Når min gæld vokser

Det er svært at tage imod – for ingen af os kan lide at stå i gæld til andre. Det er endnu sværere at blive ved med at skulle tage imod – og se gælden vokse – altså taknemlighedsgælden, som ikke kan betales tilbage – og som jeg derfor aldrig kommer ud af.

Det store er at opdage, at det behøver jeg heller ikke. Gud er der og han har en hær af engle i forklædning, der er klar til at hjælpe – hvis jeg vil lade dem gøre det.

Men jeg vil selv – jeg vil kunne selv – også selv om det er klart for alle andre end mig, at det kan jeg ikke.

Men den der taknemlighedsgæld, den er svær at håndtere – at det hele tiden er mig, der skal tage imod. At jeg ikke har noget at bytte-handle med. Heller ikke godt humør eller interessant selskab.

Men det er ok, at have det ok, med at ikke kunne noget

Det lyder nørdet, og det opleves som dovenskab – og jeg har lært, at det hører til blandt de 7 dødssynder. At have det fint med at gøre INGENTING – mens alle andre arbejder. Det er desuden også at udnytte andres arbejdskraft, stjæle deres tid og forringe deres muligheder for at få et liv til at fungere – tror jeg nok.

Eller også er det bare så enkelt, at vi har lært at skulle yde, før vi kan nyde? Så tidligt i livet, at vi har glemt hvornår og hvordan, det var en relevant adfærd?

“Lad mig falde ned i nåden” skrev jeg i en klumme – i tillid til, at Gud griber mig – og at andre sørger for den hjælp, jeg har brug for.

“Hold mig helt tæt til dig, Gud” er min ordløse bøn på de dage, hvor jeg intet magter og kun opfatter at dette her – det klarer jeg ikke alene.

Det er de mest pudsige læringer, man tager med sig fra barndommen, ikke?!

.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Når nok er nok

Forliste forventninger

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *