
“I Have a Dream!” sagde Martin Luther King i sin berømte tale i 1963 til den begejstrede folkemængde, der fulgte ham og hans drøm. Det blev også deres drøm – der kostede dem dyrt i bøder og fængselsophold, men banede vej for et samfund med mere ligeværd for alle, uanset race.
Drømmenes pris
Drømme har en pris, når de møder virkeligheden. Måske er det netop dér, drømmen dør for mange? Eller kun bliver til en dagdrøm. Når vi tror, den går i opfyldelse af sig selv. At vi vågner en morgen til pludselig berømmelse. At vejen derfra er åben, farbar og uden forhindringer.
Måske er mange drømme kun ønsketænkning, som vi ikke var villige til at arbejde på? For drømmen kræver fantasi, handling og udholdenhed for at blive til virkelighed. Den kræver mod til at handle på de muligheder, livet gi’r dig. Den kræver en vedholdende indsats, hvor du bruger dine evner, lærer det nødvendige håndværk – og lærer af dine fejl.
Drømmenes billeder
Jeg tror på drømmen, der bærer det enkelte menneske og kan løfte livet over omstændighederne. Den drøm, der bærer et fællesskab mod et fælles mål eller formål. Jeg tror endda på drømmen om et Danmark med ligeværdighed for alle.
Hvordan ser din drøm ud? Kan du se den i farver? Hvor stor er din drøm? Er den stor nok, til at du vil stå op en time tidligere for at arbejde på den? Gøre det, du kan? Udvikle dine talenter? Det er her, drømmen møder virkeligheden. Kan du se den næste trædesten? Den næste mulighed for at handle på din drøm?
Trædesten kommer i mange former og faconer. Nogle af dem er små og ujævne sten, hvor du tænker: ‘Her kan jeg ikke få fodfæste og slet ikke holde balancen.’ Men tag det første skridt og regn med, du får øje på den næste sten. Det er sjældent, trædesten kommer som solide, firkantede granitfliser.

Gør ikke nar ad andres drøm, selv om den ser umulig ud. Gør slet ikke nar ad din egen drøm, men gør noget ved den. Drømmen om den lykkelige familie begynder med, at du hver dag sørger for mad, vasker op og gør rent. Drømmen om den glade jul begynder med .. ja, hvad indebærer den i dit liv? Drømmen om en bedre verden begynder med, at du møder hvert menneske med ligeværdighed og i øjenhøjde.
Forfatterdrømmen
Som barn drømte jeg om at blive forfatter og skrive noget klogt om livet 🙂 Jeg skrev med blyant i kladdehæfter, mens jeg ‘så’ mit navn i guldtryk på ryggen af bøger på biblioteket, for det var mit billede af en forfatter. Jeg skrev med de ord, jeg kendte og jeg undersøgte nye og gamle ord, jeg mødte.
Det billede er ikke blevet til virkelighed, for mit navn står kun inden i bøgerne som oversætter. Har jeg skrevet noget klogt om at lykkes med livet? Nej, jeg skriver om at leve med det, der ikke lykkes.
Døde min drøm så? Nej, jeg har livet igennem fundet nye trædesten, der gav mig en mulighed for at gøre drømmen mere virkelig. Jeg skrev videre, for alle evner skal bruges for at udvikles. Jeg oversatte bøger og tekster og lærte en masse – især af mine fejl. Jeg skrev artikler, klummer, nyhedsbreve, ansøgninger og reklametekster. Det var trædesten, der gav øvelse – og mulighed for at betale vores regninger.
Drømmens billede har ændret sig på de mange år, men står stadig klart. Jeg fik skader fra blodpropper i hjernen, der gjorde det umuligt at overskue så store mængder af stof, som en bog indeholder. Men nye trædesten viste sig: jeg kunne stadig arbejde med en idé ad gangen – én side ad gangen – og sådan flyttede jeg mit fokus fra bøger til blog.
Drømmen møder virkeligheden
Drømme og evner må tage livtag med virkeligheden – ellers bliver de bare skønne tanker og spildte muligheder. Så vi må bære drømmens billede med os, så vi kan se den næste trædesten på vej mod at gøre den til virkelighed. Se, det er lidt af historien om, hvordan min drøm mødte virkeligheden og bøger blev til blog.
Bente
Måske har du også lyst til at læse denne klumme?
Drømmenes tidshorisont

Jeg har en drøm om at nå ind til min autistsønner, bag deres handicap:
Autisme og algoritmer

Måske har du lyst til at læse om min drøm om en bedre verden:
Jeg tænder lys i en mørk tid
