Når verden ser sådan ud, så har alle behov for lidt medvind. Her er en plante, der vokser i de yderste klitter – og klarer sig. Det er ikke en, du vil dyrke i din have – men den er et godt billede på, hvordan dagene kan se ud.

Når vi er på vej gennem livet og det går op ad bakke og udsigten er trøstesløs. Når alt omkring os “stikker” eller giver rifter og sår. Når vi synes, verden er helt af lave og på vej ud over en afgrund med høj fart. Når vi overvejer, om vi har “taget toget” til en forkert destination og vi tænker, om vi skal trække i nødbremsen, så vi kan komme af?

Det er ikke meget, jeg kan gøre her fra 2. sal, i en kørestol, men jeg har fundet én ting, som gør en forskel for mig og forhåbentlig også for andre.

Jeg taler opmuntrende ord ind i andres situation – i stedet for at glide med i koret af stemmer, der brokker sig over de uduelige politikere, embedsmænd og naboer.

Jeg takker for alt godt, der er i andres liv og beder om, at der må komme mere – godt, fint og opløftende. Måske har det ikke den store effekt på verdenssituationen – men det har det på mig, i min lille verden. Jeg mærker ikke den samme afmagt, som tidligere – du ved, den følelse, der kan brede sig i kroppen og gøre det tungt at gå i gang med dagen.

Så det kan anbefales – at ville andre vel.

Det er min hemmelighed, hvem det handler om og det kommer ikke videre – og disse mennesker finder sandsynligvis aldrig ud af det. Måske oplever de bare en “lethed” i livet og nyt mod på dagene forude? Det er faktisk, det sværeste – ikke at sige “Men jeg har også tænkt på dig og bedt for dig.”

Så tænker jeg i stedet på denne detalje i billedet – at der ved siden af – vokser marehalm, græsser – og de fineste lyserøde blomster.

De blomster vil jeg gerne tale frem i andres liv. Jeg har ingen ret til at “blande mig”, men jeg må gerne ønske andre vel. Det er vel samme grundindhold, som i en velsignelse? At ville andre vel og udtale det over dem? Men jeg behøver ikke kalde det bøn – det er ikke nødvendigt at sige Gud – det går helt fint, med en bevidsthed om, at Gud er det, jeg vælger at kalde det, der er større end mig selv. Kald det universets kraft – og det er han. Sig kærlighedens kraft – og det er han. Gud er også den, der forstår uden mine ord, så jeg kan vel ikke gå helt forkert?

I biblen læser jeg om velsignelsen – at ville andre vel – som en rigdom, der skal tages vare på. Som da Jakob snød sig til sin fars velsignelse, og tragedien var, at den ikke kunne fortrydes. Den var for altid taget fra storebror Esau, der rettelig skulle have haft den, og givet til lillebroren. Her er noget nærmest fysisk over velsignelsen.

Det oplever jeg også på nærmest daglig basis – at Guds velsignelse – som jeg altså vælger at kalde den – giver en fysisk nærhed og en lethed i forhold til livet. Jeg mærker, Gud er nær (det meste af tiden) og jeg kan “rekvirere” ham til at velsigne i min verden. Velsignelse bruges normalt om at formidle guddommelig kraft og anerkendelse – nåde – til nogen.

Der er en linje i mit liv – en grænse, om du vil – som siger, “Hertil skal jeg have hænderne op af lommen og HANDLE – men ud over det, så er resten Guds ansvar!” Jeg finder en kolossal forløsning i ikke at have magt over liv og død, eller de største spørgsmål – men kunne overlade det til Gud og hans univers i taknemlighed for hans indgriben.

Alt godt til dig, denne dag.

Det var bare det, jeg ville sige.

Bente Christa

.

Måske vil du også læse:

Afmagt

Når vi venter på Gud

Fotos af Bent L. Hansen med copyright

“Mor, hvordan får jeg min skygge til at gå væk?” spørger yngsteautisten med dyb logik. “Jo, min søn, ser du – det er umuligt, for skyggen følger dig, fordi den er en del af dig, når solen skinner.”

Nu er det ikke kun solen, der kaster skygger- det gør også denne virus, der stadigvæk sætter dagsordenen for vores liv efter næsten to år. Den er så lille – den virus – så hvordan kan dens skygger have så store konsekvenser?

Den gør noget ved vores kontakt med andre – for selv om du er min ven, kan du også være en skjult smittebærer.

Den er usynlig, smitten, og svær at omsætte til påpasselige hverdagshandlinger med håndsprit, mundbind og afstand!

Så sig goddag til mit billede af hr. Corona. Han er flyttet ind i vores liv – permanent – og det hjælper mig til at huske, at det er ham, jeg lægger afstand til – og ikke det menneske, jeg går uden om på gaden. Men svampen her minder mig om de forvrængede ansigtstræk, pandemien udløser.

Det er bare en svamp, der vokser på en gammel træstamme. Ingen havde lagt mærke til den, hvis ikke fotografen havde set det usædvanlige – og jeg havde knyttet en historie til den.

“Gå væk fra mig!” var det råb, der blev pålagt de spedalske på Jesu tid. De skulle på afstand advare andre om, at de var smittefarlige – så andre kunne undgå dem. Hvor mange vil komme til at opleve en lignende social isolation i tiden efter COVID-19?

For allerværst er den skygge, der nu ligger imellem mig og det menneske, jeg møder. Smitter du? Er du vaccineret? For hvem kan vi stole på nu? Vores tillid til eksperterne er mindre, jo længere “undtagelsestilstanden” har varet og jo flere fortolkninger, vi får af udviklingen.

Måske er det lige dér, vi ser de lange skygger? – over alt det, du og jeg ikke kan kontrollere. For det er jo det, vi også reagerer på – at vi har mistet kontrollen som vi aldrig havde men vi troede vel at vi kunne planlægge os til et godt liv i tryghed?

Krammet er ikke længere noget, vi deler ud til venner og bekendte – men noget, vi gerne vil have på situationen, så vi kan afværge de nye vilkår i verden. Knuset er nu noget, der er akavet, for hvordan har andre med at vi går tæt på hinanden? – eller trækker os væk?

Håndtrykket har fået sin dødsdom, for det er for stor en smittekilde. Det vil ændre ved vores kultur, for hvad skal vi erstatte det med? Der var engang, hvor det blev opfattet som en bindende aftale at give hånd på noget. Det er det nok heller ikke længere.

Så er der de lange skygger, som økonomien vil trække ind over vores samfund i en nærmest uendelig årrække. Både de personlige konkurser og den fælles gældssætning.

Åbenhed og imødekommenhed var ellers kvaliteter i vores samfund, vi var stolte af. De blev vist nogle af de første og største dødsofre for epidemien. Nu er vi blevet hinandens sikkerhedstjeneste eller politi – og det kaster lange skygger mellem os – for hvad er forsvarligt? – og vil jeg respektere andres situation? Eller vil jeg bare frem? – i kassekøen, på fortovet eller i storcentret?

Krænker jeg et andet menneskes personlige, urørlige zone hvis jeg ikke holder nok afstand? Eller opleves afstanden som en afvisning?

Skyggerne kommer, når andre oplever at jeg ikke respekterer den afstand, de ønsker. Det er svært, for vi har forskellige opfattelser af og bliver vrede, når vores grænser ikke overholdes.

Der tales meget om fællesskab og ansvarlighed – men måske er det vores egoisme, der styrer flest handlinger? For hvad betyder det for MIG lige nu?

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:
En vej gennem krisen?

Drejebog for nye tider

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det er aldrig forgæves, det vi gør – det liv, vi lever – de værdier, vi omsætter til liv. For der kommer andre, der skal leve deres liv på de fundamenter, vi bygger. De skal fortsætte den udvikling, vi har sat i gang – så lad os give dem de bedste forudsætninger for at skabe en bedre verden. Det er en god begrundelse for at fejre Allehelgensdag, hvor vi i kirken mindes de døde og tænder lys for dem, vi har mistet.

Hvem har sat aftryk på dit liv? – og hvem har inspireret dig? Du kan bedst ære deres minde ved at omsætte netop den betydning i det liv, du lever.

Til dem, der var før mig
TAK
for det, jeg har fået med mig
af jer og jeres liv

Tak, for jeres erfaringer,
som er vævet ind i mit liv
som gener og basis
for mine livsmønstre

Vi ved ikke, hvilken betydning vores liv får for andre. Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og fundamenter.

Vi skal ikke dyrke hverken helgener eller afdøde, men gerne hente opmuntring til at bære troens arv videre. Som Biblen siger: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt. Så lad da også os .. holde ud i det løb, der ligger foran os.” Se, det giver mening for mig at festligholde i kirkerne, hvor “slægt skal følge slægters gang”.

Markeringer i tiden gør det muligt at koble andre hændelser på og flere indtryk. Det bliver en knagerække, vi kan hænge minder og oplevelser på – og tilføje erfaringer.

Mit bedste billede er fra Rømø dæmningen, hvor tidevandet afsætter slam omkring høfderne eller pælene, når det trækker sig tilbage. Efterhånden begynder der at vokse græsser frem, indtil fårene kan indtage det ‘nye land’ til græsning.

Sådan kan det opleves med voldsomme “før-og-efter” markeringer, som ved dødsfald. De står helt skarpt med årstal og dato og alt kan beskrives som før eller efter, fordi verden blev vendt på hovedet. Men det som først var nærmest et hav, vi kunne drukne i, kan efterhånden blive til fast land.

Sådan har jeg markeringer, der efterhånden er blevet ‘landfaste’, fordi oplevelsen er blevet udvidet i højden, dybden eller bredden og hvor øjeblikket derfor er blevet større med en tidløshed.

Vi har behov for anledninger til at huske på dem, vi har mistet. Det seneste år – eller tidligere. Det kan være en hjælp at tænde et lys for dem i kirken, sammen med andre, der også har mistet.

Mærke, at jeg ikke er alene – jo, det er jeg netop med min sorg – men jeg er ikke den eneste.

Sorgen er min – men mange andre genkender min oplevelse, og lige dér kan vi mødes i en fælles forståelse og solidaritet.

.

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse:

Vi bygger på fortidens fundament

Mindernes losseplads eller kirkegård

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Drømmene blev slået i stykker, da Jesus blev hamret fast på et kors langfredag. Disciplene stod tilbage i undren og frustration, for alle deres forventninger var knyttet til det, Jesus sagde og gjorde. De havde efterladt alt for alt følge ham og være med i den revolution, han var ved at starte.

Nu var det hele forbi. Jesus var død og deres følelser var i oprør. Den ene havde sladret om ham for 30 sølvpenge og kunne ikke leve med det. En anden havde nægtet at kende ham, og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sin fejhed.

Deres liv var vendt på hovedet i løbet af en eneste dag og nu sad de sammen og forsøgte at finde mening i bare noget af det, der var sket. Mon ikke der har været en trykket atmosfære? – for hvad skulle de nu?

De havde givet slip på alt for at følge en drøm om noget nyt og bedre – og var sikkert blevet grinet ud af familie og gode venner for at forfølge en absurd drøm. og nu fik de ret, dem der havde sagt, de hellere skulle koncentrere sig om at fange fisk i Genesaret sø.

Men det var så virkeligt, da Jesus talte om Gudsriget, som han ville indføre. Det var det, de gerne ville være en del af. Det bankede på en særlig måde i deres hjerte, når han talte om, hvordan alle ville være lige og ingen mere værd end andre. De så, at Guds kraft kunne gøre mirakler i menneskers liv – og det ville de gerne være en del af, sammen med Jesus.

Noget nyt var født i dem – selv om de ikke helt vidste, hvad det var, eller hvad det kunne betyde. De vidste bare, at de ikke kunne opgive deres nye liv. Det havde været så rigtigt og de drømte stort om, hvordan det kunne udfolde sig.

Indtil denne morgen, hvor status var, at Jesus var død og hang på et kors – til grin for hele Jerusalem. Disciplene havde mest lyst til at gemme sig, og det gjorde de så, mens de tænkte over fremtiden.

De kendte ikke slutningen på påskens fortælling.

Det er lige her, jeg bedst kan relatere til påskens ord om døden. Her, hvor alt er umuligt at overskue og mine drømme er slået i så små stykker, at jeg skammer mig over nogen sinde at have troet på, at de kunne blive til virkelighed.

Jeg føler mig til grin for at have troet på en bedre verden, hvor der var plads til alle slags mennesker. Hvor vi behandlede hinanden med værdighed. Hvor vi ville hinandens bedste, i både små og store fællesskaber.

For alt det, jeg troede på, der kunne vokse frem i Gudsriget – når Gud fik magt og mulighed i menneskers liv – var det bare fantasi? – eller ligegyldigt?

Har jeg misforstået, hvad livet handler om? – og spildt det undervejs? Når alt er slået i stykker og jeg ikke kender hverken det næste kapitel af mit livs fortælling – eller slutningen.

Jesu disciple anede intet om påskemorgen og det mirakel, vi fejrer i kirkerne, når vi siger “Han er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!” Disciplene måtte forholde sig til den virkelighed, at Jesus var død og alle hans løfter om en bedre verden var væk.

Mange kunstnere har beskrevet mørket på den dag, som vi kalder langfredag, men vi hopper hellere videre til påskemorgens lys – selv om vi lever langt flere dage i mørket – måske i et mismod, som vi skammer os over. For vi har jo hørt om det mirakel, Gud gjorde i opstandelsen.

Vi er i ventetiden, som er svær, for hvor længe vil den vare? Vi venter på, at noget nyt skal spire frem af det, vi har lagt i Guds hænder, som små frø, der ligger i jorden, til de er klar til at spire frem, bryde jordoverfladen og blive synlige.

Ventetidens usikkerhed vælter mange. Vi opgiver troen, for den er oppe mod ulige odds. Vi opgiver måske også håbet, for det gør ondt at mærke smerten ved erkendelsen af, at jeg kan have taget fejl. Så jeg venter videre i blanding af tro, håb og mismod, som jeg helst ikke taler om.

Der er et billede i biblen af hvedekornet, der må lægges i jorden for at kunne spire, vokse op og bære frugt. Det er fint at henvise til, når vi ser de første forårsblomster spire frem. Men det er mindre fint, når den overførte betydning rammer os – når det er mig og mit liv, der må lægges ned i kold jord for – måske – at spire efter lang tid i ubemærket mørke og i fugtig jord.

Der er langt til påskemorgen i virkeligheden – hvis den altså kommer i min hverdag med et opstandelses mirakel på mine udfordringer. Så jeg venter videre – utålmodigt, og somme tider i skjult vrede hvis miraklet udebliver.

Alt det kommer før, vi når til påskemorgens fejring af Jesu opstandelse Før vi synger de elskede påskesalmer om livets sejr over døden og mærker, at vi er en del af Guds vinderhold. Før vi glæder os over at sige “Han er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.”

Men påsken er ikke en engangsforestilling i vores liv, som den er i biblens fortælling. Den er et tema, vi møder livet igennem og et vilkår.

Vi satser vores liv på mennesker og vores relationer til dem, på forhold i verden, der trænger til at forbedres. På værdier der er værd at kæmpe for og på en bedre verden til vores børn og børnebørn.

Vi må investere os selv i livet – og tro på, at det giver udbytte, for os selv og for andre. Historien er fuld af eksempler på, hvor meget verden kan ændres gennem små tiltag og minimale indsatser.

Det er vigtigt, vi kommer med selv de mindste bidrag, for der sker noget helt forunderligt, når de bliver lagt i Guds hænder og han planter det i Gudsrigets jord, hvor småt bliver stort.

Gud overrasker mig igen og igen med det, der vokser frem af de små frø, jeg kommer med. Det kan være småbidder af det, jeg har evner til at gøre – eller stumperne af noget, jeg har ødelagt. Gud forvandler det og skaber mere liv, når han klinker skårene af det, jeg har slået i stykker.

Alt kan blive til velsignelse i Guds hænder. Det gør, at min rejse længere ind i Guds verden – er hele indsatsen værd.

For det er ventetiden værd at overraskes af det, Gud gør.

.

Bente Christa

Vil du læse mere? om ventetid, f.eks.

Ting tager tid

En vej gennem krisen?

Lavvande i mit liv

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg ville skrive mig vej gennem krisen, men ordene passede ikke. De var enten for store, for små – eller for ubekvemme. Så jeg sorterede videre i mine gamle papirer og genfandt livsmod i mappen med papirerne fra mit første job. Fra en tid med motivation og mod på livet – og en tro på, at alle vanskeligheder kunne overvindes.

Nu ved jeg godt, at det er anderledes med en pandemi, for den kan vi i sagens natur ikke handle os ud af – selv om vores bagklogskab indeholder gode redskaber til at undgå smittespredning. 🙂

Det farlige ved corona virus er, at patienterne ikke kan optage den ilt, der er brug for. Den er tilgængelig, men kan alligevel ikke udnyttes. Jeg forstår det ikke, men tænker at mange lever deres liv på samme måde – vi har adgang til alt det gode og nærende i livet, men optager det ikke.

Den afmagt, vi mærker nu, er måske lige så farlig for os – som selve COVID-19 virus? For handling er et af det mest grundlæggende behov i mennesket, når en fare truer.

Måske har vi lidt glemt, at det er vores krybdyrhjerne, der overtager styringen i livstruende situationer? – og selv om vi ikke er smittet med virusset – så er vi smittet med den kollektive virus, der siger “Alt håb er ude!”

Det er lige her, vi kan handle – ved at gribe kontrollen over vores tanker og igen skabe struktur og håb. Lad mig fortælle dig om nogle af de ting, jeg gør, for at komme igennem krisen som et helt menneske.

Jeg vil se krisen i øjnene
Ja, verden er vendt på hovedet – og vi væltede i en kollektiv krise. Men vi kan ikke få dette corona-kaos til at “gå væk” lige meget, hvad vi mener om den. Den er en virkelighed, der har – og får – kolossal indvirkning på vores liv. Derfor er alle følelser ok, også alle de grimme, bare de ikke lammer os i længere tid.

Så jeg vil anerkende dem, følelserne. Sige, at jeg er bange og usikker på, hvad og hvem jeg skal tro på. Urolig for min familie. Forvirret over de mange dagsordener, jeg aner bag kriselove og tiltag. Jeg vil forsøge at huske, at mennesker omkring mig også er bange – og reagerer på deres egne følelser, måske uden overskud til at se mine. 

Derfor vil jeg prøve at reagere med et “Ja”, der anerkender den andens følelser – og undgå det “Ja, men”, der så let kommer ud af munden for at dæmpe min egen angst.

For mange kæmper lige nu med angst, bekymring og ensomhed. Det er vel naturligt nok, som verden ser ud? – både min lille verden og den globale verden. Alt for mange reagerer med et: “Du skal ikke bekymre dig” og så har man to problemer: Man bekymrer sig – og det må man ikke.

Jeg vil skabe struktur
Hjernen bliver påvirket og måske overvældet af tanker om, hvor farlig situation er – og hvor galt det kan gå. Det er selvforstærkende.

Min bevidsthed kan ikke bearbejde alt for meget ad gangen. Nej, faktisk kun meget lidt.  Så jeg vil være ekstra opmærksom på mit fokus – og lukke ned for overflødige informationer og det, der i denne situation er ‘støj’.

Jeg vil vælge de mange nyheder fra og fokusere på det, jeg har brug for at vide – med et enkelt klik på en oversigt. Dødstal og ulykkelige situationer verden over påvirker mig voldsomt.

I stedet vil jeg skabe så megen normalitet og struktur i dagene som muligt – og lave mad, vaske op, tørre støv af og vaske tøj. Skabe rytme i dagene og supplere med mere sortering i gamle ringbind og papirer.

Jeg vil skabe ro i nervesystemet 
Det lyder lettere end det er – at skabe ro i mit nervesystem, men jeg vil forsøge at vælge det, der før har skabt ro i mig. Jeg vil lytte til “Den nye verden” af Gustav Holst, for det er noget af det, jeg helst lytter til. Det er stærk musik, smukt, autentisk og giver håb.

Jeg vil rode i altankasserne og glæde mig over de gendyrkede forårsløg, der vokser så det kan ses. Jeg vil plante hvidløg, der kan give klippegrønt til sommerfrokoster. Jeg vil huske, at jeg kommer fra slægter, der altid har levet af at at dyrke jorden.

Måske skal du i stedet gå en tur, danse tango hjemme i stuen, bage en lækker kage til kaffen, strikke en trøje til barnebarnet, bygge et drivhus, gennemgå frimærkesamlingen, læse en bog, lytte til musik eller se gamle tegnefilm. Hvad som helst – bare det virker for dig.

Jeg vil skabe kontakt med andre
Vi står sammen – hver for sig. Det er et enkelt slogan – men ikke let at efterleve – for det går imod alt, hvad vi har behov for lige nu. Aldrig har vi trængt mere til et ægte ‘bamsekram’ eller et langt knus, der understreger “jeg har savnet dig”.

Vi må vente, men vi har telefoner, internet – og endda et postvæsen, der bringer breve ud. Kan jeg ringe med en opmuntring? Kan jeg bruge nettet bevidst, til at skabe kontakt til andre, enkeltvis eller i interessegrupper? Skrive en opmuntrende kommentar, når jeg ser et opslag med ‘indhold’ i Facebook Feedet? Hvad kan du gøre for at skabe kontakt, som er meningsfuld for dig selv og andre?

Jeg vil skabe håb
Ja, der er håb – om et liv efter coronaen, og enhver anden krise. Der falder ikke en ny og vidunderlig verden ned i skødet på os – uden indsats – men vi kan være medskabere på den ved at vande håbet, i alle former.

Det, vi vander – det vokser. Så hvad vil jeg vande i dag? mine bekymringer? min frygt? – eller vil jeg styrke min tro og skabe ro?

Ja, verden er vendt på hovedet. Den er væltet og ingen ved, hvordan den kommer til at se ud. Ja, corona-krisen vil blive en skillelinje i historien med et tydeligt før og efter.

Ja, pandemien vil koste menneskeliv. Ja, den vil koste i samfundslivet med nedgang i produktion, handel og i privatøkonomi, fordi virksomheder og arbejdspladser lukker. Ja, den vil koste i familielivet, fordi nogen mangler i fremtiden. Ja, den vil koste for de fleste af os, fordi vores livsvilkår bliver ændret.

Men, ja – vi har stadig et håb om en ‘ny verden’ efter krisen. En verden, hvor vi værdsætter de værdier, vi har genfundet under den kollektive krise. Sammenhold. Fællesskab. Næstekærlighed, som nu har fået sit eget hashtag på de sociale medier. Samfundssind og en vilje til at stå sammen. Tid til familien og til at lytte til børn, mens man har gang i fælles aktiviteter. Inspirationen og udbyttet ved en tur i skoven med familien – eller bare en gåtur i frisk luft. Fælles morgensang med resten af Danmark hver morgen, der har fået større værdi end de dyre TV shows, der blev aflyst.

Jeg vil skabe nye billeder
Ja, jeg vil male billeder i min underbevidsthed af den verden, vi er på vej imod – i flotte farver, med dufte og dejlige lyde af mennesker i samtale i varme fællesskaber. Med et grønt skær af dansk forår i bøgeskoven.

Det har min mand indfanget på billedet af træstubben, der er skåret helt ned – som den gamle verden – men bag den vokser alt det nye, grønne frem. Jeg holder fast i billeder af det, jeg drømmer om. Det, der er bæredygtigt for kloden, skaber liv og giver trivsel for mennesker.

Jeg vil udtale min glæde over alle de mennesker, der har kæmpet på frontlinjerne for at redde flest menneskeliv. Ledere af landet, der har turdet tage ubehagelige og dyre beslutninger – for landets bedste. Taknemlighed for sundhedspersonale, for kasseassistenter og skraldemænd og andre, der har sørget for os dagligt. Listen kan blive lang, hvis vi hjælper hinanden. Hvad er du taknemlig for?

Hvilke værdier er vigtige for dig i ‘den nye verden’, efter coronaen? Lad os sætte ord på dem – til inspiration for andre. Lad os sige dem højt og lad os handle på dem, for det giver håb – og gør drømme til virkelighed.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Drejebog for nye tider

Tør du gå en ukendt vej?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Verden er vendt på hovedet af COVID-19 og jeg har brug for en ny drejebog. Der er ingen aftaler i min kalender, jeg skal planlægge omkring. Der er hverdagsting, men de kan vente – så dagene flyder sammen uden pejlemærker.

Sorter, smid ud – skab luft. Jeg var i gang med mine bogreoler, før Danmark blev sat i stå. Jeg sad med forstuvede ankler – og et nyt perspektiv, efter jeg gik i koma og kiggede ud over kanten af livet: Hvis mine dage er talte, hvad skal de så indeholde? Hvilke værdier og ting er vigtige at have med videre? Krisen gav ‘bare’ et ekstra perspektiv.

Det satte dagsorden for en oprydning – og gav motivation for en ny drejebog. Det blev langt lettere at rydde op og smide ud af det, som jeg havde gemt. Gamle ringbind fyldt med notater fra studietiden, f.eks. – som jeg ikke havde kigget i siden. De blev en dødvægt til et lettere liv. Der var bøger i reolen, der havde ‘overlevet’ tidligere frasorteringer, fordi de havde et usynligt mærke med “bør læses”.

Min “Kümmel” røg ud – med en lettelse over, at jeg ikke var forpligtet på nogensinde at åbne den igen og kæmpe med knudret tysk teologi oversat til kringlet engelsk. Jeg mærkede en frihed, da den kom i posen med bøger til genbrug. 

Jeg kom i gang med at skrive en ny drejebog – uden fortidens tunge bagage. Det tog fart, for jeg havde åbnet for et nyt perspektiv med respekt for fortiden – men fokus på fremtiden.

Sorter, smid ud – skab luft. Jeg havde den underligste erkendelse, mens jeg kiggede de gamle ringbind og bøger igennem fra studietiden. Når jeg nu havde flyttet dem med og givet dem hyldeplads – så burde jeg vel genfinde den værdi, der gjorde at de fortsat fyldte i mit liv? For hvorfor havde jeg ellers flyttet dem med mig?

Det er tung bagage, jeg har flyttet med mig fra en adresse til den næste – og mere, end jeg magter at slæbe på. Så undervejs i sorteringen, har jeg slået mig selv i hovedet med “Hvorfor i alverden har du ikke smidt det ud noget før?”

Ja, hvorfor slæber jeg tung bagage med? – som jeg ikke får brug for? Jeg er hende, der bruger lang tid på at pakke kuffert til ferie – og har tænkt på næsten alt, hvad jeg kunne få brug for. Jeg er hende, der pakker ud igen og opdager, at mere end halvdelen af indholdet ikke har været taget op af kufferten.

Mit fokus har ændret sig fra “Hvordan får jeg plads til alting i reoler – og livet?” til et mere markant “Hvad vil jeg gerne fylde mit liv med?”

Mon ikke disse underlige corona-tider sætter gang i samme overvejelser hos mange andre? Når hverdagen bliver sat pause og de kendte “skal-ting” som skole og arbejde forsvinder – og familier opdager, hvor svært – og godt – det er at være sammen. Jeg håber, mange genfinder de grundlæggende værdier i deres liv – fælles oplevelser og latter, samvær og skænderier, som gør alle familier klogere på hinanden.

Der er intet nyt under solen – eller i livet – men alligevel sker der noget særligt med os, når vi bliver konfronteret med at vores kendte verden har en grænse. Når tid eller muligheder begrænses. Vi ser mere klart.

Jeg sorterer mine notater med større afklarethed – mine bøger og alt det, jeg har gemt som minder om mit liv. Giver det mening for mine børn, hvis de skal rydde op efter mig? Hvis det gør, så vil jeg fortælle dem om betydningen NU, mens det er muligt. Lad os få ‘skrevet’ den fælles familiehistorie – for sådan fungerer livet – vi fortæller undervejs på den fælles rejse.

Mine sønner læser næppe nogle af mine prædikener fra de seneste 35 år  så jeg vil samle mine geniale (!) pointer til samtaler om, hvad jeg tror på og hvilke værdier, der har båret mit liv.

Jeg håber, de undervejs har set, at troen på Gud blev grundlag for mit liv – at “Gud er stadig Gud” – også når alt omkring os vælter. En tryghed, der for mig er som en stor Guds hånd under os.

Ordene fra et salmevers, vi lærte, i 1. klasse hos frk. Nielsen dukkede op:
“Gud er Gud, om alle land lå øde,
Gud er Gud, om alle mand var døde.
Men op skal rinde, som solen skinne,
Guds rige.”

Det skrev Petter Dass i 1698, men det er aktuelt – i en tid, hvor den kendte verden er vendt på hovedet og alt er usikkert. Sådan har det været utallige gange i verdenshistorien – men min generation troede, vi kunne skrive visse dele ud af historien.

De dele mangler i nogle fortællinger, men sandhederne findes stadig. Dem kan vi tage afsæt i, når vi sætter en ny dagsorden for ‘verden-efter-corona’. Når vi sætter gang i opbygningen af samfundet – efter krisen – og ser på ‘ødelæggelsernes omfang’.

Hvad vil vi have med i vores ‘nye’ Danmarks-fællesskab? Hvad er vigtigt at bære med ind i fremtiden?” Vi får nye muligheder, for vi kan vælge til – og fra – og skrive de første sider i en ny drejebog, der handler om de nye tider – efter COVID-19.

Det blev vist forordet til min nye drejebog – og nu er der endda plads til den i bogreolen. 

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Mine “Pareto” prioriteringer

Oktoberblade

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det kræver ikke meget at blive slået ud af kurs. En forslået højre hånd med et par brækkede fingre kan gøre det for det væltede mine planer og forventningerne forliste om alt det, jeg skulle og ville.

Det gør mig vred – men jeg udtrykte det mere som “ja-jeg-er-faktisk-ked-af-det” – for vreden skal jeg jo stå til ansvar for. Lige her havde jeg kun mig selv at være vred på, for det var mig, der snublede og tog fra med hånden.

Livet er fyldt med ‘snublesten’ – for alle mennesker – men jeg glemmer det – eller tænker, at Gud vil forhindre mig i at falde over dem, fordi jeg har noget vigtigt at nå frem til?

Jo, der er tidspunkter, hvor vi kan se at Gud har ‘passet på os’ – men måske forliser vi, fordi vi forventer at vores liv er et krydstogt med Gud som kaptajn, hvor vi lægger til ved smukke steder og derefter sejler videre på en luksusrejse, med alt betalt og middag ved kaptajnens bord?

Måske tænker jeg ubevidst, at med Gud ved roret så er jeg ‘hævet’ over naturens love. Så glemmer jeg, at mennesker dør af kulde, sygdom og sult – eller ser deres liv blive skyllet i havet på et øjeblik. Vi er ikke herre over livets vilkår og kan ikke kontrollere de tilfældigheder, der får så stor betydning.

Hvor langt er vi herre over vores liv?
Langt – og så alligevel ikke. Jeg kan arbejde på at gøre mine forventninger til virkelighed – men jeg kan ikke sætte naturlovene i stå – eller få Gud til at gøre det. Jeg kan gøre alt det ‘rigtige’ for at indfri mine forventninger til et godt liv – men ikke ændre de vilkår, det kommer med.

Hvad vil jeg så sige? Måske mest, at mellem vraggodset fra mine forliste forventninger – lige dér – mærker jeg en taknemlighed over livet. Over være i live – og mærke, at mine relationer er levende. At jeg sammen med min familie har trodset høj bølgegang og farlige farvande – og overlevet.

Ja, vi har mistet både bagage og forventninger undervejs – men vi er også blevet stærkere og mere levende i vores forhold til hinanden. Vi har efterladt mange af de forventninger, der bliver så ligegyldige, når livet er i spil. 

Mine “forliste forventninger” er en frasortering af alt det, der var mindre vigtigt. For hvor meget kan du tage med dig, hvis du skal i redningsbåden? Hvor meget værdi har det egentlig?

Hvilke forventninger var det så, der forliste? Hvad fandt jeg blandt vraggodset? Jo, de store idealer om at gøre en forskel. Gøre verden til et bedre sted. Måske endda få mennesker til at respektere hinanden. Men det var glansbilleder, og de var næsten opløste, da jeg fandt resterne af dem.

Helt anderledes var det med en bunke skår, jeg fandt i vraggodset. Der var rester af glas – og en ramme – og lige dér genkendte jeg billedet af mig selv. Den Bente, jeg forsøgte at være – eller blive. Altid tålmodig og venlig. Altid i stand til at løfte nye opgaver. Aldrig for optaget til at give andre en hjælpende hånd. Aldrig sur på mand eller børn og altid den, der hjalp andre på benene igen. 

Billedet af Bente fra mine drømme – var billedet af et overmenneske, der nægtede at være underlagt naturlovene eller behovet for søvn og mad. En Bente, der var alt det bedste og fineste – uden begrænsninger.

Nu kom livet i en anden indpakning, end jeg forventede. Slet ikke pakket fint ind – men det ligger lige foran mig som en gave hver dag, og venter på, at jeg skal se den, samle den op – og åbne den. Som med billedet af mannaen i ørkenen. Her gav Gud nok til én dag ad gangen – og det, der blev gemt som sikkerhed – det blev dårligt og uspiseligt.

“Det onde med det gode”
Hvordan er vi landet i en forventning af, at vi har krav på et godt liv – uden problemer og udfordringer. Har vi så ikke misforstået selve livet? Livet er en gave til os – ikke en designervare efter bestilling.

Alligevel forventer vi, at problemer kun rammer de andre? – for de har nok på en eller anden måde selv “været ude om det”. Men det er noget andet med dig og mig. Vi lever som om vi er usårlige – og håber, at vi har ret til et liv i liv, der lykkes.

“Når ondt rammer gode”
Kender du Jobs Bog? Det er måske en af biblens bedst kendte bøger fordi, dens tema om modgang er vævet ind i litteraturen. Job mistede alt, stillede spørgsmålstegn ved alt, tvivlede på alt – og nåede alligevel til, at livet med Gud var livet værd.

Den bog kan kun læses af dem, der selv har prøvet at leve med svære vilkår, for du kan kende alle teorier uden at forstå. Først når du selv har oplevet det, kan du møde andre med samme oplevelse og mærke den fælles indføling. Indtil da, er du helt alene om det.

“Når ondt rammer gode” er titlen på en bog, men også en konstatering, der har betydet meget for mig. Livet er ikke en forretning, hvor du kan handle – eller forhandle – dig til de produkter, du ønsker. Eller købe dig til forsikringer for et godt liv. At ondt virkelig rammer – også mennesker, der ikke selv er skyld i det. At vi ikke kan aflæse en sammenhæng mellem at være et godt og anstændigt menneske og den mængde af kaos, vi oplever i vores liv.

Livet er en blandet landhandel. Det onde kommer med det gode. 

Måske er det farligste forlis på livets hav – at vi frygter forliset? At vi bliver så bange, for at det ikke lykkes – livet – at angsten får lov til at lamme os? At vi ikke tør sætte sejl og sætte vores liv og evner i spil?

En god ven beskriver det så fint i en salme:
I dag jeg sætter sejl.
Jeg mærker Åndens vind i dag,
i dag jeg sætter sejl
skønt mit sejl er tungt og vådt af regn,
og fyldt med flænger og fejl.

Ja, jeg kan stadig handle i livets drama – når jeg skriver videre på ‘manus’ for mit liv med de valg, jeg træffer i dag. Jeg kan vælge min reaktion på de svære situationer, livet rummer, og ændre den afsluttende tone – selv om handlingen er uændret.

Livet er nemlig livet værd – trods risiko for forlis.

Bente

Her finder du finder flere klummer om lignende emner:

Når nogen forstår, hvad jeg siger

Troldspejlets splinter

Når det afskårne skyder igen

Blomster ved mit grænsehegn

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Bladene var våde, men havde stadig de skønneste efterårsfarver, da jeg så dem på vejen foran vores dør. Mobilen kom frem for at fastholde billedet, for oktoberblade sætter perspektiv på tiden.    De bliver en anledning til eftertanke og til taknemlighed for det seneste år.

For to år siden mistede jeg min far og savnet lå længe som en grå tåge over dagene. Året før mistede jeg noget af mit liv efter endnu en blodprop i hjernen – men mest kræfter og overskud til at være social.

Sidste år i oktober mistede vores søn sin kæreste og vi har stået ved siden af ham i sorgen og afmagten over hendes selvmord. Oveni kom så det ‘løse’ – der ramte hårdere, fordi vi allerede var ramt. Det var som dråben, der får noget til at flyde over. Eller strået, der knækker kamelens ryg.

Meget er anderledes nu – og ikke bare efteråret. Der er kommet nye vinkler på hverdagen og på verden.

Livet overrasker, for at sige det mildt. Vi handler på det, der skal handles på – selv når verden vender på hovedet – indtil den dag, vi løber tør for energi og handlekraft.

Når sorgens reaktioner er forklædt som en lammende træthed eller tristhed. Eller hvad man nu kalder dage med overskriften ‘det-kan-alligevel-være-lige-meget’.

Når alt bliver ligegyldigt og det er uoverskueligt at komme ud af sengen, vælge tøj og møde de mennesker, man har et stort behov for at dele det svære med.

Det er vist sådan i fysikken, at to modsatrettede bevægelser ophæver hinanden – og så der ikke sker noget. Måske er det også sådan med følelser? De trækker hver sin vej – og vi kommer ikke ud af stedet.

Sorg og savn trækker én vej – livsvilje og taknemlighed trækker den modsatte vej – og man ender i et limbo, et tomrum, hvor man ikke bevæger sig.

Sådan kan det opleves – som at være fanget i et gråt ingenmandsland.

Årstiderne er en hjælp for mig til at se, at der er en naturlig cyklus i livet – som i naturen. Efteråret kommer jo normalt ikke som en overraskelse efter foråret – uden en sommer. 

Det hjælper mig til at huske, at vi ikke kan styre hverken årstider, naturkræfter – eller liv og død. At livet har sine egne vilkår, som vi ikke kan ændre, eller ‘fikse’ – og huske, at ting tager tid.

Lang tids belastning kræver tid, ro og hvile før vi er ovenpå igen. Det kræver længere tid, hvis vi ikke har lyttet til faresignalerne fra kroppen og sindet og opfattet, at vi er i risiko for at brænde ud.

Jeg oplever, at det er sværere at gennemskue summen af belastningerne – for den enkelte ting kunne jeg jo godt håndtere. Men når de kommer uden det ophold, jeg har skal bruge til at bearbejde følelserne – så undervurderer jeg alvoren.

På et tidspunkt har det summet sig op som en mudret masse – den slags mudder, der suger gummistøvlerne ned, så de må efterlades når man forsøger at komme hjem på strømpesokker. 

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Blade i Bentes liv

Ting tager tid

Lige nu og for længe siden

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Den er ikke køn – roden her – men det passer måske meget godt med, at rødder er noget, vi helst skaffer af vejen? Både de rødder, der står i haven – og de rødder, vi ikke kan li’ i vores land og vores liv.. Men rødder er vigtige – og da de nu udfylder deres funktion under jorden – så er det vel ok, at de ikke ser godt ud?

Havefolk ved, at rødder kan være hårdnakkede – men se, det er netop det fine ved dem. De holder træet fast i stormvejr. Vi mennesker har også brug for dybe rødder, der holder os fast, når livets vejrudsigt står på orkan.

Rødder er vigtige i historisk sammenhæng. Hvor kommer vi fra som familie og folk? Men rødder er også vigtige i min hverdag. At jeg har rødder, der er dybe nok til, at jeg igennem dem kan hente næring til at bære frugt – eller bare leve min hverdag ud fra de værdier, der er vigtige for mig. Rødder kan være smukke, som på dette træ:

Der er mange af mine forforældre, jeg gerne ville møde, så jeg kunne lære mine rødder at kende. Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at både deres DNA og liv er vævet ind i forudsætningerne for mit eget liv – som stærke rødder.

Rødder har også betydning for mine børn. Det er godt at se, at de har sat dybe nok rødder til at ikke blive væltet omkuld, når livets storme rammer dem.

Måske er det den største hjælp, vi kan give andre? At leve i livets stormvejr, med vores rod og problemer på en sådan måde, at andre kan se, at det er muligt.

Når vi siger, vi tror på det bedste i mennesker – trods de åbenlyst modsatte beviser – så er det vores rodnet, der kan nære den tro. Det samme, hvis vi siger, vi tror på Gud – for tro fjerner ikke udfordringerne, men giver os så dybe rødder, at vi ikke vælter – helt – undervejs i livet.

Kærligst, Bente
som nu tager fat på endnu en “rodet” dag

Vi ved aldrig, hvilken betydning vores liv og eksempel får for andre mennesker. Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og rødder:

Vi bygger på fortidens fundament

Rødderne kan holde os fast, når stormene rammer og sorgen bliver en udfordring:

Lyset skaber også skyggen

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Bakspejlet er ikke nok, når man kører bil. Der kan være blinde vinkler, der snyder. Man kører efter udsynet gennem forruden og supplerer ved også at orientere sig i bakspejlet.

Nogen af os er nået dertil, hvor vi ser meget af livet i bakspejlet. Det giver også et ret begrænset billede af verden.  Men det er vist en del af det at blive ældre. Især når man får et brev, der indledes med: “Når du fylder 65½ år, kan du ikke længere få førtidspension. Du vil i stedet få udbetalt folkepension og skal ikke selv gøre noget.”

Så ser jeg mit liv i en slags bakspejl, fordi der ligger mere bagude end foran mig. Kræfterne lå i hvert fald bagud, fra dengang jeg var yngre og kunne ting.

Nu er udfordringen at bruge mine færre kræfter til det, der er allervigtigst – og jeg kan blive så dybt misundelig på de unge, der kan kaste sig ud i nye projekter de brænder for.

Det er et uheldigt perspektiv – at se livet baglæns – for det bliver helt H. C. Andersensk med “forbi, forbi – alt det sjove er forbi”. Husker du historien om det lille grantræ, der ikke kunne vente på at blive stort?

Det stod utålmodigt i skoven og ventede på at blive større, komme ud i verden og opleve livet. Det blev fældet og kom ind i den varme stue som juletræ. Det blev pyntet og oplevede al den glans, det havde drømt om – og pludselig var det hele forbi.

Den gamle digter lod grantræet sige: “Forbi, forbi! Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi!” Men der var ingen ‘næste gang’ for grantræet, hvis tørre grene forsvandt på et øjeblik i ildens flammer. 

Livet har ingen generalprøve, konkluderer Andersen i sin geniale fortælling.

Jeg ved det jo godt, både at fremtiden er kortere end fortiden – men også at intet af mit liv nogen sinde er helt forbi.

Jeg efterlader spor for eftertiden, selv om det måske bare er min private trampesti – og ingen motorvej andre kan bruge til at komme hurtigt frem.

Fremtiden rummer stadig muligheder, for den er fyldt med mennesker, der kan bruge en opmuntring og et venligt ord på livsrejsen. Det behøver jeg ikke mange kræfter til.

Måske ser jeg bedre behovet, fordi jeg ikke kan skynde mig? Jeg ser flere detaljer, for jeg når at opfatte mere af det, mennesker ikke siger – med ord – og jeg har mere livserfaring til at afkode det ikke-sagte.

Undervejs ser jeg også ting omkring mig, der vender i den forkerte retning. Udviklingen i samfundet med et mere kynisk syn på mennesker. Familier på vej i ubalance. Udnyttelse, når de smarte udnytter de minde kloge i den globale verden – og de skruppelløse har fremgang i min miniverden.

Da jeg var ung og så alt gennem forruden, og i fuld fart – da blev det en vrede, som jeg prøvede at handle på. “For det måtte da ændres!” Det er dén ting, jeg savner mest ved at være ung – passionen. Viljen til at ville ændre verden. Troen på, at det kunne lade sig gøre. 

Nu kan jeg ikke komme op på barrikaderne – ikke engang indtage de verbale fronter. Der er en underlig afmagt i det – at måtte lade stå til og lade passere. Når jeg nu bare vil redde bare en lille del af min verden – fra at gøre samme fejl som mig.

Jeg må have lavet mig et skilt med Søren Kierkegaards berømte bakspejls-citat: “Livet leves forlæns – men forstås baglæns.”

Ja, Livet forstås baglæns – men leves forlæns – uanset alder.

Bente

Måske har du også lyst til at læse:

Den lige vej

Jeg er bare på vej

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright