Bente med begrænsninger

I dag er det et år siden, jeg fik den seneste af flere blodpropper i hjernen. Jeg har grædt over det, jeg har mistet, men i dag glæder jeg mig bare over det, jeg stadig kan. At jeg lever og ‘bare er Bente med begrænsninger’.

I denne uge, et år senere, har jeg for alvor erkendt skaderne. At der er konsekvenser, som jeg ikke kan fortrænge – men godt leve med. Jeg blev mindet om, at jeg er sluppet billigt – men ikke uden omkostninger. Mit liv har fået nye begrænsninger og konsekvenserne er større, end det så ud til for et år siden.

De fleste hverdage er indrettet efter, hvad jeg kan og magter. Så er der de dage, hvor jeg skal uden for hverdagsrammerne og være normal blandt andre. “Det kan jeg sikkert godt,” tænker jeg, “med lidt ekstra medicin og en hviledag bagefter”. Der er i hvert fald ikke andre, der skal sige, “det kan du ikke, Bente”.

Min faste fysioterapeut skrev en lang status om min behandling: “Bente kan ikke deltage på holdundervisning, da hun ikke kan omsætte en kollektiv træningsinstruks til handling.” Fint nok tænkte jeg og var selv med til at lave formuleringen, for det handlede lige som ikke om mig. Bevillingen blev godkendt og jeg beholdt min individuelle træning.

I mandags ramte de samme ord min identitet, da hun sagde: “Bente, du kan ikke både træne og tale på samme tid.” Hvad er det, du fortæller mig? Kan jeg ikke både sige noget – og bevæge knæene fra side til side samtidig?

Tirsdag var jeg hos min læge for første gang i næsten et år. Vi har klaret problemerne via mail eller i telefonen. Han er god, min læge, og kender mig godt – så jeg bad ham bare lige tjekke, at der ikke var noget alvorligt galt med det højre ben, der ikke reagerer på mine beskeder. Det var der ikke, men ‘bare’ konsekvensen af lammelser og utallige skader.

For et år siden blev jeg indlagt med fuld musik og blå blink. Af en anden læge og ikke med min gode vilje – men selv jeg opfattede, at mit blodtryk var alt for højt og gav mit livs værste hovedpine. Men “må jeg lige gå udenfor først og ringe, så jeg kan aflyse frokosten med min mand?”

Behandlingen på sygehuset var fin, selv om jeg var en udfordring, der ikke kunne krydses af i de normale rubrikker i journalen. To unge medicinstuderende opgav og hentede en uddannet neurolog, som forklarede dem, at denne blodprop havde ramt i modsat side af hjernen. Derfor kunne de ikke sammenligne med den anden side, for den var allerede delvis lammet.

Jeg var ikke til meget hjælp for dem lige der, for jeg kunne kun beskrive min tilstand på engelsk. Dansk var væk, men engelsk ligger et andet sted i hjernen og er ikke ramt af blodpropperne, men jeg er helt med på, at det er specielt når jeg forklarer på flydende engelsk og med fuldt register af fremmedord – at jeg ikke kan tale dansk.

Da morgenholdet mødte ind næste dag, gik jeg op og ned ad gangen og spurgte efter KAFFE. De kiggede lidt underligt på mig, for alle deres patienter var indlagt med blodpropper eller hjerneblødninger og LÅ i sengene. Jeg vidste fra tidligere gange, at jeg skulle ud af sengen og i gang igen.

Heldigvis blev jeg genkendt af den ledende sygeplejerske, der gav mig et kæmpeknus: “Det er Bente, som gjorde det umulige efter den første blodprop og var afdelingens mirakel. Dengang troede vi ikke, hun overlevede – og slet ikke, at hun kom til at fungere igen!”

Men jeg er Bente, og jeg fungerer – med mine begrænsninger. Der er (en del) ting, jeg ikke kan lige nu, men i morgen, så kan jeg igen!

I morgen rejser jeg mig igen som en anden fugl Fønix af asken.
Jeg vågner med masser af energi og kan igen gøre, som jeg kunne.
Måske?
Smiler.

Denne dag er nemlig muligheden!
Det har hjulpet mig at fokusere på, hvad der er muligt lige nu.
Det har skjult mine handicaps – for mig selv.

I denne uge blev jeg indhentet af virkeligheden.
Meget mod min vilje og med kærlig hjælp fra fysioterapeut og læge.

Så hvordan er jeg Bente med begrænsninger – og stadig den samme Bente?

Bente 

Måske har du også lyst til at læse dette indlæg:

Alle mennesker er mere end

En handicapparkeringsplads i livet?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright