Afmagt

Afmagten har fyldt de seneste dage. Det gør den, når livet går i stykker for mennesker, vi holder af. Når livet virker meningsløst for andre og jeg ikke kan tilbyde et hurtigt fix med livsindhold. Lige dér, hvor man gerne ville give livsmod, som lægerne kan give blodtransfusioner.

Afmagt er en af de allersværeste følelser, synes jeg. Måske er den slet ikke en følelse? Men i virkeligheden en tilstand, der rummer mange følelser? Den kommer i hvert fald til udtryk på mange forskellige måder, som frustration, som en maskeret vrede der rummer både sorg og smerte.

Når min reaktion er: “Du kan ikke tillade dig at præsentere mig for denne rædselsfulde situation, som jeg ikke kan gøre noget ved!” For det er svært at stå ved siden af et menneske, der har det svært – og ikke kunne gøre noget. Ikke kunne handle og lette situationen. Ikke kunne bære noget af den svære bagage – bare et øjeblik.

Hjælpernes afmagt
Jeg har mødt andres afmagt i forhold til min egen situation. Fra ‘hjælperne’, der er vant til at kunne fikse problemer. De kan ikke holde perspektivet ud og trækker sig væk – måske i vrede over at møde deres egen afmagt? 

Vi vil så gerne handle os ud af det, der er svært – også for andre. Det skal vi også. Både for deres skyld – og for vores egen. Men det er ikke alt, vi kan løse med et knips med fingrene. Der er vilkår, vi ikke kan ændre. Der er konsekvenser af beslutninger, vi har taget tidligere og dem må vi leve med.

Vi vil så gerne planlægge (alt) så vi oplever, at vi har kontrol over vores liv. Det er en illusion, et drømmebillede. Livet er en uforudsigelig størrelse, der ender med en afslutning, vi har meget lidt kontrol over.

Måske er det derfor, vi oplever vreden – midt i afmagten? En vrede over alt det, der ikke ‘respekterer’ vores planer. Som ligger uden for vores kontrol?

Måske er det grunden til, at vi gerne trækker os væk fra mennesker, der står i en situation, hvor vi oplever afmagten? At det minder os om, hvor lidt kontrol vi i virkeligheden har over de store ting?

Vilkår og konsekvenser
Der er situationer, du kan handle på – gøre noget – og så er der vilkår, som du ikke kan ændre. Det er for mig enormt vigtigt at se forskellen, for ellers bruger jeg en masse kræfter på at forsøge at ændre noget, fjerne noget, der er et livsvilkår – og det er som at løbe panden mod en mur – hver eneste gang.

Men jeg kan altid vælge, hvordan jeg vil indrette mig på konsekvenserne af de vilkår, der står betonfaste i mit liv. Jeg kan udnytte de muligheder, jeg stadig har for at bruge evner og erfaringer. Det ser småt ud, men små handlinger har også ret og de mindsker følelsen af afmagt.

Når afmagten mærkes
Somme tider kan vi handle os ud af afmagt. Somme tider kan vi kun sukke dybt og give slip. Mærke afmagten og vide, at det er ok. Lade følelsen finde sit udtryk.

Når afmagten opløses 
Den sidste uge har været drøj, for jeg har mærket afmagtens følelser – alle dem, der sidder i kroppen. Jeg er blevet mindet om, at jeg ikke kan planlægge for andre eller give brugbare gode råd.  Jeg kan lytte og spørge ind, være nærværende og anerkende, hvor svært det er. Men jeg kan ikke give (mit) livsindhold videre til andre.

Jeg har været frustreret og vred. Mærket afmagten og ønsket vilkårene derhen, hvor peberet vist nok gror. Men alt var der stadig næste morgen, da jeg vågnede og mærkede vreden i kroppen.

Så jeg har anerkendt min vrede og mærket den – indtil den i dag langsomt blev opløst i sorg. Den varede ikke så længe, sorgen, før den blev afløst af smerten, der kom som en påtrængende besøgende, der insisterede på at blive budt indenfor. 

Det er ok at mærke alle følelserne og efterhånden også mærke, hvordan de forsvinder. At det er ok, at alt ikke er ok.

Livets gave
Som ung præst talte jeg med en ældre mand, der havde fravalgt alt socialt liv. “For når jeg skal herfra, er der alligevel ingen, der kan gå med mig. Så hvorfor skulle jeg bruge energi på mennesker nu? De kan ikke følge mig det sidste stykke.”

Hvad svarer man? Jeg protesterede vist med noget i retning af “Ja, du skal gå det allersidste stykke vej alene – men der er mange, der gerne vil følge dig så langt som muligt, hvis du giver dem lov.”

Men jeg var rystet over, at nogen ville vælge at lade livets gave ligge uåbnet, fordi man ikke kan tage noget med sig i graven. Livet er fyldt med muligheder. Med mennesker, der gerne vil følges med dig på livets rejse – måske endda bære noget af din bagage på vejen, når du bliver træt. Med mennesker, som vil smile til dig på nedtrykte og svære dage. Som vil forsøge at beskytte dig og hjælpe dig op igen, når du snubler og falder.

For det gør vi – snubler undervejs i livet. Nogle slår gange slår vi os rigtig slemt og har skader med resten af livet. Dem kan du ikke fjerne, men du kan selv formulere den historie, du fortæller om det, der skete – eller det, du ikke gjorde.

Du kan ændre perspektivet og tage noget læring med dig videre på livsrejsen.

Midt i afmagtens følelser ligger der nemlig små guldkorn og glimter. Måske bare lidt guldstøv, som kun kan ses i en særlig vinkel – men stadig guld.

.

Bente

Måske har du lyst til at læse mere om samme emne her:

Giv mig nærvær – ikke gode råd

Når nogen forstår, hvad jeg siger

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Comments 2

  • Åh, det lyder hårdt!
    Jeg tror, du har ret, når du skriver, at afmagt er en tilstand. Det mærkes rigtigt.

  • Kære Anne
    Det er hårdt – og vel også derfor, vi alle forsøger at undgå at mærke afmagten?
    Jeg mærker den meget fysisk – også når den bliver opløst og virker som en forløsning.
    Så der er nok en endnu dybere sammenhæng mellem ånd, sjæl, sind og krop?
    Som med ‘nefesh’ i GT, hvor sjælen, livsånden fra Gud, er det, der gør mennesket levende.
    Bare lidt sene aftentanker …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *