Når verden ser sådan ud, så har alle behov for lidt medvind. Her er en plante, der vokser i de yderste klitter – og klarer sig. Det er ikke en, du vil dyrke i din have – men den er et godt billede på, hvordan dagene kan se ud.

Når vi er på vej gennem livet og det går op ad bakke og udsigten er trøstesløs. Når alt omkring os “stikker” eller giver rifter og sår. Når vi synes, verden er helt af lave og på vej ud over en afgrund med høj fart. Når vi overvejer, om vi har “taget toget” til en forkert destination og vi tænker, om vi skal trække i nødbremsen, så vi kan komme af?

Det er ikke meget, jeg kan gøre her fra 2. sal, i en kørestol, men jeg har fundet én ting, som gør en forskel for mig og forhåbentlig også for andre.

Jeg taler opmuntrende ord ind i andres situation – i stedet for at glide med i koret af stemmer, der brokker sig over de uduelige politikere, embedsmænd og naboer.

Jeg takker for alt godt, der er i andres liv og beder om, at der må komme mere – godt, fint og opløftende. Måske har det ikke den store effekt på verdenssituationen – men det har det på mig, i min lille verden. Jeg mærker ikke den samme afmagt, som tidligere – du ved, den følelse, der kan brede sig i kroppen og gøre det tungt at gå i gang med dagen.

Så det kan anbefales – at ville andre vel.

Det er min hemmelighed, hvem det handler om og det kommer ikke videre – og disse mennesker finder sandsynligvis aldrig ud af det. Måske oplever de bare en “lethed” i livet og nyt mod på dagene forude? Det er faktisk, det sværeste – ikke at sige “Men jeg har også tænkt på dig og bedt for dig.”

Så tænker jeg i stedet på denne detalje i billedet – at der ved siden af – vokser marehalm, græsser – og de fineste lyserøde blomster.

De blomster vil jeg gerne tale frem i andres liv. Jeg har ingen ret til at “blande mig”, men jeg må gerne ønske andre vel. Det er vel samme grundindhold, som i en velsignelse? At ville andre vel og udtale det over dem? Men jeg behøver ikke kalde det bøn – det er ikke nødvendigt at sige Gud – det går helt fint, med en bevidsthed om, at Gud er det, jeg vælger at kalde det, der er større end mig selv. Kald det universets kraft – og det er han. Sig kærlighedens kraft – og det er han. Gud er også den, der forstår uden mine ord, så jeg kan vel ikke gå helt forkert?

I biblen læser jeg om velsignelsen – at ville andre vel – som en rigdom, der skal tages vare på. Som da Jakob snød sig til sin fars velsignelse, og tragedien var, at den ikke kunne fortrydes. Den var for altid taget fra storebror Esau, der rettelig skulle have haft den, og givet til lillebroren. Her er noget nærmest fysisk over velsignelsen.

Det oplever jeg også på nærmest daglig basis – at Guds velsignelse – som jeg altså vælger at kalde den – giver en fysisk nærhed og en lethed i forhold til livet. Jeg mærker, Gud er nær (det meste af tiden) og jeg kan “rekvirere” ham til at velsigne i min verden. Velsignelse bruges normalt om at formidle guddommelig kraft og anerkendelse – nåde – til nogen.

Der er en linje i mit liv – en grænse, om du vil – som siger, “Hertil skal jeg have hænderne op af lommen og HANDLE – men ud over det, så er resten Guds ansvar!” Jeg finder en kolossal forløsning i ikke at have magt over liv og død, eller de største spørgsmål – men kunne overlade det til Gud og hans univers i taknemlighed for hans indgriben.

Alt godt til dig, denne dag.

Det var bare det, jeg ville sige.

Bente Christa

.

Måske vil du også læse:

Afmagt

Når vi venter på Gud

Fotos af Bent L. Hansen med copyright

Leder du efter guldet for enden af regnbuen? Belønningen, når du har klaret livet godt og ‘regnskabet’ skal gøres op? Efter alt, hvad du har udholdt – så har du fortjent en krukke med lykke, ikke?!

Men hvordan ser lykken ud? – hvordan genkender vi den?

Skal vi se efter krukken med guld, for enden af regnbuen? Det helt særlige, hvor alt det magiske ved livet er samlet og der kun er lykke og alle gode ting? – og når vi først til lykken, når rejsen er slut?

