Blade i Bentes liv

Bunkerne af sammenblæste blade fik mig til at standse op, for her var billedet af min sindsstemning: Livets efterår, hvor bladene ikke længere er grønne, men begynder at krølle sammen i en proces, der ender med at de formulder.

Jeg kiggede på bladene og tænkte: Sådan er mit liv lige nu. Det grønne og frodige er forbi og jeg er i mit livs efterår. Jeg ser krøllede blade i mit livs dagbog. Der gemmer sig frugter af mit liv, men de er svære at se bag efterårets blade.

Der blæste en mild vind den septemberdag og den lune sensommer varmede. Det hjalp på vemodigheden. Den besynderlige følelse, som er en blanding af sorg og glæde.

Glæden over alt det gode, jeg har oplevet og været en del af: Familielivet med mand og børn. Fællesskabet med mennesker i alle farver og med mange sprog. Opgaverne jeg fik mulighed for at løse.

Men også sorgen over drømmene, der brast. Ønskerne, der ikke blev opfyldt. Billedet af mit liv, der ikke kom helt i fokus. Tiden, der nu er forpasset og mulighederne, der ikke længere er åbne.

Jeg har plukket æbler i samme lune septembersol som ung: Vi plukkede de fineste røde æbler og lagde dem forsigtigt i kasser, så de ikke blev stødt. Når arbejdsdagen var forbi, kunne vi se rækkerne af kasser med skønne æbler.

Måske er det netop det billede, der bidrager til min sørgmodighed? Billedet af de skinnende, røde æbler der over sommeren er vokset i størrelse og antal. Jeg havde det lagret i hukommelsen som BILLEDET af, hvordan frugten af et liv så ud.

Jeg vil – som alle andre – gerne se tilbage på mit liv og mærke, at det har givet mening. At det har gjort en forskel, at jeg har levet. At mit arbejde og min indsats har haft betydning for andre.
At verden måske er en lille smule bedre, fordi jeg forsøgte at fylde min lille plads ud.

Nu får jeg ingen børnebørn, så jeg kommer aldrig til at se dem vokse op og tænke: Jeg gjorde noget rigtigt, som mine børn har givet videre til deres børn. På den måde bliver jeg ikke et led i generationernes kæde. Mit bidrag er bare besværlige gener til mine tre sønner. Mine spor bliver ikke synlige, som de gør i børnebørn. 🙂

Jeg har været en del af mange andre menneskers liv og det er jeg taknemlig for: Samtaler med smil og sorg. Skriverier om stort og småt, der blev sendt ud i verden. Søndagsprædikener skrevet med hjerteblod. Sådan er præstens liv.

Jeg ser bare ikke frugterne af det ..

Der har været utallige møder med mennesker, hvor vores livsveje krydsede og meningsfulde sammenhænge opstod. Jeg husker nogle ansigter og samtaler, men de fleste kan jeg kun genkalde, hvis jeg får hjælp til det.

Derfor bliver erindringen som bunken af sammenblæste blade på fortovet: Frugten er plukket – eller faldet til jorden. Fuld af falmende efterårsfarver og fortid. Fremtiden er kompostbunken som næring for næste års frodighed.

Min krop er ‘krøllet sammen’ som bladbunken foran mig. Den er godt brugt og lidt besværlig i sociale sammenhænge. Sådan blev det. Bunkerne af blade på fortovet hjalp mig til at mærke, hvor jeg er i livet – men også til at mærke LIVET – lige nu.

Billedet af bladbunken kaldte vemodigheden frem, så jeg kunne mærke begge dens bestanddele: Både sorgen og glæden! 

Bente

 

Her skrev jeg om afskeden med min far:
Farvel, far

Her er nogle tanker om livet – et år senere:
Jeg er bare på vej

Det vigtigste i mit livs efterår:
Når septembers himmel er blå
Septembers himmel er så blå

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Comments 7

  • Kære Bente
    Du skriver vidunderligt. Dine ord sætter et mærke hos mig.
    Kærligst Kamilla

    • Kære Kamilla
      Du aner ikke, hvor glad jeg er for din kommentar.
      Det er stort at få lov til at sætte aftryk i andres liv!
      Kærligst, Bente

  • Kære Bente

    Du har helt bestemt sat et mærke i mit liv. At have dig som ven er en glæde – også når der går lang tid imellem, at vi ses. Jeg tænker med taknemlighed på den temadag i Tølløse, hvor du gerne ville have en forklaring på, at jeg underviste menigheden i Galaterbrevet og Paulus.
    Vi blev kolleger. Du blev min praktikpræst – nøje udvalgt, fordi du var ordentligt klippet, smart klædt og havde tre drenge. Jeg tænkte, at jeg kunne lære noget af dig. Det kunne jeg, og det har jeg gjort. Tak!

    Kærligst Hanne

    • Kære Hanne
      Tak for din kommentar – og ordene i den. Dem tager jeg til mig med både taknemlighed og ydmyghed.

      Jeg husker de gode samtaler fra din praktiktid og den inspiration, du bragte med dig – men jeg kan ikke huske temadagen eller spørgsmål om undervisning i Galaterbrevet.

      Tak for sidst – det var godt igen at mødes!
      Kærligst, Bente

  • “Sådan er præstens liv.” Jeg har ikke så mange år på bagen, som du har i det her fag. Men jo, sådan er det vist.

    Smuk beskrivelse af at se livet fra efterårets side. Selv føler jeg, at jeg er der midt i sommeren hvor frugterne er små, sure, hårde knolde …

    • Tak for din kommentar, Anne – og for at minde mig om, at livets sommer har sine udfordringer! Jeg tror, mennesker omkring dig oplever, at du bringer noget ind i deres liv som er langt mere frugtbart end ‘små, sure og hårde knolde’.

      Det er vel det, vi oplever som præster – at vi er de sidste, der hører, hvad vi har bragt andre. En god kollega sagde: “Men i det mindste skal vi så ikke kæmpe mod det hovmod, som kan komme og som nogle kæmper (for lidt) med!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *