Vi venter

Vi venter – og venter lidt mere på, at verden igen vender rigtigt. Det er ikke kun børn, der ønsker sig den dato, ingen kan love os. Hvornår bliver noget normalt igen? “Aldrig” er det korte svar fra myndighederne, men vi venter alligevel på et andet svar.

Vi venter – for vi er dårlige til at vente på det, der ikke sker lige nu. Vi har måske lært at klare ventetid – på en forsinket ven, på lønforhøjelse, på toget eller i bilkøer – men vi opfatter det ofte som en krænkelse af vores ret til selv at planlægge både dage og liv. Så vi har lært at udnytte ventetidens minutter, med mobilen i hånden, så vi kan tjekke beskeder og nyheder.

Men nu venter vi bare – og kan ikke tælle hverken minutter, timer eller dage – for vi har ingen ‘udløbsdato’ på undtagelsestilstanden med corona. Vi venter, og mærker hvordan alle omkring os også er påvirket – af uro, angst og frustration. Midt i det skønneste påskevejr lurer virussen som en usynlig fjende, der kan angribe hvem-som-helst og når-som-helst.

Det virker uvirkeligt – for mange andre end mig, der sidder på min altan på 2. sal og kigger ud på verden og forårssolen.

Jeg er klar til at gå i gang, som efter en lang sommerferie, men så kommer reaktionen “Nå nej, kirken er lukket påskedag, nå nej, kiropraktoren må ikke behandle, så jeg må selv sætte min skulder på plads. Nå nej, der er for stor smitterisiko ved indkøb.” Så jeg venter på efter-corona-tiden.

Kalendertid og livstid.
Vi kan vente på flere måder: på at vores ‘urtid’ kommer tilbage med kalender og klokkeklare aftaler – eller vente aktivt med en forventning om, hvad vi kan få ud af denne uventede mulighed. For det er jo, hvad vi har fået. Den tid, vi altid sukker efter med kommentaren “Hvis bare jeg havde tid!”

Kalendertid tælles i minutter. Livstid tælles i øjeblikke, der opleves. Spørg dine børn, hvis du er i tvivl – eller tænk tilbage på din barndom, hvis du tør.

Hvad husker du? Sikkert de særlige øjeblikke sammen med din mor eller far, hvor det var som om tiden stod stille. Mens du hoppede i en vandpyt, og fik lov til at sjaske og plaske. Mens du fulgte snegle eller regnorme, der bugtede sig af sted.

Men vi venter – på at blive store, på at kunne bestemme selv, på børn der bliver voksne, på børn, der kommer hjem på besøg med børnebørn – på at blive færdig med ansvaret for andre, på at kunne gøre alt det, vi aldrig havde tid til. Vi venter på livets magi – på det, der skal give meningen i at have ventet på.

Hvad nu, hvis det var ventetiden, der var formålet? Hvis det var selve rejsen, der var formålet med livet? – mere end at nå frem til endestationen? Så gik jeg glip af hele formålet med livsrejsen

Kan vi give større opmærksomhed til øjeblikke i livet – end til minutterne?

Kan vi bruge tiden undervejs til at så frø af det, vi ønsker skal vokse omkring os? Drømme er de små frø, vi lægger i jorden – og håber, de vil spire, slå rod og vokse sig store. Det gælder både de drømme, jeg har for mig selv, min familie og de lag af samfundsfamilien, som jeg er en del af.

Men som alt, der vokser i naturen – så kræver drømme også en opmærksomhed, der ‘vander’ dem, for at de bliver til virkelighed – og giver høst og bliver til gavn.

Hvad venter vi på?
Måske venter vi bare – uden at vide præcis på hvad. Nogen venter på, at virus rammer dem, så de dør – eller overlever – for usikkerheden virker værre end ventetiden. Andre venter på, at det igen bliver sikkert at gå udenfor og færdes blandt andre.

Nogen venter på, at verden bliver normal igen. De venter forgæves, for verden vil se anderledes ud efter coronaen. Hvem siger for resten, at vi ønsker os en verden, der ser ud som for et par måneder siden?

Måske ønsker vi os en anderledes verden – efter coronaen? Så kan vi jo passende bruge ventetiden på at overveje, hvordan den “nye” verden skal se ud. Hvilke værdier skal den være bygget på? Skal den være lige så global som før?

Jeg ønsker mig en verden, hvor jeg er mere optaget af de mennesker, jeg møder jævnligt, og mindre optaget af lande langt væk. Mere ansvar og handling i min lille verden.

Hvad kan vi lære?
Vi venter – og får en helt særlig mulighed for at “gå i andres sko” bare et kort stykke af en vej, der minder om deres. Syge, der venter på behandling – eller bedring. Børn, der venter på, at deres forældre finder sammen – eller finder ud af det.

Flygtninge, der venter – på noget, der kan ændre deres liv – eller bare på i morgen. De flygtningefamilier, der venter på afgørelser – eller et livstegn fra en far, mor eller bror, et ukendt sted i verden.

Vi kan lære lidt om, hvordan et menneske kan blive stærkt i ventetiden – eller gå i opløsning.

Historien er fuld af fortællinger om mennesker, der kan lære os noget om at vente. Dem har vi måske ikke givet meget opmærksomhed. For hvorfor vente, når man bare kunne handle?

Nu er det os, der sidder med vores viden om at handle – og ikke har mulighed for at handle os ud af corona pandemiens virkelighed. Jo, vi kan handle på konsekvenserne og behandle syge og tage relevante forholdsregler – men vi kan ikke fjerne den realitet, at en dødelig virus har sat en ny dagsorden for hele verden.

Så vi venter.
De “gamle” ventede også. Jeg blev overrasket, da jeg første gang læste denne linje: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne” i Hebræerbrevet 11,13.

Jeg måtte læse det igen, for gik det ikke i opfyldelse? Jeg havde jo læst slutningen på historien – men havde glemt, at der lige var en ‘produktionstid’ på nogle tusinde år. 🙂

Det glemmer vi i hverdagen – at ting tager tid. Lang tid, så vi kommer måske ikke til se dét blomstre, som vi har sået. Alligevel må vi vande frøene og luge, mens vi venter på at det vokser – til glæde for den næste generation. Vi smiler ad børn, der graver nysåede frø op i forventning om at finde gulerødder – dagen efter, de er sået.

Men vi gør det samme, som voksne – vi forventer at se høst af vores indsats – straks og lige nu – uden at forstå, at vækst tager tid.

Mon ikke alle forældre kender det? Vi forsøger at vejlede vores børn og lære dem det, vi mener de har brug for. Vi er klar til at opgive, når de afviser alle vores gode råd. Men værdierne, vi gerne vil give med – de får nok først betydning længe efter? – og forældrene er sandsynligvis de sidste, der hører om det.

Vi venter
Meget af det, vi planter undervejs i livet – ser vi ikke selv resultaterne af. Så måske har jeg en fordel at være bondefødt? – jeg har set, hvor lang tid der går, fra markerne bliver sået til i foråret – til der kan høstes i sensommeren? Jeg har mærket frustrationen, når regnen kom på det forkerte tidspunkt i vækstperioden, og når solen brændte det meste af kornet af.

Måske har vi glemt, at gode ting tager tid? Så jeg venter. Nu, som jeg har gjort det hele livet – og forsøger at være regn og sol og næring for det, jeg har ‘sået’ undervejs. Jeg forestiller mig, hvordan det vil se ud – engang – og venter videre. 🙂

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Ting tager tid

Når det afskårne skyder igen

Afmagt
Der er situationer, vi kan handle på – og vilkår, vi ikke kan ændre.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright