Når det vigtigste også er det sværeste

“Vil du alligevel godt hjælpe mig?” – det er det absolut sværeste for mig at skulle sige – efter jeg har sagt “jeg kan godt selv!” Det opleves som et nederlag, hver gang, selv om jeg øver mig i at tænke, det er helt normalt.

At ville selv som den naturligste ting i verden, for hvem vil ikke det? Ingen har vel lyst til at udstille sin kommen-til-kort? 🤗

Jeg mærker modstanden, når jeg skal handle på de sværeste ting – og må arbejde med disciplinen for at gennemføre dem – for overspringshandlingerne er så tillokkende.

Men jeg må bide i de sure æbler og sige “Vil du alligevel hjælpe mig?” – for det er vigtigt for mig, at jeg lever et ægte liv, der passer med mine værdier.

Det er stadig svært. Da jeg var barn, kaldte de voksne det noget med “at gå i sig selv igen” – vist nok indledt med “at overvinde sin stolthed” – og måske er det netop den stolthed, det handler om? – og måske om den skam, der ligger på bagsiden af den sårede stolthed?

Ja, jeg skammer mig 🤫 skammer mig over at ikke kunne selv – og over at skulle være til besvær for andre.

Jeg ser på det, jeg har skrevet – og ved godt, det er rigtigt – men har ikke lyst til at handle på det. Vil hellere noget lettere og enklere 👣 noget som jeg ved, jeg magter.

Du må godt kalde det overspringshandlinger 😏 og dem er jeg faktisk ret god til efter mange års erfaringer. Jeg arbejder hurtigt og godt – så tænk, hvis jeg kunne overføre det på de svære opgaver, som jeg udsætter til det sidste 😏🙏🙂

Hvorfor skal det være så svært? – som med samtaler, der har brug for de ærlige ord, der også kan gøre ondt? Hvorfor ikke bare vælge tavshed i stedet for at skulle risikere relationerne til andre ved at stå fast på ærlighed og autencitet?

Den modsatte vej gælder jo stadig – at vi skal sige det gode om andre, som de har brug for at høre – også der, hvor vi føler det er ufortjent. Men vi – du og jeg – er måske netop dem, der har nøglen til at låse op for nogle situationer?

Jeg har lært af mine autistsønner at anerkende intentionen – mere end resultatet. Vi siger “Det er tanken, der tæller” og tænker måske ikke over, hvor sandt det egentlig er?

Jeg vil jo også gerne anerkendes for mit ønske om at gøre det rigtige godt – selv om resultatet ikke lever op til mine forventninger.

Det kaldes vist ansvarspådragende 😏 eller bare noget, jeg skal handle på.

🤫🤔

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse mere?

Hvor er min rigtige stemme?

Er der udløbsdato på evner?

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.