Hvad med alle de gode oplevelser, vi gerne skulle have undervejs? Lykken er vel også alt det, der sker på vejen? Man kan måske sige, at lykken er et biprodukt, når man lever sit liv efter sine værdier?

Hvis jeg kun er fokuseret på “lykken” – overser jeg, at de daglige udfordringer baner vej for glæden og tilfredstillelsen ved at gøre det, der er nødvendigt – at holde fast i gode vaner og vide, at de har betydning for, hvordan jeg når frem.

Forestil dig, hvor forskellige ting, vi ønsker os i den krukke med guld og lykke:

Lykke er at gå hånd i hånd med en, du elsker

Lykke er den magiske sammenhørighed med ham, du elsker.

Lykke er, når dit barn siger “Jeg elsker dig, mor”

Lykke kan være, når vi genfinder livsmod efter tunge tider.

Lykke er en lun sommeraften med blomsterdufte og fuglesang.

Men ingen af os har de ultimative ord for lykken. Måske er det en paradis tilstand, vi længes efter? Måske er vi bange for at bruge de store ord, så i stedet definerer vi, hvad lykken IKKE er.

**

Vi er klar på, at rigdom ikke nødvendigvis bringer lykke. Men hvad gør så? Tja, her er et bud på det, fra en gammel tekst:

“Lykken er ikke gods eller guld”

“Lykkeligst den, som har fred med sig selv,
fred med sin gud, og fred med sin næste!
Går det i verden så op eller ned,
han har af lykken dog fundet det bedste.”

Eller er det bare for banalt?

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Jeg er bare på vej


Den lige vej?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Har vi kun betydning, når vi GØR noget? Nej, men det er vist alligevel sådan, de fleste af os oplever det. Det er svært at finde vores identitet ved blot at VÆRE. Måske dyrker vi travlheden og arbejdet, fordi vi er bange for at møde os selv i stilheden?

Det taler jeg med en god ven om i denne radiosamtale – ud fra fortællingen om Jesus, der besøger Martha og Maria – de to søstre, der er bibelbilleder på at gøre og at være.

Du kan høre udsendelsen her:
Martha og Mariatid

Jesus er kommet på besøg hos Martha og Maria – sammen med flokken, der fulgte ham. Derfor knoklede Martha i køkkenet for at sørge for mad til gæsterne og blir irriteret på Maria, der “bare” sidder og lytter til Jesus. ‘Gud, så sig dog til Maria, at hun skal hjælpe mig!’

Så fik Martha sagt, at det er spild af tid at sidde og lytte til Jesus, når der er arbejde, der skal gøres. Men at høre, hvad Gud siger kan være svært, når man har travlt og Marthas egen indre dialog kørte samtidig for fuld volumen – og så er der ikke også plads til Guds stemme.

Gud kalder os først og fremmest til et liv med Ham. Til at lytte til hans stemme og følge ham. Vi bliver kaldet til at handle på Guds kærlighed i en verden der trænger til den. Til at rejse os og stå ved de værdier, der viser Guds omsorg for skaberværket og værdien i det enkelte menneske.

Det mente jeg også, jeg var i gang med – men jeg opdagede, at jeg ikke længere lyttede så nøje til Guds stemme. Jeg brugte mine talenter og så ikke, at min bøn var blevet til  ‘Gud, vil du sørge for, at jeg kan nå alle mine opgaver!’ i stedet for ‘Gud, hvad er dine planer for mig i dag?’

Måske fordi jeg var lidt usikker på, hvad Gud ville finde på at fortælle mig, hvis jeg var stille længe nok.

Vores største angst er måske i virkeligheden at opdage, at vi ikke er nogen, når vi ikke GØR noget? At vi ikke er noget? At vi er uden betydning? At vi ikke er?

Tænk bare på, hvor skræmmende det kan være at blive syg og være tvunget til at være inaktiv på sofaen eller i sengen. Vores faste rutiner forsvinder og vi skal forholde os til stilheden og den lange tid. Vi værdsætter fridage, ferier og pauser – men i større målestok skræmmer de os, som hvis vi f.eks. bliver indlagt på sygehuset eller skal skabe mening i pensionistlivet.

Måske kan vi øve os i at være alene med os selv? – for det er tid uden den vante struktur. En tid til at lytte uden at vide, hvor vi lander.

