Jeg var engang en lille pige, der troede, alle voksne havde styr på livet og verden. Det så ud til at være selve det, at være voksen – at have styr på tingene. Nu har jeg nået den alder, hvor jeg vel burde være voksen ind til flere gange – og har opdaget, at jeg ikke har styr på ret meget.
Livet sker på vejen
Livet kan ikke styres eller kontrolleres. Livet sker, mens dagene går. Mens jeg laver mad og skriver indkøbsliste til i morgen. Livet kan vise tænder i løbet af i dag, så der ikke er nogen “i morgen”. Det kan sende en bredside imod mig, så indkøb er det sidste, jeg overvejer.
På vej
Så måske er jeg bare på vej til at blive voksen. Stadigvæk. Eller også skal jeg se mere på mit billede af, hvad det indebærer at være voksen? Mødes med den lille pige, jeg var engang, der troede på at engang fik jeg styr på livet.
For livet leves på vejen, på vej mod målet. Men det vigtigste er rejsen derhen. Det jeg lærer undervejs om mig selv og om andre, om livets vilkår og tilfældigheder og alle de muligheder, der ligger gemt mellem de sten på vejen, jeg er ved at snuble over.
På vej sammen med andre
Jeg er ikke alene på vejen – på vej i livet. Heldigvis er der mennesker, jeg kan slå følge med. Mennesker på vej i samme retning. Mennesker, der bærer noget af min bagage et stykke af vejen, når jeg er for træt. Nogle der hjælper mig med at lægge noget af det tunge ved vejsiden, fordi det ikke giver mening at slæbe det med længere.
Der er mennesker, der sætter tempoet ned og følges med mig, når jeg sakker bagud i forhold til gruppen, jeg rejser med. Tak for jer.
På vejen har jeg skrottet min forventning om en facitliste for livet. Der var ingen automatik i, at når jeg gør A, så bliver resultatet B. Der er en erkendelse af, at alt hvad jeg gør, har naturlige konsekvenser – og at livet smider et par snublesten ind i ligningen undervejs.
Derfor har jeg også kasseret billedet af det arkitekttegnede liv, hvor der var taget højde for alt og det hele. Måske findes det, men jeg har ikke set det på min vej. Jeg ser mest en verden, hvor alt er i opbrud og meget forandres. Måske til det bedre, måske ikke?
Lige nu er jeg mest en gammel kone, der halter videre mod målet med de vigtigste værdier i en bylt på ryggen. Jeg glæder mig over de mennesker, der er omkring mig. Over morgenlyset, der byder velkommen til en ny dag og aftenmørket, der indbyder til at lægge endnu en god dag bag mig og hvile.
Bare på vej
“Du vil mere, end du kan holde til!” sagde lægen i denne uge, mens han kiggede på resultatet af blodprøverne. Det var en mental mavepuster .. som igen får mig til at se mere efter det ægte og glemme det perfekte.
Jeg vil lede efter letheden i bare at være på vej. At det er nok. At det er ok. At jeg er ok, selv om mit liv også er en bunke rod.
Det er ok, at jeg glæder mig over solopgangen og en ny dags muligheder, selv om jeg ikke fik ryddet op i bunkerne i går og heller ikke i dag. Det er ok, at jeg deler eftertænksomheden med andre, mens vi sammen finder ind på en rasteplads på livets vej.
For vi er bare på vej – sammen!
Bente
Måske har du også lyst til at læse disse klummer:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright
[…] Jeg er bare på vej Den lige vej? […]