At ville andre vel

Når verden ser sådan ud, så har alle behov for lidt medvind. Her er en plante, der vokser i de yderste klitter – og klarer sig. Det er ikke en, du vil dyrke i din have – men den er et godt billede på, hvordan dagene kan se ud.

Når vi er på vej gennem livet og det går op ad bakke og udsigten er trøstesløs. Når alt omkring os “stikker” eller giver rifter og sår. Når vi synes, verden er helt af lave og på vej ud over en afgrund med høj fart. Når vi overvejer, om vi har “taget toget” til en forkert destination og vi tænker, om vi skal trække i nødbremsen, så vi kan komme af?

Det er ikke meget, jeg kan gøre her fra 2. sal, i en kørestol, men jeg har fundet én ting, som gør en forskel for mig og forhåbentlig også for andre.

Jeg taler opmuntrende ord ind i andres situation – i stedet for at glide med i koret af stemmer, der brokker sig over de uduelige politikere, embedsmænd og naboer.

Jeg takker for alt godt, der er i andres liv og beder om, at der må komme mere – godt, fint og opløftende. Måske har det ikke den store effekt på verdenssituationen – men det har det på mig, i min lille verden. Jeg mærker ikke den samme afmagt, som tidligere – du ved, den følelse, der kan brede sig i kroppen og gøre det tungt at gå i gang med dagen.

Så det kan anbefales – at ville andre vel.

Det er min hemmelighed, hvem det handler om og det kommer ikke videre – og disse mennesker finder sandsynligvis aldrig ud af det. Måske oplever de bare en “lethed” i livet og nyt mod på dagene forude? Det er faktisk, det sværeste – ikke at sige “Men jeg har også tænkt på dig og bedt for dig.”

Så tænker jeg i stedet på denne detalje i billedet – at der ved siden af – vokser marehalm, græsser – og de fineste lyserøde blomster.

De blomster vil jeg gerne tale frem i andres liv. Jeg har ingen ret til at “blande mig”, men jeg må gerne ønske andre vel. Det er vel samme grundindhold, som i en velsignelse? At ville andre vel og udtale det over dem? Men jeg behøver ikke kalde det bøn – det er ikke nødvendigt at sige Gud – det går helt fint, med en bevidsthed om, at Gud er det, jeg vælger at kalde det, der er større end mig selv. Kald det universets kraft – og det er han. Sig kærlighedens kraft – og det er han. Gud er også den, der forstår uden mine ord, så jeg kan vel ikke gå helt forkert?

I biblen læser jeg om velsignelsen – at ville andre vel – som en rigdom, der skal tages vare på. Som da Jakob snød sig til sin fars velsignelse, og tragedien var, at den ikke kunne fortrydes. Den var for altid taget fra storebror Esau, der rettelig skulle have haft den, og givet til lillebroren. Her er noget nærmest fysisk over velsignelsen.

Det oplever jeg også på nærmest daglig basis – at Guds velsignelse – som jeg altså vælger at kalde den – giver en fysisk nærhed og en lethed i forhold til livet. Jeg mærker, Gud er nær (det meste af tiden) og jeg kan “rekvirere” ham til at velsigne i min verden. Velsignelse bruges normalt om at formidle guddommelig kraft og anerkendelse – nåde – til nogen.

Der er en linje i mit liv – en grænse, om du vil – som siger, “Hertil skal jeg have hænderne op af lommen og HANDLE – men ud over det, så er resten Guds ansvar!” Jeg finder en kolossal forløsning i ikke at have magt over liv og død, eller de største spørgsmål – men kunne overlade det til Gud og hans univers i taknemlighed for hans indgriben.

Alt godt til dig, denne dag.

Det var bare det, jeg ville sige.

Bente Christa

.

Måske vil du også læse:

Afmagt

Når vi venter på Gud

Fotos af Bent L. Hansen med copyright