Det er en rejse i det ukendte og det skræmmer de fleste. Det er trygt at kende planerne for i morgen og dagen efter – det giver en følelse af kontrol – og vi sikrer os gerne imod det ukendte, som kan være noget så uskyldigt som:

Fuglesangen udenfor
Lyden af ingenting
Dit hjertes banken
Dit åndedræt

På et tidspunkt finder du ind til roen
Derinde kan du høre Jesus tale:
Måske en tanke
Måske et bibelord
Måske som en menneskestemme,
der taler Gudsord ord ind i din situation.

Disse ord fra en finsk salme blev hængende:
Tag dine sko af!
Den jord, som du står på er hellig,
Herren din Gud taler til dig
Hør, hvad Han siger! Vær stille,
skønt du ikke forstår, hvad Han vil dig
Som en ordløs tale til os
hører vi Guds klare bud

Bente

Her kan du høre radioudsendelsen:
Martha og Maria tid

Har du lyst til at læse mere om emnet?

Når det bliver for underligt
..

Bente med begrænsninger

Når tiden står stille

Har du et ‘rigtigt’ billede af dig selv?
Eller er der en lille splint i øjet, der forvrænger det, du ser?
Så læs mere her:
Troldspejlets splinter

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Vores gamle lejlighed var tømt for møbler, ting og habengut – og jeg sad bare og tænkte på alt det, vi har oplevet her igennem 28 år. Rummene er tomme, som da vi flyttede ind i 1994 – undtagen for minder – men dem har vi taget med.

“Kan du huske dengang, da?” har vi sagt, mange gange denne sommer, når vi mødte gamle ting og mindedes. Jo, 28 år på samme sted giver mange minder – og meget bagage bagest i skabe og skuffer.

Der blev brug for flere flyttekasser, end vi havde forestillet os, efterhånden som der “voksede” mere frem fra bunden af skuffer og det bageste af skabene.

“Hvor kommer det fra?” sagde vi – lidt opgivende – når vi troede, vi var ved at være i bund. Men vi er samlere, der har svært ved at skille os af med noget, så “Hansens Familie Museum” havde vokset sig stort. Alt for stort, og først da vi flyttede ind i det nye – med færre “gemme-muligheder” fik vi taget de svære beslutninger om, hvad vi gerne ville have med på den videre livsrejse. Perspektivet var ændret og afgørelserne blevet lettere.

Der var mange nedslag i erindringerne “Nej, kan du huske denne her?” og det kunne tage sin tid at forholde sig til.

“Kan I huske den sommer, vi kom hjem fra ferie – og det store træ var fældet? Det, der nåede op til altanen på 2. sal og hvor vi kunne se lige ind i fuglerederne?” Vi husker de nyudklækkede fugleunger, selv om træet er væk.

Måske er der en parallel til livet som helhed? Når vi står på kirkegården og tænker på den efterladte “tomhed” – der varer, indtil vi sidder over gravkaffen og fortæller hinanden om farmors eller morfars liv og hvad det har betydet for os.

Der har været tidslommer under flytningen – hvor vi helt uventet blev konfronteret med rester af et liv, vi havde glemt.

Som da jeg fandt en pose med førstefødtes babytøj fra 1978. Her stod tiden stille – for det blev så konkret, at sidde med tøjet i hænderne og kunne huske tydeligt, hvordan verden så ud, dengang. At kunne huske drømmene, vi havde for barnet – hvad vi håbede, han ville udvikle sig til – og hvilken verden han ville vokse op i.

Det sværeste – ja, det er netop alt det, der minder os om drømmene, vi havde engang Alt det, der ikke blev til virkelighed, men derimod landede langt fra, hvad vi forestillede os

Værdierne har holdt og mange af drømmene er blevet indfriet – med andet udseende end forventet og undervejs var der fælles oplevelser og frustrationer – og mængder af glæde og liv.

For drømmene er også det, der har båret vores liv. De gav fokus på det, vi ønskede – og arbejdede på at gøre til virkelighed.

Vi drømmer stadig og skaber særlige anledninger, der bliver til nye “Kan du huske dengang, da?”

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Øjeblikke med betydning

Drømmenes trædesten

Hvordan ser du dagen?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Måske har vi brug for Store Bededag til mere end at gøre en maj weekend længere? I mit liv afhænger så meget af bøn – af dialogen mellem Gud og mig.

Men ofte oplever vi bøn som en envejs samtale, hvor vi fortæller Gud om alt det, vi mener vi har brug for – og så vokser vores frustration, når vi ikke får det. For står der ikke i biblen at “alt hvad du beder om, det skal du få”?

