For 3 år siden trådte jeg ved siden af – på det nederste trin på en trappe. Det satte tanker i gang, for vi laver alle fejltrin og træder ved siden af – sådan er livet jo – tilfældigt og vilkårligt – og for nogle ganske uretfærdigt. Det er svært at rumme.
Et enkelt fejltrin og både mit og andres liv er forandret for altid – uden mulighed for at spole tiden tilbage og gøre noget anderledes. Sket er sket – og jeg skal også leve med skammen over, at noget så “dumt” har omfattende konsekvenser for mig, og for min familie.
Alligevel var jeg heldig, for andre træder ud foran en bil, f.eks. eller får hjertestop og deres liv er slut på det korteste øjeblik. Det er svært at forstå, at alting kan ændres så pludseligt.
Ingen “livsforsikring”
Det er et vilkår ved livet, at vi ikke kan kontrollere det – eller styre konsekvenserne af det, der sker undervejs. Vi forsøger – men der er ingen “livsforsikring”, der sikrer os mod alt. Så hvordan lever vi i det spændingsfelt? Vi passer på og handler fornuftigt – og overlader alt derudover til skæbnen eller Gud – eller tanken om, at der er en større mening med alting.
Den større mening er svær at få øje på, når hverdagen bliver besværlig og jeg må sige: “Vil du hjælpe mig?” – så tit, at jeg hellere forsøger selv end beder om den hjælp, som andre gerne giver. For hvem har lyst til at være den, der altid skal hjælpes? Det er ikke sådan, jeg har lyst til se mig selv.
“Hvad har du lavet? Hvad er der dog sket?” spørges der medfølende, når jeg skal manøvrere ind i fysioterapeutens venteværelse med de to ekstra ben. “Jeg har bare forstuvet anklerne” – jeg smiler og forsøger at finde en sjov vinkel på at være firbenet. Det lykkes somme tider.
Fejltrin har konsekvenser, men vi skal fortsat tage skridt for skridt i tillid til, at vi er med til at skabe gode vilkår for andre.
Måske endda en lidt bedre verden?
Bente Christa
.
Måske har du også lyst til at læse:
Vil du alligevel godt hjælpe mig?
Når det vigtigste også er det sværeste
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright