Giv mig en “gulerod” og noget at se frem til – både i min lille verden og som noget samfundsoptimisme. Sådan en tro på, at der er et socialt liv efter nedlukningen – at vi igen kan mødes og udvikle sociale fællesskaber som i gamle dage.
Derfor glæder jeg mig, hver gang jeg læser om arrangementer med socialt liv. Jeg håber, mange børn og deres voksne får mulighed for at slå katten af tønden til fastelavn med masser af sjov og ballade. Jeg har jublet over byens velbesøgte skøjtebane, der har givet mulighed for fællesskab om motion og masser af frisk luft. Ja, og alle forårets udendørs arrangementer ved fjorden.
Nå, ja, og indrømmet så jeg har bedt om “alt godt” over alle gode initiativer, kendte og ukendte. At nogen vil tage initiativer til at mødes og finde modet til at starte op igen – også økonomisk.
I dag skinner solen og luften er mild med fuglesang – og fyldt med mængder af birkepollen. Men jeg har medicin for det og nyder birkeskoven på den modsatte side af vejen. På et tidspunkt holder mine øjne vel op med at klø – og min gulerod er at gå med to stokke over vejen og ind på skovstien, bag parkeringspladsen.
Verden er i krig og af lave på mange niveauer, så det er småting, jeg slås med – i forhold til andre. Jeg er taknemlig for andres hjælp til de funktioner, jeg ikke selv magter. Og alligevel blev jeg “smertesur” i går og ødelagde dagen for mig selv og omgivelserne. Jeg prøvede at finde den “gulerod”, der kunne motivere mig – men uden held.
Min “positivliste” plejer ellers at virke – den lokker mig i gang – og når først jeg er i gang, skaber det mere livslyst og livsindhold. Bare ikke i går. Nu er der bare så meget af det, der bliver bremset – for det-kan-jo-nok-alligevel-ikke-lade-sig-gøre? – og hvem var overoptimist i forhold til behovet for medicin, ja, gæt selv. Når det gør ondt, kan jeg ikke mærke, hvor meget mere medicin, jeg har brug for – upraktisk.
Der er interessante anledninger forude. Jeg glæder mig over dem, for det er godt at blive inviteret og inkluderet, selv om jeg må takke nej. Bare vide, at muligheden er der. At nogen har tænkt på at invitere mig. Et skridt ad gangen mod flere dage med taknemlighed over de muligheder, jeg trods alt har.
Der er plads i min kalender til flere “gulerødder”, der kan give inspiration og noget at se frem til, for de fleste aftaler er med fysioterapeuten om genoptræning og med sygehuset om behandling. Vi arbejder på at jeg kan komme til at gå igen, så den begrænsning bliver mindre.
Så jeg leder efter den gulerod, der kan dingle foran mig og signalere “Måske ku’ vi!”
.
Bente Christa
Måske har du også lyst til at læse:
Fotos af fotograf Bent L Hansen med copyright