“Men Gud, hvorfor svarer du ikke? – og hvorfor tager det så lang tid?”

Jeg har overset mange svar og handlemuligheder, fordi de kom forklædt som noget andet end det, jeg forventede. “Blessings in Disguise” siger de på engelsk. “Forklædte velsignelser” – når f.eks. vores svære vilkår viser sig at være netop det, der åbner muligheder for at relatere til andre og hjælpe dem med den hjælp, vi selv har fundet.

Når begrænsninger viser sig at åbne nye døre. Når jeg må handle på de ubehagelige forhold, jeg tidligere har undgået. Når fastlåste relationer kræver mere ærlighed af mig. Når hverdagsopgaver skal løses på en ny måde – og jeg skal bede om hjælp til at løfte dem. Alt sammen noget, der ikke lignede den forventede “ok, jeg fixer det for dig, Bente” udmelding fra Gud.

Mange gange handler det vel også om, at vi skal være klar til at rykke os og træde ud i næste fase af vores liv? – flytte fokus til det, der virkelig gør en forskel? Det fokus skal vi først finde og derefter holde fast i med vedholdenhed.

Måske har du også bedt om noget, som Gud besvarede helt forskelligt fra det, du havde forestillet dig? – eller slet ikke reagerede på?

Jeg husker en lovsang, vi sang som unge: “Jesus, her er jeg. Send mig. Tag og brug mig, som du vil.” Vi havde en forventning om – tror jeg – at Gud ville bruge os til at bringe mennesker ind i kirken, hvor de automatisk ville møde troen på Gud og blive en del af fællesskabet.

Når det skete, ja så var det ikke, fordi vi var særligt fromme eller gode kristne – men nok nærmere fordi vi var ærlige omkring, hvor svært livet var og at Gud alligevel var nærværende i vores hverdag.

For Gud besvarer vores bøn – ikke ved at gøre os til super-mennesker – men rigtige mennesker på godt og ondt midt i det liv, vi har fået.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Vi venter

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Bare en sjov detalje på et gammelt træ i skoven? eller et billede af mine indgroede vaner?

Coronakrisens isolation viste mig mine indgroede vaner og mønstre, når jeg blev irriteret over ting, der ikke kunne gøres, som jeg var vant til som at gå i kirke om søndagen.

En “kirkefri” søndag, kom vi forbi træet her, i Eriksholmskoven, og lagde mærke til det gamle skilt, der var vokset sammen med stammen.

Der er langt fra træet i Eriksholmskoven til ordene i biblen om profeterne i det gamle testamente – men var det ikke, hvad de advarede imod? At gamle og indgroede vaner kom til at stå i vejen for en levende tro på Gud?

Er noget på samme måde vokset fast i vores liv? spurgte vi hinanden og tænkte på kirkelivet søndag morgen. For Jesus ordene om nyt liv i overflod passede ikke godt med et indkapslet skilt.

Men har jeg andre områder, hvor noget har fået lov til at vokse fast, selv om det ikke længere er relevant?

Meget er forandret i den tid livet og samfundet har været lukket ned. Hvad savner vi? – sådan for alvor? Det har været en anledning til eftersyn af, hvad jeg ønsker at bære med videre på livsrejsen. Det er ingen hemmelighed, at jeg har fundet meget bagage, der skal på genbrugspladsen for er det værd at slæbe med?

Mine indgroede mønstre og vaner er blevet synlige – og resten af mit liv er for kort til at knokle med unødvendige mønstre i bagagen.

Jeg har brug for at finde nye udtryk for at være menneske – i relationerne til familie, venner og nye mennesker på min hverdagsvej.

Både Coronakrisen og krigen i Ukraine har understreget, at vi ikke har kontrol over fremtiden – eller ret meget andet Verden kan vendes på hovedet i løbet af ingen tid. Det kunne være mig, der sad i en kælder under bombardementer og ikke vidste, hvad fremtiden vil bringe – hvis der er en fremtid?

Så ændrer både værdier og prioriteringer sig og giver anledning til at nytænke mit liv. Gentænke, hvem Bente er, uden de faste mønstre, som dannede strukturen i mine hverdage – og med for få kræfter til det, jeg gerne vil. Hvad er så tilbage?

Hvor kan jeg starte? jo, med et mønster fra barndommen, at jeg skal “gøre for at være god nok”. Det dukker op, når jeg er afhængig af andres hjælp – og ikke føler, jeg bidrager.

Derfor vil jeg gentænke, hvordan jeg kan realisere mine vigtigste værdier – når jeg mest sidder ved min computer på 2. sal og uden større fysisk interaktion med andre?

Jeg blev opmuntret af bibelordene: “Nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken.”

Kan jeg tage det billede med mig i arbejdet med at skabe et nyt liv – efter nedlukningen og dens konsekvenser? Ja, det kan jeg, men jeg må opgive nogle indgroede mønstre og indlære nye.

Det sværeste er at aflære rutiner og vaner. Det kræver fokus og energi men det kan gøres med små skridt – et ad gangen.

De små skridt tæller – og dem kan jeg lige klare

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse mere:
Skridt for skridt

Når hver dag bliver en særlig dag

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Mor, nu er du pinlig” har mine børn ofte sagt, når jeg henvendte mig til vildtfremmede mennesker på gaden eller i Netto. Ja, men hvad skal jeg gøre, når jeg bliver inspireret til at handle på min intuition?

Jeg har lært – at det for det meste – er en hvisken fra Gud, som jeg skal gøre noget ved, selv om jeg føler mig dum. Det er jeg ikke alene om – læs bare biblens fortælling om palmesøndag:

”Gå ind i byen og hent et æsel” sagde Jesus til disciplene, “det står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Hvis nogen spørger, så sig jeg kommer tilbage med dem.”

Nu har Jesus ikke bedt mig hente et æsel, men somme tider står jeg i samme underlige situation som de to disciple – at Gud beder mig gøre noget, som jeg synes, er underligt. Hvor jeg tænker, min fantasi løber langt foran mig – eller underbevidstheden spiller mig et puds.

Min sunde fornuft står ofte i vejen – eller min ulyst til at være underlig. Selv for Gud. Men jeg har lært, at lydigheden i de besynderlige forehavender med Gud – de baner vej for Jesus, “han som kommer”.

De er Guds fodtrin på vej til andre menneskers liv, hvor Jesus banker på døren med et “Må jeg komme ind?”

Når jeg handler i forhold til andre, fordi jeg mærker det er vigtigt – og det så oftest viser sig, at det var præcis, hvad det andet menneske havde brug for?

Velsignelsen følger, når du kommer til andre i Herrens navn.

Det prøver jeg at huske, når Gud be’r mig om ”fjollede” ting – som at låne et “æsel”.

.

Bente Christa

.
Måske har du også lyst til at læse:

Når det ukendte banker på i påsken

Hver dag er dog en guddomsgåde

Martha, Maria og mig

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Kender du følelsen? Nu kom sommeren endelig og du vil gerne nå alt det, du har drømt om alle de kolde dage. Så du har travlt, for i morgen er det måske allerede efterårskoldt igen.

Solen og de varme dage skal udnyttes helt. De lune sommeraftner bliver strakt til det yderste og ingen har lyst til at gå i seng, men nyder de sidste øjeblikke af dagen. Verden er anderledes en lun sommeraften. Især hvis du sidder udenfor med gode venner og ikke synes det allerede er tid til at bryde op. Natten er ung og du er anderledes tæt på naturen. Selv aftenens dufte er nye, når dagens varme har forstærket dem.

Vesterhavet med marehalm og sand mellem både tæer og tænder var en vigtig del af sommeren, da jeg var barn. Det var ferierne uden forældre hos moster Inger, der trodsede klitternes løse sand længere end det var forsvarligt – men i hendes lille gule folkevogn oplevede vi eventyr og fik set alle hjørner af Vendsyssel.

Sommeren bestod af uendelige, varme dage, da jeg var barn – hos moster og hjemme i haven. Sådan husker jeg det, men måske er det mest den magiske erindring fra gode barndomsdage, der gør, at jeg i dag føler mig snydt af sommer og ferie?

Nu er sommeren kortere for hvert år og magien mindre – selv ved at spise jordbær, der nok er røde, men ikke solmodne og er uden smag.

Nu klager jeg over varmen og jeg kan hverken bukke mig ned til jordbærbedet eller blive begejstret over at gå i det løse strandsand med to stokke. Men jeg kan mærke skuffelsen som en skygge – for sommeren var det tidspunkt, hvor det uventede kunne ske. Magien kunne indfinde sig og eventyret kunne blive til virkelighed.

Det gode liv kan stadig indfries men jeg må frakoble mine sommerforventninger og gemme dem, som det de er – gode minder om oplevelser for 60 år siden.

Dagen i dag kan rumme lige så magiske øjeblikke for mig – hvis jeg er opmærksom – men jeg har også muligheden for at skabe rammerne for, at andre oplever dem.

Du står i det magiske øjeblik, som du gerne vil fastholde eller forlænge og du forsøger at huske med alle sanser. Det må indfanges i al sin sårbarhed, som valmuerne, der står så smukt, indtil et regnvejr lægger dem ned.

Som sommeren med alle nye muligheder udenfor i sol og varme. Alt det, du har glædet dig til i den kolde tid. Derfor skal sommerdage udnyttes – og så rammer jeg en usynlig stress mur.

For der er jo alle de ting, der stadig skal gøres. Der skal lægges på plads og ryddes op, der skal vaskes tøj og gøres lidt rent, for ikke alt kan udsættes til en regnvejrsdag. Der er regninger, mails og kalenderen med nye aftaler for efteråret.

Det bliver valg mellem ting, der er lige vigtige og har en pris, hvis de udsættes.

Magiske øjeblikke er ikke gratis – de koster i fravalg af noget andet.

Fravalg
Hvad vil jeg vælge fra? – ikke kun for at nyde sommeren – men for at skabe det liv, jeg ønsker mig. For mig selv og for min familie. For min del af verden.

Fravalg betyder, at jeg vil gå glip af noget og sikkert noget, der virkede vigtigt. Det har altid været svært at vælge mellem flere gode ting – og jeg har lært, at man ikke skal sætte to gode ting op mod hinanden. Men det skal man altså i livet – vælge mellem de gode ting.

Det valg må jeg tage ansvar for.

I dag bliver det et tilvalg på en regnvejrsdag, hvor jeg kan blive indendørs og sysle med projekter, der har været pakket til side – og håbe på, at der kommer sensommerdage med varme og gode oplevelser.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Tiden der blev væk

Øjeblikke med betydning

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Drømmene blev slået i stykker, da Jesus blev hamret fast på et kors langfredag. Disciplene stod tilbage i undren og frustration, for alle deres forventninger var knyttet til det, Jesus sagde og gjorde. De havde efterladt alt for alt følge ham og være med i den revolution, han var ved at starte.

Nu var det hele forbi. Jesus var død og deres følelser var i oprør. Den ene havde sladret om ham for 30 sølvpenge og kunne ikke leve med det. En anden havde nægtet at kende ham, og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sin fejhed.

Deres liv var vendt på hovedet i løbet af en eneste dag og nu sad de sammen og forsøgte at finde mening i bare noget af det, der var sket. Mon ikke der har været en trykket atmosfære? – for hvad skulle de nu?

De havde givet slip på alt for at følge en drøm om noget nyt og bedre – og var sikkert blevet grinet ud af familie og gode venner for at forfølge en absurd drøm. og nu fik de ret, dem der havde sagt, de hellere skulle koncentrere sig om at fange fisk i Genesaret sø.

Men det var så virkeligt, da Jesus talte om Gudsriget, som han ville indføre. Det var det, de gerne ville være en del af. Det bankede på en særlig måde i deres hjerte, når han talte om, hvordan alle ville være lige og ingen mere værd end andre. De så, at Guds kraft kunne gøre mirakler i menneskers liv – og det ville de gerne være en del af, sammen med Jesus.

Noget nyt var født i dem – selv om de ikke helt vidste, hvad det var, eller hvad det kunne betyde. De vidste bare, at de ikke kunne opgive deres nye liv. Det havde været så rigtigt og de drømte stort om, hvordan det kunne udfolde sig.

Indtil denne morgen, hvor status var, at Jesus var død og hang på et kors – til grin for hele Jerusalem. Disciplene havde mest lyst til at gemme sig, og det gjorde de så, mens de tænkte over fremtiden.

De kendte ikke slutningen på påskens fortælling.

Det er lige her, jeg bedst kan relatere til påskens ord om døden. Her, hvor alt er umuligt at overskue og mine drømme er slået i så små stykker, at jeg skammer mig over nogen sinde at have troet på, at de kunne blive til virkelighed.

Jeg føler mig til grin for at have troet på en bedre verden, hvor der var plads til alle slags mennesker. Hvor vi behandlede hinanden med værdighed. Hvor vi ville hinandens bedste, i både små og store fællesskaber.

For alt det, jeg troede på, der kunne vokse frem i Gudsriget – når Gud fik magt og mulighed i menneskers liv – var det bare fantasi? – eller ligegyldigt?

Har jeg misforstået, hvad livet handler om? – og spildt det undervejs? Når alt er slået i stykker og jeg ikke kender hverken det næste kapitel af mit livs fortælling – eller slutningen.

Jesu disciple anede intet om påskemorgen og det mirakel, vi fejrer i kirkerne, når vi siger “Han er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!” Disciplene måtte forholde sig til den virkelighed, at Jesus var død og alle hans løfter om en bedre verden var væk.

Mange kunstnere har beskrevet mørket på den dag, som vi kalder langfredag, men vi hopper hellere videre til påskemorgens lys – selv om vi lever langt flere dage i mørket – måske i et mismod, som vi skammer os over. For vi har jo hørt om det mirakel, Gud gjorde i opstandelsen.

Vi er i ventetiden, som er svær, for hvor længe vil den vare? Vi venter på, at noget nyt skal spire frem af det, vi har lagt i Guds hænder, som små frø, der ligger i jorden, til de er klar til at spire frem, bryde jordoverfladen og blive synlige.

Ventetidens usikkerhed vælter mange. Vi opgiver troen, for den er oppe mod ulige odds. Vi opgiver måske også håbet, for det gør ondt at mærke smerten ved erkendelsen af, at jeg kan have taget fejl. Så jeg venter videre i blanding af tro, håb og mismod, som jeg helst ikke taler om.

Der er et billede i biblen af hvedekornet, der må lægges i jorden for at kunne spire, vokse op og bære frugt. Det er fint at henvise til, når vi ser de første forårsblomster spire frem. Men det er mindre fint, når den overførte betydning rammer os – når det er mig og mit liv, der må lægges ned i kold jord for – måske – at spire efter lang tid i ubemærket mørke og i fugtig jord.

Der er langt til påskemorgen i virkeligheden – hvis den altså kommer i min hverdag med et opstandelses mirakel på mine udfordringer. Så jeg venter videre – utålmodigt, og somme tider i skjult vrede hvis miraklet udebliver.

Alt det kommer før, vi når til påskemorgens fejring af Jesu opstandelse Før vi synger de elskede påskesalmer om livets sejr over døden og mærker, at vi er en del af Guds vinderhold. Før vi glæder os over at sige “Han er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.”

Men påsken er ikke en engangsforestilling i vores liv, som den er i biblens fortælling. Den er et tema, vi møder livet igennem og et vilkår.

Vi satser vores liv på mennesker og vores relationer til dem, på forhold i verden, der trænger til at forbedres. På værdier der er værd at kæmpe for og på en bedre verden til vores børn og børnebørn.

Vi må investere os selv i livet – og tro på, at det giver udbytte, for os selv og for andre. Historien er fuld af eksempler på, hvor meget verden kan ændres gennem små tiltag og minimale indsatser.

Det er vigtigt, vi kommer med selv de mindste bidrag, for der sker noget helt forunderligt, når de bliver lagt i Guds hænder og han planter det i Gudsrigets jord, hvor småt bliver stort.

Gud overrasker mig igen og igen med det, der vokser frem af de små frø, jeg kommer med. Det kan være småbidder af det, jeg har evner til at gøre – eller stumperne af noget, jeg har ødelagt. Gud forvandler det og skaber mere liv, når han klinker skårene af det, jeg har slået i stykker.

Alt kan blive til velsignelse i Guds hænder. Det gør, at min rejse længere ind i Guds verden – er hele indsatsen værd.

For det er ventetiden værd at overraskes af det, Gud gør.

.

Bente Christa

Vil du læse mere? om ventetid, f.eks.

Ting tager tid

En vej gennem krisen?

Lavvande i mit liv

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Forventninger fanger! Jeg lærte som barn, at man var “voksen og fornuftig”, når man kunne forudse alt, hvad der kunne gå galt. Nej, det er ikke helt rigtigt – jeg OPFATTEDE, at det var sådan. Der var nok ingen, der ‘lærte’ mig det – men det lå i luften og i de anerkendende nik fra de voksne.

Jeg tog i hvert fald det mønster med mig ind i voksenlivet og blev god til at forudsige alle farer og faldgruber. Og jeg fik jo ret – tingene gik galt, præcis som jeg havde forudset. Så mit mønster blev forstærket, når mine ‘forventninger’ gik i opfyldelse.

Men efterhånden opdagede jeg, at forventninger også kan vende modsat – mod alt det gode, jeg ønsker mig af livet. At “ordet skaber, hvad det nævner” som Grundtvig skrev, og at fantasiens forestilling er den mest magtfulde del af min tænkning.

Det billede, jeg skaber i mit indre – det påvirker den virkelighed, jeg kommer til at leve i. Forventninger skaber billeder i min fantasi – og så samarbejder alt i mig for at gøre netop de billeder til virkelighed. Min hjerne kan ikke opfatte fortegnet – altså, sådan her ønsker jeg IKKE det skal blive. Hjernen opfatter kun billedet og sætter alt i sving for at gøre det til virkelighed – og det blev billedet med negativt fortegn. Et minus – og ikke den plus situation, jeg egentlig ønskede.

Det har været hårdt arbejde at luge alle ‘minusserne’ ud.  At erstatte dem med positive billeder, som min hjerne kan arbejde på at gøre til virkelighed. Som mine følelser kan bakke op om. Som giver anledninger i hverdagen, der kan bringe mig nærmere målet, når jeg handler på mulighederne.

Det er altså vildt spændende at leve på den måde. At turde drømme og skabe billeder i fantasien og forvente, at de former mit liv. De ændrer ikke virkeligheden – og så alligevel – for hver gang, jeg handler anderledes, bliver virkeligheden også en lille smule anderledes.

Men i december ‘strammer’ mine forventninger, når jeg bliver fanget ind i et net af mismod over det, der ikke kan blive til virkelighed med mine autisme-børn. Jeg afviser andres forventninger – og opdager så, at jeg er min egen værste fjende. For de der forventninger – de ligger jo dybt i mig selv.

Det er som den trojanske hest, hvor fjenden har gemt sig under dække af noget helt uskyldigt og derfor er kommet inden for byporten. Ja, ind i mit liv – og pludselig myldrer alle fjendens soldater frem til angreb – med argumenter for, hvad jeg burde gøre. Hvordan jeg burde gøre det. Hvordan mit liv burde se ud. Lusket og tarveligt, tænker jeg. 

Riv glansbilledet i stykker – slå forventningerne itu – og mærk lettelsen. Tag et stykke papir og skriv alle dine forventninger ned, for den proces kan gøre det tydeligt, hvor urealistiske de måske er – og hvad de egentlig er. I vores familie er det blevet til samtaler, der er endt i et godt grin: “Nej, mor, det er da for langt ude. Hvorfor skal køkkengulvet vaskes før jul?” Ja, hvorfor egentlig?

Forestil dig en figur, der kan opfylde dine forventninger til dig selv. Det bliver lidt som en robotstøvsuger, der løber løbsk, ikke? Vil du have lyst til at være i nærheden af den? Nej, vel – men hvorfor pisker vi så af sted?

Find det vigtigste og lad det være dit fokus – hele året. Sæt ord på det sammen med de mennesker, der er tæt på dig. Måske er du ikke den eneste, der ønsker et enklere liv? – eller en anderledes hverdag? Hvilke værdier er vigtige for dig og dine nærmeste? Sæt fokus på dem – hele året. 

Du er den største (december) gave, du kan give til dine børn, din familie og dine venner. Dig. Bare dig, som den du er – men nærværende.

Det bedste ved min barndoms jul var masser af tid til at være sammen – mor, far og alle fire børn. Før jul sad vi omkring spisebordet med glanspapir og sakse, så vi kunne flette julehjerter og lave guirlander med nissekoner. Vi hjalp – lidt fummelfingret – med at forme vaniljekranse, hvis smag ikke siden er fundet bedre.

Juledagene fik deres egen tradition med store puslespil, hvor alle hjalp med. De yngste fandt brikkerne med ‘lige kant’ til rammen – og vendte alle brikker med billedsiden op. Men de voksne var med til at ‘spilde tiden’ på liiige at få den her brik til at passe, før maden skulle laves og dyrene passes. Traditionen har holdt og vi lægger stadig store puslespil, når familien samles.

Tiden ændres – og det gør traditioner også – hvis vi har modet til at ændre dem. Sidste år var den bedste oplevelse, at vi sad sammen juledag og så ‘Mary Poppins’ med alle tre voksne sønner. Det var anderledes, men godt – og med masser af fælles latter.

Du behøver ikke være fanget i dine negative forventninger. Du kan ændre dem til tanker og billeder, der bringer dig nærmere det liv, du ønsker dig.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Drømmenes trædesten

Klodsmajor

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright