Det er svært, når samtalen dør, fordi ordene er væk. Når jeg besøger min mor på plejehjemmet og hun kun kan sige ja eller nej. Det gør ondt, fordi hun kan ikke fortælle mig, hvordan hun har det eller hvad hun gerne vil. “Mor, er ordene inde i dit hoved?” spørger jeg . “JA” svarer …
“Vil du alligevel godt hjælpe mig?” – det er det absolut sværeste for mig at skulle sige – efter jeg har sagt “jeg kan godt selv!” Det opleves som et nederlag, hver gang, selv om jeg øver mig i at tænke, det er helt normalt. At ville selv som den naturligste ting i verden, for …
“Vi har brug for alle” – sagde nogen engang fra øverst i vores samfund. Jeg venter stadig på, at nogen siger: “Bente, vi har brug for dig i samfundets fællesskab, for du kan bidrage med dine særlige evner.” Det er vigtigt for mig, for det udtrykker, at vi alle har noget værdifuldt at byde ind …
Det er aldrig forgæves, det vi gør – det liv, vi lever – de værdier, vi omsætter til liv. For der kommer andre, der skal leve deres liv på de fundamenter, vi bygger. De skal fortsætte den udvikling, vi har sat i gang – så lad os give dem de bedste forudsætninger for at skabe …
Jeg tager gerne imod “fattige” ord fra mennesker, der vil udtrykke deres omsorg for mig. De ord letter vægten af dage med usikkerhed og giver mig livsmodet tilbage – som knopperne i forårsskoven. De vokser og folder sig ud – og de signalerer forår med vækst og grøde. Vi siger, at ord er ‘fattige’ – …
Bunkerne af sammenblæste blade fik mig til at standse op, for her var billedet af min sindsstemning: Livets efterår, hvor bladene ikke længere er grønne, men begynder at krølle sammen i en proces, der ender med at de formulder. Jeg kiggede på bladene og tænkte: Sådan er mit liv lige nu. Det grønne og frodige er forbi og …
