Må jeg være glad, når du trist? Kan jeg glæde mig over fuglesangen, når verden er af lave? Kan jeg lave god mad til familien, når mange sulter i verden?
Hvor langt har vi ansvar for hinandens glæde – og liv? Ja, det jeg siger og gør har indflydelse på, hvordan du får det, så jeg skal tale med omtanke og udtrykke mig med kærlighed. Men jeg kan jo ikke give dig et godt liv – eller kan jeg?
Jeg kan ikke tage ansvaret for, hvordan du har det. Hvordan du vælger at reagere på det, jeg siger og gør. Det er dit ansvar. Jeg ser det tydeligt, når det handler om mine voksne børn. De har selv ansvaret for deres liv – men det er svært at efterleve, når de skal arbejde sig igennem tunge perioder. Så vil jeg gerne tage det svære fra dem og glemmer, at mit ansvar først og fremmest er at gøre dem mest livsduelige.
Men det gælder jo overalt: jeg har først og fremmest ansvar for mig, for mit liv og for min lille del af verden. Hvor jeg kan handle efter de værdier, jeg siger, jeg har. Men det er lettere at give et like til gode initiativer i den modsatte ende af verden. Give et bidrag til bedre forhold langt væk, end at protestere over de små uretfærdigheder i egen andedam og kommune.
Vi bliver udbrændte og ansvarstrætte, når vi påtager os det globale ansvar. Ok, jeg gør i hvert fald. Jeg møder et mismod, som gør mig handlingslammet – og derfor gør jeg ingenting. Hvad kan vi gøre?
Tag mest ansvar for dig selv. Det lyder egoistisk, men du er jo den eneste, du kan ændre. Du kan ikke ændre mig – og jeg kan slet ikke ændre dig. Men når jeg ser, hvad du gør, kan jeg lade mig inspirere og ændre min måde at handle på. Når jeg ser, at du behandler dig selv med respekt, så hjælper du mig til at turde prioritere det samme. Når du siger “nej” til opgaver og ekstra arbejde, så tør jeg også lidt bedre.
Tag mest ansvar for dine egne reaktioner. Der er altid noget, vi kan reagere på – og blive vrede over. Fuskere, politikere og projekter, der slår fejl. De provokerer mig, så jeg leder efter muligheder for at anerkende andres indsats og kompetencer og sætte ord på det. Gerne så højt, at det kan høres af andre.
Tag mest ansvar for dine egne handlinger. Det er muligt verden er fuld af idioter, der gør alt forkert. Som i trafikken 🙂 men det kan hverken du eller jeg ændre på. Vi kan kun handle i vores eget liv.
Jeg skrev det her til mine børn – og opdagede, at ordene var til mig selv – og det er straks sværere. 🙂 Vi bliver påvirket af meget, der ligger uden for vores indflydelse. Men jeg har ikke lyst til at være offer, eller handlingslammet, så nu vil jeg lede efter de sprækker, hvor jeg kan handle anderledes i dag.
Bente
Måske har du også lyst til at læse:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright
Endnu en gang tak for et dejligt eftertænksom indlæg, som jeg vil glæde mig til at læse op i DKR 🙂
Jeg vil glæde mig til at lytte til din oplæsning, Inge-Lise – og håber, at ordene også kan glæde andre. 🙂
En rigtig fint indlæg og super betragtning. Jeg er helt enig, du er 100 % ansvarlig for din egen situation, uanset du bryder dig om den eller ej. Jeg synes ikke at have erfaring for at ændre en dårlig situation, fordi man at solidarisk “ked af det” med andre. Anerkendelse af vores medmenneskers situation og konstruktive ideer og løsninger er en god ting, hvis altså det vil modtages. Kommunikation er så vigtig et redskab i det daglige og alligevel, ses flere og flere at genne sig bag “skærme” og er der et sprog der kan misforstås er det, det skrevne. Lad os se hinanden i øjnene, så smil om læberne og glimtet i øjenene kan læses med i tolkningen.
Kære Nete, tak for din kommentar.
Nej, jeg har heller ikke oplevet, at det hjælper andre, at jeg er solidarisk “ked af det”. Derfor overraskede det mig, at jeg afpassede mine reaktioner til sønnernes humør og sindstilstand. Mellembarnets sorgreaktioner har sat ‘stemningen’ i det sidste år. Men det bliver også synligt, når autismen ‘låser’ alle udtryk og mimik – som når den ældste ikke taler i flere dage. Så lyder mine forsøg på samtale som latterlige og løsrevne replikker – måske, fordi de ikke bliver modtaget. Der kommer i hvert fald ikke svar. Jeg glæder mig til dage, hvor alle 3 drenge har overskud til nærvær og samtale med øjenkontakt og smil. 🙂