“Du er blevet en gammel kone, mor, for dit hår er gråt” konstaterede yngsteautisten og skulle lige rode i mine grå hår. Ja, det havde han jo ret i – det med de grå hår – men jeg protesterede lidt, for indeni er jeg jo ikke gammel. Det er noget, andre bliver

Ved seneste valg måtte jeg kapitulere og bede om at stemme til valget fra bilen. Det var fint, at det var en mulighed – men det var også endnu en konfrontation med den virkelighed, at jeg ikke var i stand til at gå op ad trapperne til valglokalet.

“Ja, men alle gamle mennesker har da ret til at stemme fra bilen” kommenterede en gammel ven. “Men jeg er jo ikke SÅ gammel, bare lidt handicappet” – var min indvending.

Nå, ja, måske lidt mere end lidt handicappet, når jeg ikke kan gå på mine ben, men det er jo bedre i morgen. Det går over igen.

Virkeligheden vælter mig lige nu – i en voldsom konfrontation – og jeg vrisser af venlige mennesker omkring mig, der bare vil være hjælpsomme. For jeg “kan selv, vil selv” og bliver lige så urimelig, som de børn, der lige har lært nye færdigheder. Men det er svært at slippe sine færdigheder igen.

Vi fandt flere kasser med gamle kassettebånd, da vi flyttede. Min mand har digitaliseret dem og jeg sad ved computeren og hørte mit radioforedrag fra 1995 om at blive gammel. Journalisten Ninka havde interviewet 17 gamle mennesker om, hvordan de levede med, at døden kom nærmere. Det gav stof til mange og gode tanker, også for mig.

Men det væltede mig, at høre min egen stemme – som slet ikke var min – den var ung og lys og fuld af energi – modsat nu, hvor jeg har fokus på, at jeg overhovedet kan tale, på trods af afasi efter blodpropper i hjernen.

Det er jeg inderligt taknemlig for, at jeg kan – tale, altså – men da jeg hørte, hvad jeg kunne dengang, brød sorgen igennem – over alt det, jeg har mistet.

Du kan lytte med her til mit indlæg om bogen “På isflagen” med “gammelkloge” ord fra mennesker, med et helt livs erfaringer bag sig.

Børge Birch, tidligere modstandsmand, siger i bogen “Lykken skal du nemlig selv fange.” Det er nok en del af inspirationen fra disse gamle mennesker – at de har fundet en balance mellem accept af det, livet bringer – og deres egen indsats. De handlinger, der fik ting til at ske – og gav dem muligheder, når de rakte hånden ud efter lykken, som Birch siger.

Gamle Henny Harald Hansen beskriver i bogen, hvordan man må give slip på sine færdigheder i en omvendt rækkefølge af indlæringen af dem, som barn.

Jeg vil også gerne ældes med ynde, som det så smukt beskrives – men lige nu er jeg mest frustreret – over det, jeg ikke kan – og hvor lang tid, jeg skal bruge på det lidt, jeg kan, når jeg har en stok i hver hånd. Jo, jeg gør fremskridt til balancetræning hos fysioterapeuten – men for langsomt til at min hverdag ændrer sig meget.

Men hvordan er jeg blevet gammel – uden at opdage det? Jeg føler mig lige så ung som da jeg ville verden rundt – eller i det mindste se den.

“Snigløbet”, tænkte jeg, et “Bagholdsangreb”. Jeg fik ikke tid  til at forberede mig, for dagene iler. “Sludder, Bente. Du véd, du selv skal fange lykken og finde meningen, hver dag, mens der er tid.” Det er en samtale med mig selv, jeg skal have fokus på.

Så det er dagens opgave – at finde den mening, der gør det ok at blive gammel – fordi jeg trods alt har nået det vigtigste og levet et godt liv.

Bente Christa

.

Her kan du læse om de dage, hvor et skridt mere er dagens største udfordring:

Skridt for skridt

Når det vigtigste også er det sværeste

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Reoler og vægge fyldt med bøger – det var min drøm som barn. Bøger rummede en rigdom af kloge ord fra mennesker over hele verden og fra alle tider.

Jeg ville gerne kunne fastholde de mange indtryk, så jeg tænkte jeg måtte eje bøgerne – som en skat af viden og erfaringer.

Ordene blev en del af mig – og i dag behøver jeg ikke bøgerne på samme måde, for nu handler det om at sætte det i omløb, som jeg har fået med mig. De tanker, der dengang blev sået, de voksede med mig og blev omsat til ord, der kan deles med andre i dag.

Jeg fik aldrig skrevet den bog, jeg drømte om med fint omslag og mit navn på – men jeg lærte at bruge ordene til opmuntring og inspiration for andre – og det er vel det vigtigste?

Dengang handlede det om at skrive ordene ned, så de ikke blev væk for mig men jeg har opdaget, at ordene kun bliver væk, når de ikke bruges.

Jeg opdagede efterhånden også, at ordene skal i omløb for at have værdi. Så lad os bruge dem både til hverdag og fest, for gode ord kan ikke slides op.

Har du gættet, at jeg rydder op i mine bogreoler? Det er svært, for jeg har en ærbødighed i forhold til bøger – især de gamle i rigtig bogtryk. Dem kan man da ikke bare smide ud, vel? der må da være nogen, der har lyst til at få dem?

Bøger var luksus, da jeg var barn, for de kostede kontanter – men til jul og fødselsdag sendte moster Inger en ny bog i serien om “Det lille hus på prærien”. De blev læst og læst igen – og senere læst højt for mine egne børn.

Vi fandt en kærlighed til læsning – og fik en rigdom med af læseoplevelser – samt læring og indblik i en anden tid og kultur.

Den mulighed er givet videre til de næste generationer i familien, for det er slidstærke bøger – selv med slidte omslag, kaffepletter og æselører.

Vores yngste autistsøn beviste glæden ved at kunne læse, da han kluklo over “Emil fra Lønneberg” i sit eget selvskab og ved egen læsning. Jeg blev så taknemlig for, at han knækkede læsekoden og dermed kunne afkode oplevelser fra bøgerne.

Længe leve bøgerne – og ordene i dem

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse om envejssamtalen med min mor?

Om ordene, der blev væk

Vi bygger på fortidens fundament

Rødderne kan holde os fast, når stormene rammer og vi er ved at vælte. Måske er det lige dér, vores liv får betydning for andre mennesker? – som eksempel på, at vi må leve på vores værdier – og tro på, at vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og rødder.

Har du rod eller rødder?

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Vi har tradition for at fodre ænderne med brød ved alle små søer. Det har altid været hyggeligt at parkere klapvognen og lade børnene kaste brød ud til ænderne.

De snadrer, når de kæmper om brødet – og de bremser på den sjoveste måde i vandet, når de kommer flyvende for at komme først til bords.

Den grimme ælling. Kan du sige “ælling” uden at tænke “den grimme ælling” og H. C. Andersens eventyr? Kan du tænke eventyret igennem med dig selv i hovedrollen? Kan du også se dig selv som den smukke svane?

Måske har Andersen ramt vores danske folkesjæl meget fint?

Vi svømmer rundt i vores personlige andedam og brokker os over, at andre snupper den bedste bid brød foran os. Vi ærgrer os over, at andre har mere succes med deres liv end os. De får mere end vi gør. De har det lettere os.

Hvad nu hvis? Ja, hvad nu hvis, du tænkte eventyret igen med dig selv i hovedrollen. At du måske ikke behøver at sammenligne dig selv med de andre i andedammen? At du måske i virkeligheden er svanen ‘i forklædning’? At du kan folde vingerne ud og flyve i højere luftlag end tidligere? At du måske …

Hvad nu, hvis du er mere svane end and? Det er en skræmmende tanke – og noget, vi ikke siger højt. For her i andedammen skal du ikke tro, du er noget særligt. Så mange af os snadrer videre i andedammen og lever af det, vi kan finde der. Og brokker os. Meget højt eller mere stille. Mens vi finder mange grunde til, at det ikke går os bedre. Det skyldes samfundet, naboerne, nye love og regler, indvandrerne – de andre.

Kun du kan være dig. Der er kun én som kan være dig – og leve og udfolde DIT liv. Som Andersen ville sige: “Det er netop det fine ved det!” Du har en særlig historie, som kun du kan berige verden med. Hjælpe andre med.

Du har præcis de evner, du har brug for, til at give et særligt bidrag til verden omkring dig.

Mød denne dag som dig. Derfor har verden brug for, at du møder denne dag som dig – med dine evner. Vi kan synes, vores evner ikke rækker til noget uden for vores egen gadedør, fordi verden virker af lave og problemerne er uendelige. Men du kan gå ud ad døren  og smile til andre ved busstoppestedet og allerede der, har du gjort en forskel i din verden.

Hvordan er det nu, vi siger? Når en sommerfugl basker med vingerne her, kan det starte en lavine på den modsatte side af kloden. Ja, du ved aldrig hvad du sætter i gang – godt eller dårligt. Men når vi indtager vores unikke plads, giver vi plads til, at andre kan gøre det samme.

Har du hørt lyden af svanerne, når de flyver i formation, højt over dig? En ganske særlig lyd, men sjælden, fordi der er så mange andre lyde omkring os.

“Kom og følg med os!” – hvisker de til mig, svanerne højt oppe i luften. Kan du høre dem?

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Kun du kan være dig

Alle mennesker er mere end

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

‘Al indkørsel forbudt’ for halve historier, der bliver til hele sandheden. ‘Stopforbud’ for alle sammenligninger. Det er fast arbejde at håndhæve det, for de findes overalt – selv i de få minutters reklame, der ruller over skærmen, mens jeg venter på TV avisen.

De halve historier trives på de sociale medier- og sandheden bliver svær at se, for de viser kun en del af virkeligheden. Vi ved det godt, men bliver alligevel påvirket, fordi sammenligningen går stærkt – og fordi billedet af det perfekte fanger vores opmærksomhed.

Her er en lille historie, med stor betydning for mit liv:

En bekendt lagde et billede op af et fint dækket bord, og jeg forestillede mig, at resten af hendes liv og hus var lige så perfekt

Det var det ikke, fandt jeg ud af. Billedet af det fint dækkede bord var taget, så man lige præcis kun kunne se bordet – men ikke ombygningsrodet i resten af rummet. Lige der gik det op for mig, at jeg havde skabt et billede af et perfekt liv, som ikke eksisterede.

Den halve historie, der blev hele sandheden 
“Bente, du svigter din familie!” blev sandheden for mig efter en klassisk kommentar for 25 år siden. En pædagog sagde: “Børn har godt af varm kakao og hjemmebagte boller, når de kommer fra skole.” En helt almindelig bemærkning mellem mødre til skolebørn dengang. Men denne her havde modhager og gravede sig fast i min dårlige samvittighed.

“Du svigter!” sagde den, og gravede sig dybere ned. Selvfølgelig svigtede jeg, for ingen magter alt. Slet ikke mig, der var alene om 3 børn i hverdagene, havde et krævende og uforudsigeligt job, en mand med lange arbejdsdage – og stod midt i afklaring af autisme diagnoser på to af børnene samtidig.

Men det viste sig, at det også kun var den halve historie. Den anden halvdel kom frem mange år senere, i et tilfældigt møde, med bemærkningen: “Jeg har altid været misundelig på dig, fordi du kunne læse tunge teologiske bøger!”

Se, det var en halv historie, der handlede om noget helt andet – men var blevet til en sandhed, jeg gik ned på. Da jeg hørte sandheden om den halve historie, blev jeg vred, sådan rigtig vred, og jeg gjorde autencitet til et mål for mit liv. Ægthed, ærlighed, og det rigtige størrelsesforhold på tingene.

Det er stadig en udfordring for mig, men jeg forsøger at fortælle hele historien, med både forside og bagside. For ingen skal høre halve historier fra mit liv og blive frustrerede over at tro, at det er hele sandheden.

Vi hører den halve historie som hele sandheden
Kender du det? Du har det faktisk ok med dig selv og din indsats. Lige indtil du begynder at sammenligne med andre. Det er så let at falde i fælden: Når andre fortæller om deres aktive liv, og jeg sammenligner med mit langsomme liv. Den halve historie ser et øjeblik ud som hele sandheden.

“Nu er jeg også lidt træt efter dagens møder” sagde en kollega henkastet. Hvad gjorde jeg? Jo, jeg følte mig også træt, efter mit ene, korte møde – og skammede mig, fordi det havde krævet alle mine kræfter.

En anden kollega fejrede sit 25 års jubilæum. Flot præstation og godt for hende. Men den anden halvdel af historien kan jo være, at angsten for noget nyt holdt hende fast i det velkendte? Loyalitet er en dyd, men måske også en maskeret angst for det ukendte?

Hold op med at sammenligne dig selv med andre!
Jeg går forbi dette skilt, hver gang jeg er i byen. Det bruger jeg som ‘stopforbud’ for sammenligninger. Det er svært for mange af os og kræver en vedholdenhed at fange de halve historier, der sætter fart i sammenligningerne.

“Skal du absolut sammenligne dig med nogen så skal du finde fakta – om nogen, der er på præcis samme niveau, har samme uddannelse, erfaring og øvrige forudsætninger, som du har.” Det var et ganske udmærket råd, jeg fik engang.

Sammenligningen er en vane, der kan være svær at ændre – netop fordi det er et mønster, som du automatisk tænker og handler efter. Mærk efter, hvad der er i spil. 

Her er de 3 bedste råd til at ændre vaner, som jeg har fundet:
• Lav en fair sammenligning
• Tag ansvar for din situation
• Du kan ikke sammenligne dit indre med andres ydre liv

Hele sandheden
Desuden er er ingen grund til, at sammenligne dig selv med andre. Du er unik, som du er.

Der er både en forside og en bagside til alle historier og personer, så led efter dem, før du tager noget ind i dit liv som sandheden om dig selv eller andre.

Glæd dig over alt det, der er særligt i dit eget liv.

Bente Christa

Billederne har jeg selv taget med mobilen på vej hjem fra en aftale i byen.

Måske har du også lyst til at læse:
Klodsmajor

Troldspejlets splinter


Tro ikke på alt, hvad du siger


Eller denne klumme om at føle sig dum:
“Nå, du er nok nybegynder”

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Når du engang kan – så gør det samme for andre!” Det var reaktionen, da jeg som 17 årig stod meget alene i USA på udveksling og måtte lære at tage imod gode menneskers hjælp med ekstra varmt vintertøj til en virkelig kold vinter.

Det er svært at tage imod, for så ser jeg jo, hvor fattig jeg er, når jeg står med tomme hænder – og bare kan tage imod – og intet kan tilbyde til gengæld. For hvem har lyst til at mærke sin fattigdom?

Men det er grundtanken, at vi sætter vores liv i omløb – med de midler og muligheder, vi har fået. Så hvad har du? Hvad kan du, der kan hjælpe andre?

“Giv det videre” skrev jeg, men opdagede, at det lignede opslag i de mange Facebook grupper, der udveksler gode idéer til genbrug. Som i “det skal ikke gå til spilde, så giv det brugte tøj videre til andre, der kan slide det helt op”.

Men det var jo ikke det, jeg ville sige. Nej, jeg vil jo noget andet med at give det videre, jeg har og kan – før jeg selv har slidt det klar til genbrug.

Det handler ikke om det, der er til overs, men det, du kan starte med at give til andre – eller gøre for dem.

For det er jo grundtanken, at vi sætter vores liv og evner i omløb – med de med de muligheder, vi møder undervejs.

Jeg har f.eks. skrevet med på utallige jobansøgninger for unge mennesker, der kæmpede med formuleringerne. Nu er ansøgninger ikke netop det sjoveste, jeg ved men jeg er god til det, og andre kan bruge netop “den lille hjælp” til at komme frem til en samtale og forhåbentlig et job.

Jeg læser også korrektur for andre – og synes, det er kedeligt og sjovere at skrive mine egne ting, men jeg giver det videre, det jeg kan, og ser at min lillebitte indsats er med til at sætte gang i noget større, når et ungt menneske får tillid til at folde sine evner ud.

Hvorfor gør vi så ikke bare det? – tilbyder det vi kan til andre? – sådan uden videre? Ja, sikkert fordi vi hellere selv vil roses for resultatet – end stå bag scenen, hvor ingen ser vores andel i succesen for hvem har lyst til at stå i skyggen af andre?

Men tænk, hvor meget længere vores talenter kommer i spil, når det sker gennem andre? Det er ren matematik.

Hvad har du i hænderne, lige nu? Husker du bibelfortællingen, om den lille dreng, der havde sin madpakke med, da Jesus holdt stormøde langt fra mulighederne for at købe mad. Drengen gav sin madpakke med 2 fisk og 5 brød til Jesus, som velsignede den – og så blev der mad til hele forsamlingen på 4-5.000 mennesker.

Du ved aldrig, hvor langt din indsats når ud i verden

Derfor skal vi huske, at vi er små tandhjul i noget større – og der er brug for at alle tandhjul arbejder med, for at maskinen virker.

Der er brug for dig og for din indsats i dag. Hvordan kan du løfte et andet menneskes liv til et niveau med flere handlemuligheder?

Kan du se dig selv som talentspejder? Vil du investere i andres succes? – og hjælpe dem med at udvikle deres evner?

Der kan ske de mest forunderlige ting, når du lever sådan og din indsats kan nå ud til mange flere mennesker, end du kan nå alene – og gavne mere i din verden.

Det bliver godt for dig og det kan give mening i dit liv – og udbytte for både dig og dem, du hjælper – og større bliver noget vel ikke?

Bente Christa

.

Her kan du læse mere om at sætte det i omløb, du har og kan

Hverdag, virkelighed og vilje

Måske kan du skabe trædesten for andres drømme?
Drømmenes trædesten

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Bente, det er bare en bunke sten, på en bar mark?” ja, men billedet illustrerer de “mindesten” – der kom op til overfladen af sig selv da nedlukning og isolation gav alt for meget tid til eftertanke.

Pinefulde oplevelser, der gjorde for ondt, da de skete og derfor stadig sad i kroppen og ventede på tid og anledning til at blive konfronteret. Minder, der beskrev sider af Bente, som jeg havde fortrængt til fordel for en pænere udgave af mig selv.

Det gik op for mig, at coronaen havde rørt ved en masse reaktioner, som havde arbejdet sig op til overfladen. Her lå de nu som en sorg over de sociale muligheder, jeg har mistet i det halvandet år, jeg har været tvunget til et passivt liv.

Der lå en mængde vrede, som jeg ikke havde bemærket – for nu bliver pæne piger jo ikke vrede heller ikke, selv om livet er uretfærdigt. Men når jeg har gjort mit bedste, burde jeg så ikke alligevel have ret til et godt liv? Helt ærligt!

Der lå også et mismod, der var større end mit livsmod – og en vrede over at andre bestemmer over min hverdag og ikke kan forklare “hvorfor”. Det aktiverer min kravafvisende adfærd, når nogen siger “fordi jeg siger, du skal”. Jeg gør det, men det er under protest – og den protest blev til en hel del af de ‘sten’ der kom op til overfladen.

Men den mest interessante opdagelse var en bemærkning fra barndommens skolegårdstid “Er du dum eller nybegynder?” – for den koblede til en tilfældig artikel, jeg lige havde læst.

“Har du ydmyghed og mod nok til at være nybegynder?” var overskriften. Ganske uskyldigt spørgsmål, måske, men svaret er, at jeg gør alt for at undgå at se ud som en nybegynder. Stadigvæk. Gæt bare, hvem der leder efter vejledningen til historier på Instagram og Facebook – i stedet for at prøve og leve med kiksede forsøg.

Det er svært at være idioten, der ikke ved “hvordan”. Barndommens Bente mente, det var svært at være nybegynder uden at virke dum og det er det værste, man kan være – for så duer man ikke – heller ikke til noget andet eller det, man ellers mestrer.

Derfor er jeg gået udenom mange interessante udfordringer – og oplevelser – fordi det var pinligt at være nybegynder.

Det bliver lidt som med biblens fortælling om de tre medarbejdere med betroede talenter, hvor de to handler med deres værdier, mens den sidste bare graver alt ned, så han kan aflevere hvad han modtog for at forvalte det.

Men hvorfor et billede af marksten, Bente? Som bondebarn har jeg hvert forår samlet sten af markerne og lagt dem i fine bunker i kanten af marken. “Far, hvor kommer alle de nye sten fra?” Vi undrede os over, at der hvert forår var lige så mange sten som året før. Måske fik jeg forklaringen dengang? – og måske forstod jeg ikke, at skiftet mellem frost og tø skubbede sten og andet interessant materiale op til overfladen i processen. Nu gav det mening – også i overført betydning på mit liv.

“Det var en flintesten”, sagde de voksne, når de måtte standse mejetærskeren, fordi skærebåndet var ødelagt. En enkelt skarp flintesten kunne ødelægge både høstdag og maskine – og så forstod vi bedre, hvorfor det var vigtigt at få fjernet stenene i foråret.

På samme måde er det vigtigt at fjerne de skarpe ‘flintesten’, der kan ødelægge samtaler og nærvær. Men det har også givet anderledes samtaler, når holdningerne fik tid og rum.

Nogle sten var store – sorgen, modløsheden og vreden – men der lå også ganske, ganske mange små flintesten med store reaktioner – som mest var “Det her er din corona-reaktion, Bente, og du må gerne være både vred og ked af det”.

Jeg ser og mærker afmagten i de ting, der ikke kan ændres – i de valg, jeg har truffet for mange år siden med store konsekvenser. Jeg anerkender, at det var de muligheder, jeg havde – på det tidspunkt – og jeg handlede så ansvarligt som muligt.

Der er et nyt tidsperspektiv på meget af det, jeg finder – for meget er bragt med fra barndommen. Nu er det tid at rydde op i gamle mønstre og oplevelser – så den voksne Bente kan handle mere relevant – og turde prøve nyt.

Jeg er spændt på, hvad det giver af nye vinkler og muligheder i dag

Bente Christa

Har du fundet nye aktiviteter frem under corona isolationen? Læst kendte bøger igen? Set på gamle familiebilleder? Støvet gamle interesser af? Hvad er dukket op i dit liv? Eller har du mest fundet irritation over det, du ikke kunne?

.

Her kan du læse om andre perspektiver på sten?

Troldspejlets splinter

Når hver dag bliver en særlig dag

Fotograf Bent L. Hansen har taget billederne – med copyright

“Du kan, hvad du vil!” Hvem vil ikke gerne bekræftes i det? Jeg vil da gerne høre, at mine muligheder er ubegrænsede, selv om jeg godt ved, at det ikke holder i virkeligheden.

“Vi er det liv, vi lever” er titlen på Svend Brinkmanns nye bog. Jeg forstår hans vigtigste pointe som:

Du kan ikke frit skabe det liv, du ønsker – men må tage din skæbne på dig. Du kan ikke ændre de omstændigheder, du er født ind i – og ikke de vilkår, du har fået fra begyndelsen.

Men du og jeg har ansvar for, hvad vi gør med det liv, vi har fået – og de mange muligheder, det giver. Det er en vigtig forskel, for jeg kan bruge alle mine kræfter i et forsøg på at ændre de vilkår, der står betonfaste – og blot ramme udmattelsen og modløsheden, når der ingenting sker.

Jeg kan også anerkende, at sådan ser virkeligheden ud – og se efter de muligheder, jeg har inden for rammerne af den. Vil jeg give op? Vil jeg lade vreden fylde hele min lille verden og projicere den ud på den store verden?

Kan jeg få øje på det, der kan blive frugtbart i mit liv? – og kan jeg dyrke det, så det måske kan blive til gavn for andre?

Vi kan nemt falde i grøfterne – på den ene eller den anden side af livsvejen.

Jeg kan ende i en bitterhed over at andre har bedre vilkår. De slipper for alt det svære og ser ud til at få alting foræret. I den anden grøft, ser det ud til, at alle skaber deres ønskeliv, hvor kun fantasien sætter grænser.

“Det er din egen skyld” bliver let den læring, jeg tager med mig. For når de kan, så må jeg vel også kunne? Så skal jeg jo ‘bare’ tænke anderledes og handle anderledes?

Det er et stort ansvar, jeg lægger på mig selv – lige der – som det ikke er meningen, jeg skal bære.

Jeg skal fylde mit eget ‘lille’ liv ud med indhold ved at bruge de talenter, jeg har fået – også i relationerne til de mennesker omkring mig, der betyder mest.

Jeg vil gerne kunne se mine børn i øjnene og sige: “Jeg gjorde det bedste, jeg kunne for jer – med den viden og de muligheder, jeg havde.”

Det handler ikke om et stort slutregnskab over mit liv og en streng Gud med en løftet pegefinger, men om at leve ansvarligt – og med den værdighed, der kommer af en lang række år med indhold, jeg kan stå ved og være bekendt.

Jeg kan godt lide biblens billeder i fortællingen om de betroede talenter: Brug det, du har fået, sæt det i omløb – gør det til en investering i verden omkring dig. Du har ikke ansvar for udbyttet – kun for at handle med det, du har.

Her er den dovne medarbejder i fortællingen, som “gik hen og lagde sit talent i det hul i jorden, han havde gravet” – og så kunne han grave det op og sige: “Her er præcis, hvad jeg fik udleveret, så tak for lån!”

Men er det, hvad jeg gerne vil? Afslutte mit liv med at sige “Tak for lån af lidt!”

Nej, vel? For lige meget, hvor stor, eller lille, ‘kapital’ jeg har fået at arbejde med, så har jeg hele vejen muligheden for at vælge, hvordan jeg vil bruge den. Den kan blive til gavn og til flere muligheder for andre – eller ligge stille og ikke engang trække renter.

Mine vilkår er anderledes end dine. Du har måske meget mere at ‘investere’ med flere talenter og mere energi. Så vil jeg glæde mig over det, du kan udrette – for det er et valg, jeg har -at se værdien i vores forskellighed og den frodighed, det kan skabe.

Vi ved ikke, hvilke konsekvenser vores handlinger får for andre – for vi kan heldigvis ikke se ud i fremtiden. Men heldigt, vi har historien til at fortælle os, at der ud af små, men trofaste, indsatser er vokset store forandringer frem til gavn for verden.

Det handler om mennesker, der aldrig ville have forestillet sig den betydning, de senere fik – som ikke anede, at deres arbejde ville blive anerkendt i så stort omfang. Vi tror tit at det mest handler om store komponister, malere og forfattere, der blev berømte længe efter deres død. Det betød, jeg ikke behøvede at vove noget med mit ene talent

Historien fortæller også om helt almindelige mennesker, med lige så almindelige evner som mine, der brugte dem til at ændre – om ikke hele verden – så hverdagen for andre i deres lille verden.

Som min farfar Marius, der levede et rigt liv uden mange penge – men med blik for muligheder, som f.eks. en læsekreds, hvor gode bøger gik på omgang mellem fynske husmænd, der på den måde hjalp hinanden med viden om dyrkning og udbytte.

Hans børn så et behov for fysisk udfoldelse, startede gymnastikforeningen, hvor de lærte ‘nye tricks’ af venner med penge nok til at komme på højskole. Man delte viden og erfaringer med hinanden i en tid, hvor andelstanken blev omsat til mejerier, brugsforeninger og andre andels initiativer.

Farfar ville ikke kunne forestille sig, hvor stor hans inspiration har været for efterkommerne – måske især ikke, at han trods fattigdom, var en af de første, der var oppe at flyve i den nyåbnede lufthavn i København. For mig en opmuntring til at stå ved sine værdier – og at turde opleve det nye.

Morfar var på studierejse til England og vendte hjem med indtryk til flere års fortællinger – og et nyt perspektiv på mulighederne i det sjællandske bondesamfund.

Min favorithistorie er om oldefar Johannes, der gik i land fra sin stenfiskerbåd for at starte sin egen avis, der stadig lever som byens avis. Han fik ry for sine skarpe politiske analyser og sit fine og finurlige sprog. Han kunne jo bare være blevet i båden og have bandet over sin stenfiskerskæbne – og ingen ville have opdaget det.

Det gælder også dig og mig – at vi må gøre os synlige med det vi har og tilbyde det, sætte det i omløb. På nudansk må vi “nurse” det for vækst og udbytte – og tro på, at det får betydning først og fremmest for os selv.

Bente Christa

.

Vi ved ikke, hvilken betydning vores liv får for andre. Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og fundamenter. Så måske har du også lyst til at læse:

Vi bygger på fortidens fundament

Hvor er ordene, vi kan bygge på?

Ord om betydning

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Verden er lukket ned og fyldt med virus og smitte. Vi synes ikke, vi kan mere. Hverken holde humøret oppe eller se, hvornår eller hvordan det bliver anderledes, når der er udsigt til mere smitte, flere nedlukninger og mere kedsomhed?

Kedeligt billede, Bente ja, men det passer på mit liv lige nu, mens jeg venter på forår og nye tider.

“Hvad udad tabes, skal indad vindes” sagde min underbevidsthed, da jeg vågnede forleden. Et anderledes citat end “Husk din aftale kl. 10” eller “Husk nu at tage rugbrød op af fryseren”.

Kender du citatet? Det blev dansk fælleseje fra 1866, da Enrico Dalgas brugte det som motto for opdyrkningen af den jyske hede efter tabet af Sønderjylland. Her var muligheden for at udnytte hedejord, der ellers kun var blevet brugt til græsning. Der blev samlet penge og kræfter til en national indsats.

Kan vi gøre det igen? Gå sammen om at bygge vores land op? Kan vi genfinde troen på, at vi kan skabe en fremtid i fællesskab?

Kan vi igen drømme? Kan vi tænke “måske-ku-vi?” billeder af fremtiden? Kan vi lægge planer som før? Kan jeg bidrage fra min lille sociale “boble”?

I dag var mit lille bidrag til en bedre verden bare et opslag på Facebook om solidaritet med vores venner fra Myanmar, som reagerer på et nyt militærkup. Ingen stor indsats, men den fik betydning for en del mennesker.

Det var en af mulighederne inden for mine “corona-mure”. Det kunne opdyrkes – som de gamle arbejdede på at gøre den midtjyske hede frugtbar for 150 år siden.

Vi må se indad, og tage fat i det, der måske har ligget brak og ventet på os. Som familien. Den venter jo altid på den tid, der bliver til overs.

Vi har sat familien på pause på grund af travlhed, men isolationen har vist os, at den har brug for at blive ‘opdyrket’ med lige så stor opmærksomhed, som vi ellers har brugt på vores arbejdsliv.

Måske er det tid til at ændre mønstre i vores familieliv? Måske skal dagenes struktur være anderledes? Måske skal vi ændre arbejdsfordelingen? Måske skal vi finde nye måder at sige “Du betyder meget for mig” ?

Kan vi “vinde indad” på relationer det – vi har ‘mistet udad’? Vi har intet at miste, så det er vel forsøget værd, så længe samfundet er lukket ned.

Vidste du, at gammel hedejord er en fantastisk varmekilde? Når det er presset sammen igennem mange år, så bliver det til brunkul, som kan anvendes til opvarmning.

Det vil vi nok ikke have besværet med i dag, men vi kan bruge det som et billede på vores liv – at de år, der var tørre, svære og uden resultater – de har skabt noget dybt nede i vores liv, som kan varme andre.

Så kig efter og se, hvad du kan opmuntre andre med. Det kan være småt for dig, det der er stort for andre.

Men måske er det områder i dit eget liv, der trænger til opmærksomhed? Interesser, du har opgivet fordi du ikke havde tid? Aktiviteter, der gjorde dig glad?

Måske er det mere leg og latter, som en ekspert foreslog, vi skulle finde tid til som modvægt mod virus, angst og isolation.

En familie tog badetøj på og løb ud på baghavens græsplæne og rullede sig i den nyfaldne sne. Det er en oplevelse, børnene vil huske – især at far var med.

Hvem ved, hvad vi finder? – der hvor vi har pakket fjollede indfald ned, for at være hverdagsansvarlige. Lige nu har vi mulighed for at genfinde gamle interesser – eller nye – og dyrke dem.

Vi har stadig brug for andre mennesker. For vores sociale liv. For fællesskabet. Det må vi hjælpe hinanden med at bygge op igen, når begrænsninger tillader det.

Mens vi venter, må vi ‘indad vinde’ vores livsindhold.

Bente Christa

Her er mere om samme emne:

Livets leg og latter

Har jeg ansvar for din glæde?

Når man dukker sig

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Jeg vil plante et træ i dag, selv om verden går under i morgen” – lyder et kendt citat. Nu er det for koldt til at plante træer eller noget som helst andet udenfor i dag.

Men tanken er vigtig – at vi gør noget, der rækker ind i fremtiden med håb. Anerkender, at der kommer en fremtid med dage og år, som påvirkes af det, du og jeg gør i dag.

Kan vi ‘plante’ noget på denne kolde dag, der vokser til et fremtidshåb for vores lille verden, mens den er lukket ned af virus smitte og angst?

Kan vi række ud til andre, der er lukket inde i deres lille ‘boble’, mens vi sidder lunt i vores eget snævre fællesskab? Vi har telefoner og vi har internettet, som giver muligheder, som f.eks.:

Se dine billeder igennem og find det, du kan sende med teksten: “Det var en særlig oplevelse sammen med dig. Den er jeg taknemlig for!”

Bestil lækkerier leveret på adressen til en ven, der bor alene.

Køb en frø-spire-kasse med levering til adressen – det burde kunne blive til mange dages grønt håb.

Send poser med blomsterfrø, hvis du kan komme til en postkasse.

Tag en aflægger af din sejeste stueplante – snup et billede af den og send som sms: “Her er dagens blomsterhilsen til dig. Den leveres, når vi igen må mødes.”

Du har sikkert noget helt andet, der kan siges med en hilsen om håb. Noget, der kan plantes i et andet menneskes liv i dag og bekræfte livsmuligheder.

Men glem ikke din egen lille ‘boble’. Her kan vi opmuntre ved at gøre ordene lidt større end ellers for, hvor meget de nærmeste betyder med et “Tak, at jeg altid føler mig tryg sammen med dig.”

Måske fortælle vores børn: “Stor respekt for måden, du udforsker dine evner og tager ansvar for dit liv”.

Vi mangler noget, der kan give tro på, at vi ved fælles indsats kan genopbygge fællesskaber, når de igen åbnes.

Har du nye idéer, der kan erstatte de mange arrangementer, der aflyses nu? I mindre målestok og mindre omfattende og med lokale kræfter – men med en stor glæde ved at samles.

Vores ‘sociale muskler’ skal måske genoptrænes, når samfundet engang lukkes op for nogle af os isolerede er ude af træning med både hverdagssnak og deling af store tanker. Vi har brug for at mærke det sociale liv – og genopdage, at vi er sociale væsner.

Måske kan vi endda mødes til fællessang af Midsommervisen ved Sankt Hans bålene? – og mærke det fælles sus i sangen?

Kan vi sætte fantasien på græs, på denne kolde vinterdag, som en forårskåd ko – og grine af de fjollede indfald, vi kan få?

Håbet kommer i mange former og farver – heldigvis – for dit håb er anderledes end mit. Både det håb, du kan give – og det håb, jeg har brug for at modtage.

Glem ikke de mennesker, der arbejder for at vi kan være trygge i dag. Dem der tager endnu en tjans, trods træthed, på alle områder.

Send dem en venlig tanke – eller en hilsen, hvis du kender dem personligt. De bliver opmuntret – og det gør du også, fordi du lægger et frø af taknemlighed i dig selv.

Det frø kan også spire og vokse.

Det kan bringe håb til andre – selv om det aldrig får form som et træ.

Bente Christa

Vil du læse mere?

Gendyrkning

En vej gennem krisen?

Når det afskårne skyder igen

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der er noget magisk over dagens første kop kaffe Lyden fra kaffemaskinen, der trofast brygger den og duften af kaffe, der breder sig. Men der er mere – for når jeg gør dagen færdig og går i seng – så er det med en forventning om, at i morgen er der en ny dag, der starter med en kop duftende kaffe – og nye muligheder.

En slags klar-parat-start på noget nyt, hvor alt er muligt. En ny idé, der folder sig ud. En samtale fyldt med indhold og værdi. En mulighed for at handle anderledes end før i en fastlåst situation. En relation, der dukker op fra glemslen, som et menneske, jeg stadig er på bølgelængde med.

Det vigtigste er måske perspektivet, når jeg lægger mig til at sove: at jeg kan se fremad og forvente gode ting af i morgen.

Jeg kan forestille mig, alt det der er muligt. Alle de mange ting jeg kan gøre – og glæde mig til, at noget af det bliver til virkelighed – og hvis ikke, så er det forhåbentlig, fordi noget bedre eller sjovere blev mere vigtigt.

Så jeg vil lade mig overraske af nye muligheder med et “carpe diem” “grib dagen” – og det er da en god start.

“Livet bliver til, hvor det gror” sagde Ellen Lissner, den gamle præstekone, så mange gange, at det blev titlen på hendes erindringer.

Det gør det jo – livet – bliver til, hvor det gror. Fællesskaber på samme måde og alt, der vokser, kræver indsats, bl.a. at der vandes – og måske hjælper det at tilsætte kaffebønner til ‘vandet’, vi vander fælleskabet med?

Så jeg lægger mig til at sove med en forventning om morgenkaffe og en ny dags muligheder – og kobler det til bibelordene fra Mattæus evangeliet 6:

“Vær da ikke bekymrede for dagen i morgen;
“Dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.
“Hver dag har nok i sin plage.”

Sætningen “Hver dag har nok i sin plage” har altid undret mig – at dagene som udgangspunkt skulle være fyldt med plager? Det er en noget negativ forventning til livet, ikke?!

Efterhånden tænker jeg, at det måske mere betyder, at hver dag har nok i de udfordringer og opgaver den indeholder – og når dagen er forbi, har jeg lov til at lægge det fra mig, som er ugjort.

Lade det ligge – og lægge mig til at sove i tillid til, at det tager Gud hånd om. At det bliver lagt over til andre – eller at jeg får energi til at handle på det – i morgen efter den første kop kaffe.

Når jeg i dag har gjort det, jeg skulle og kunne, må jeg godt lade resten ligge. Så er det ok at hvile i, at det var nok, det jeg gjorde. Lige der bliver det forvandlet til det underfulde, som vi kalder Guds nåde – at “nok er godt nok”.

Lige meget, hvordan verden ser ud. Hvor store rodebunker, jeg har omkring mig. Lige meget, hvor mange svigt, jeg har på samvittigheden. Hvor ofte mine planer er mislykkedes. Hvor lidt, mit liv ligner det, jeg havde forestillet mig. Hvor lidt, jeg har ændret verden omkring mig.

Nåde er, når det alligevel er nok.

Se, sådan blev knuden løst op i det gamle bibelord om hver dags plage, der længe har undret mig – men i dag bliver til et håb, der fylder mine tanker til natten.

Det er da forunderligt – især, når jeg bare ville skrive om min morgenkaffe.

.

Bente Christa

Dybsindigheden kan man møde de mest uventede steder – som her ved kaffeautomaten

.

Måske er du også interesseret i at læse:

Når nok er nok

Kan du vise mig målstregen?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright