Tiden der blev væk

September nærmer sig – allerede – og jeg mangler sommeren, for uden den kan det vel ikke blive kølige efterårsdage? 🤔 Eftersommerens kølige dage og anderledes luft plejer at komme efter en lang og varm periode. 🙂

Der kommer en sørgmodighed, når kalenderen siger september, for det er et skift til mere tidsbestemt aktiviteter end sommerens improviserede aftaler. Nu er der et helt år til feriens frie muligheder.

Det er de ‘store’ tider, der bliver væk for mig – uger, måneder og år. 🙃🙂

Jeg ved godt, jeg har levet dem – årstiderne – men jeg har ikke nogen erindring om dem. De er blevet lange rækker af dage, der går ud i et, når jeg forsøger at huske dem. Som sorte huller på livets tidslinje.

Jeg kan høre, at andre også bliver overraskede over, hvor hurtigt tiden går. Men der kommer altid en forklaring på det – travlhed med arbejde eller spændende projekter. Noget konkret, som de har brugt tiden på. En forklaring og resultater.

Så tier jeg stille 😶 for min forsvundne tid er mest gået med at bruge mere tid på de almindelige ting, andre klarer uden at tænke over det.

Jeg kan planlægge projekter og aktiviteter og skrive lange artikler – i hovedet – men ikke gennemføre dem – og ufærdige projekter er frustrerende. 🙃🙂

Så må jeg minde mig selv om de skader, blodpropperne har lavet i min hjerne. At jeg kan meget – og det er jeg taknemlig for – men det kræver mere indsats end for normale mennesker. Det giver en større træthed og dårligere resultater.

Det giver konfrontationer med det, jeg ikke nåede. Sommerblomsterne der ikke blev indkøbt og plantet i altankasserne. Venner jeg ikke nåede at møde i deres sommerferie.

I 2020 er tiden for alvor blevet væk for mig i en venten på, hvad ‘corona’ udviklede sig til. Vi ventede i selvisolationen og håbede, vi kunne undgå smitten.

Dagene mistede kontur og kanter, når alle aftaler blev aflyst, og hverdagens mønstre skred i sømmene, når intet hastede. Det blev ok, at gøre ‘det’ i morgen – eller måske endda mere fornuftigt?

Nogle har brugt corona-tiden til at skrive en bog, lære nye færdigheder, rydde op i et helt rum ad gangen, omlægge haven – hvad ved jeg? At jeg mest har været tvunget til at forholde mig til gamle, svære forhold, jeg ellers havde parkeret allerbagest i hukommelsen.

Måske håbede jeg, de blev væk sammen med tiden? Nej, de lå lige fine og friske, da jeg pakkede op – og med samme smerte over det, jeg ikke nåede med mine børn, fordi tiden løb fra mig. Alt det, jeg gerne ville have gjort, men ikke nåede. 🤨

Det har vi så haft tid til at tale om pga corona – og jeg har opdaget, at mine voksne børn har en anderledes erindring om deres barndom – og at min manglende tid med dem – mest var et problem for mig. Hvor enkelte situationer blev stående i min oplevelse som fællesnævner for flere års liv.

Jo, jeg har måske alligevel nået noget, selv om corona-tiden blev væk for mig. Jeg har justeret perspektivet på mit liv – og det er måske ikke så ringe endda. 🤨😉

Måske skal jeg læse H.C. Andersens eventyr om “Grantræet” igen?
“Forbi, forbi” lader digteren det lille grantræ sige, der troede livet var en generalprøve, før den rigtige forestilling.

Tak til Andersen for digterordene – at livet er en stor forestilling, men uden generalprøve – og derfor skal vi leve og opleve livet – i første forestilling og som medvirkende på scenen.

Min hverdag er væk – og den verden, jeg kendte, er forandret for altid. Men i dag byder på ny ‘kunst’ på mit livs scene – og jeg skal skrive mere på manuskriptet. ⏳🙂

Bente

Måske har du også lyst til at læse?

“Forbi, forbi” sukkede det lille grantræ, der ventede på den rigtige forestilling:
Grantræets generalprøve

Når dagene går og glider ud i ét:
Målløse dage

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *