Det er aldrig forgæves, det vi gør – det liv, vi lever – de værdier, vi omsætter til liv. For der kommer andre, der skal leve deres liv på de fundamenter, vi bygger. De skal fortsætte den udvikling, vi har sat i gang – så lad os give dem de bedste forudsætninger for at skabe en bedre verden. Det er en god begrundelse for at fejre Allehelgensdag, hvor vi i kirken mindes de døde og tænder lys for dem, vi har mistet.
Hvem har sat aftryk på dit liv? – og hvem har inspireret dig? Du kan bedst ære deres minde ved at omsætte netop den betydning i det liv, du lever.
Til dem, der var før mig
TAK 🧡❤️
for det, jeg har fået med mig
af jer og jeres liv
Tak, for jeres erfaringer,
som er vævet ind i mit liv
som gener og basis
for mine livsmønstre
Vi ved ikke, hvilken betydning vores liv får for andre. Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og fundamenter.
Vi skal ikke dyrke hverken helgener eller afdøde, men gerne hente opmuntring til at bære troens arv videre. Som Biblen siger: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt. Så lad da også os .. holde ud i det løb, der ligger foran os.” Se, det giver mening for mig at festligholde i kirkerne, hvor “slægt skal følge slægters gang”.
Markeringer i tiden gør det muligt at koble andre hændelser på og flere indtryk. Det bliver en knagerække, vi kan hænge minder og oplevelser på – og tilføje erfaringer.
Mit bedste billede er fra Rømø dæmningen, hvor tidevandet afsætter slam omkring høfderne eller pælene, når det trækker sig tilbage. Efterhånden begynder der at vokse græsser frem, indtil fårene kan indtage det ‘nye land’ til græsning.
Sådan kan det opleves med voldsomme “før-og-efter” markeringer, som ved dødsfald. De står helt skarpt med årstal og dato og alt kan beskrives som før eller efter, fordi verden blev vendt på hovedet. Men det som først var nærmest et hav, vi kunne drukne i, kan efterhånden blive til fast land.
Sådan har jeg markeringer, der efterhånden er blevet ‘landfaste’, fordi oplevelsen er blevet udvidet i højden, dybden eller bredden og hvor øjeblikket derfor er blevet større med en tidløshed.
Vi har behov for anledninger til at huske på dem, vi har mistet. Det seneste år – eller tidligere. Det kan være en hjælp at tænde et lys for dem i kirken, sammen med andre, der også har mistet.
Mærke, at jeg ikke er alene – jo, det er jeg netop med min sorg – men jeg er ikke den eneste.
Sorgen er min – men mange andre genkender min oplevelse, og lige dér kan vi mødes i en fælles forståelse og solidaritet.
.
Bente Christa
.
Måske har du lyst til at læse:
Vi bygger på fortidens fundament
Mindernes losseplads eller kirkegård
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright