Hvor kommer den mon fra? Idéen om, at først skal vi igennem alt det svære – og så kommer belønningen og alt det gode. Som bliver ved og ved.
Måske har jeg læst for mange eventyr? Hovedpersonen skal igennem så meget ondt og så mange prøver og udfordringer – men så vinder han også prinsessen og det halve kongerige.
Måske er det vores ønske om, at vi med et trylleslag kan forvandle alt og leve lykkeligt til vores dages ende? Eller at prinsen på den hvide hest kommer og løfter os ud af hverdagens virkelighed? Måske er det reklamerne, der lover guld og grønne skove?
Måske er det biografierne jeg læste som barn om berømte mennesker? Du ved, dem der har udrettet noget stort. Som H.C. Andersen, der måtte gå så gruelig meget igennem, før han blev kendt og alligevel først fik den fortjente anerkendelse efter sin død. Nåede han mon at opleve forvandlingen fra den grimme ælling til den smukke svane?
Hvorfor har jeg læst det mønster ind i så meget andet? Selv ind i mit favoritvers fra Salme 30,12: “Du forvandlede min klage til dans, du tog min sørgedragt af mig og klædte mig i glæde.” Det får en ny betydning, når jeg oplever, at det ikke kun sker én gang, men at det er vævet sammen og derfor sker igen og igen.
Som salmedigteren Thomas Kingo skrev i 1681 – med umoderne ord, men indhold, der er relevant for os i dag:
“Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.”
Min mand tog billedet af statuen med de legende børn i den tyske by Lüneburg og det har været en inspiration for mig siden: Husk glæden, dansen, legen og latteren midt i det, der er svært. Det er netop dér, jeg har allermest behov for den.
Men latteren kan opleves som underlig, når alt er kaos. Legen kan virke upassende, når problemerne står i kø og kræver handling, nu. Når bekymringerne er relevante 🙂 og mit voksne jeg skifter gear til “det her skal ordnes”. Så glemmer jeg mit indre barn, der har behov for latteren, legen og letheden.
Jeg begynder at forstå, at det er ok, at le og lege midt i sorgen. At det ikke er manglende respekt for andres situation. Jo, det har jeg vel vidst længe – i hovedet – men det har haft svært ved at blive integreret i mit liv. Svært at “parkere” problemerne og give mig i kast med noget, der mest er for sjov, eller bare for min egen skyld.
Derfor vender jeg tilbage til billedet af de dansende børn: De minder mig om, at jeg også har ansvar for at have omsorg for mit indre barn, der længes efter glæden, efter det ubekymrede øjeblik. Den del af mig, der glemmer huskelister og planer og kalenderaftaler – og ser horisonten fuld af nye muligheder. At alt kan blive anderledes – lige nu.
Der er et gammelt bibelord, der er blevet både mundheld og hverdagssprog: “Hver dag har nok i sin plage.” Det er konklusionen på denne konstatering: “Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.”
Bekymringerne står i kø hver dag. De kommer i alle størrelser og selv de mindste problemer kan fylde hele vores horisont. Her bliver det vigtigt at holde fast i, at det vi skal handle på – er dagen i dag.
Vi må handle på de muligheder, der ligger lige foran os i dag. Når vi gør det med glæde og ansvar – så skaber vi en række af dage, der har indhold, leg og latter – og som bliver til byggesten til et godt liv – trods udfordringer.
Bente
Måske har du også lyst til at læse:
Lyset skaber også skyggen
Måske er de mørke tider i vores liv mest af alt skyggen af det gode, vi også har oplevet?
Når hver dag bliver en særlig dag
Nogle dage skiller sig ud – som stenene på billedet. På afstand bare en bunke ens sten – men tæt på helt forskellige – fra skarpe flintesten til glatte strandsten.
Hvor er min oplader?
Kender du en genvej gennem tomrummet efter at have mistet nogen eller noget?
Foto af fotograf Bent L. Hansen med copyright