det kræver længere tid, hvis vi ikke har lyttet til faresignalerne fra kroppen og sindet og opfattet, at vi er i risiko for at brænde ud. Jeg oplever, at det er sværere at gennemskue summen af belastningerne – for den enkelte ting kunne jeg jo godt håndtere. Men når de kommer uden det ophold, jeg har skal bruge til at bearbejde følelserne – så undervurderer jeg alvoren. For på et tidspunkt har det summet sig op som en mudret masse – den slags mudder, der suger gummistøvlerne ned, så de må efterlades når man forsøger at komme hjem på strømpesokker. 😉

 

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Ting tager tid

Lige nu og for længe siden
Naturkirkegården i Holbæk

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *