“Hver dag er dog en guddomsgåde”

Mening, sammenhæng og formål! – er noget, jeg altid leder efter – og når det er svært at se, vender jeg tit tilbage til ordene “Hver dag er dog en guddomsgåde”.

Det har jeg gjort mange gange, siden den 5. januar 1992, hvor jeg skrev denne tekst til “Prædikenen, jeg aldrig holdt”.

Det var nemlig også den dag, jeg væltede med cyklen på en isglat vej og fik bækkenbrud og piskesmæld, der for altid ændrede retningen på mit liv. 🙃🙂

Det er en linje i Sten Kaaløs salme af samme navn med et fint bogstavrim, men også en dyb sandhed: 

Hver dag begynder og slutter med det, som ikke kan sættes på formel eller forklares videnskabelig – hver dags under fra Gud.

Hver dag tager sit udgangspunkt i Gud og slutter måske med gåden? Ikke at Gud er en uløselig gåde. Han er tværtimod min himmelske far, som lytter til mig og har omsorg som en kærlig far.

Men til trods for nærheden og det fortrolige fællesskab, er der dette uforudsigelige ved Ham som gør, at altid og overalt, hvor mennesker har været sikre på at kunne sige: “Sådan er Gud! Sådan vil Gud gøre!” der flytter Han, som en storskakmester, sine brikker, skifter taktik – ændrer planer.

Tænk bare på Maria og Josef, Jesus’ forældre: Først venter hun et barn før ægteskab, så føder hun det på det mest upraktiske tidspunkt, hvor de er langt hjemmefra, og i stedet for at kunne rejse hjem igen, måtte de flygte til udlandet for at barnet ikke skulle blive slået ihjel.

Kunne Gud ikke have gjort det bedre?! – lagt en bedre plan?

Det ville vi meget gerne have afskrevet som noget, Gud ikke kunne have ansvaret for.

En guddomsgåde?
Hvor meget andet afskriver vi, fordi vi ikke synes, Gud skal gøre sådan?

Vi afskriver guddomsgåderne og ser kun Gud inden for de rammer, vi selv har stukket af for Ham. Lige dér, går vi glip af meget af Guds handlen.

Vi opdager slet ikke, hvor meget Gud er med i, som vi så skylder på omstændighederne, andre mennesker eller det onde i verden. Hvor meget mere gør Gud i dit liv, end du egentlig er klar over?

Jeg er ikke god til gåder – så derfor er jeg så meget mere spændt på svaret.
Der er en guddomsgåde – også til dig. I dag.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Den lige vej

Når nok er nok

Foto af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *