Verden er vendt på hovedet af COVID-19 og jeg har brug for en ny drejebog. Der er ingen aftaler i min kalender, jeg skal planlægge omkring. Der er hverdagsting, men de kan vente – så dagene flyder sammen uden pejlemærker.
Sorter, smid ud – skab luft. Jeg var i gang med mine bogreoler, før Danmark blev sat i stå. Jeg sad med forstuvede ankler – og et nyt perspektiv, efter jeg gik i koma og kiggede ud over kanten af livet: Hvis mine dage er talte, hvad skal de så indeholde? Hvilke værdier og ting er vigtige at have med videre? Krisen gav ‘bare’ et ekstra perspektiv.
Det satte dagsorden for en oprydning – og gav motivation for en ny drejebog. Det blev langt lettere at rydde op og smide ud af det, som jeg havde gemt. Gamle ringbind fyldt med notater fra studietiden, f.eks. – som jeg ikke havde kigget i siden. De blev en dødvægt til et lettere liv. Der var bøger i reolen, der havde ‘overlevet’ tidligere frasorteringer, fordi de havde et usynligt mærke med “bør læses”.
Min “Kümmel” røg ud – med en lettelse over, at jeg ikke var forpligtet på nogensinde at åbne den igen og kæmpe med knudret tysk teologi oversat til kringlet engelsk. Jeg mærkede en frihed, da den kom i posen med bøger til genbrug. 🙂
Jeg kom i gang med at skrive en ny drejebog – uden fortidens tunge bagage. Det tog fart, for jeg havde åbnet for et nyt perspektiv med respekt for fortiden – men fokus på fremtiden.
Sorter, smid ud – skab luft. Jeg havde den underligste erkendelse, mens jeg kiggede de gamle ringbind og bøger igennem fra studietiden. Når jeg nu havde flyttet dem med og givet dem hyldeplads – så burde jeg vel genfinde den værdi, der gjorde at de fortsat fyldte i mit liv? For hvorfor havde jeg ellers flyttet dem med mig?
Det er tung bagage, jeg har flyttet med mig fra en adresse til den næste – og mere, end jeg magter at slæbe på. Så undervejs i sorteringen, har jeg slået mig selv i hovedet med “Hvorfor i alverden har du ikke smidt det ud noget før?”
Ja, hvorfor slæber jeg tung bagage med? – som jeg ikke får brug for? Jeg er hende, der bruger lang tid på at pakke kuffert til ferie – og har tænkt på næsten alt, hvad jeg kunne få brug for. Jeg er hende, der pakker ud igen og opdager, at mere end halvdelen af indholdet ikke har været taget op af kufferten.
Mit fokus har ændret sig fra “Hvordan får jeg plads til alting i reoler – og livet?” til et mere markant “Hvad vil jeg gerne fylde mit liv med?”
Mon ikke disse underlige corona-tider sætter gang i samme overvejelser hos mange andre? Når hverdagen bliver sat pause og de kendte “skal-ting” som skole og arbejde forsvinder – og familier opdager, hvor svært – og godt – det er at være sammen. Jeg håber, mange genfinder de grundlæggende værdier i deres liv – fælles oplevelser og latter, samvær og skænderier, som gør alle familier klogere på hinanden.
Der er intet nyt under solen – eller i livet – men alligevel sker der noget særligt med os, når vi bliver konfronteret med at vores kendte verden har en grænse. Når tid eller muligheder begrænses. Vi ser mere klart.
Jeg sorterer mine notater med større afklarethed – mine bøger og alt det, jeg har gemt som minder om mit liv. Giver det mening for mine børn, hvis de skal rydde op efter mig? Hvis det gør, så vil jeg fortælle dem om betydningen NU, mens det er muligt. Lad os få ‘skrevet’ den fælles familiehistorie – for sådan fungerer livet – vi fortæller undervejs på den fælles rejse.
Mine sønner læser næppe nogle af mine prædikener fra de seneste 35 år 🙂 så jeg vil samle mine geniale (!) pointer til samtaler om, hvad jeg tror på og hvilke værdier, der har båret mit liv.
Jeg håber, de undervejs har set, at troen på Gud blev grundlag for mit liv – at “Gud er stadig Gud” – også når alt omkring os vælter. En tryghed, der for mig er som en stor Guds hånd under os.
Ordene fra et salmevers, vi lærte, i 1. klasse hos frk. Nielsen dukkede op:
“Gud er Gud, om alle land lå øde,
Gud er Gud, om alle mand var døde.
Men op skal rinde, som solen skinne,
Guds rige.”
Det skrev Petter Dass i 1698, men det er aktuelt – i en tid, hvor den kendte verden er vendt på hovedet og alt er usikkert. Sådan har det været utallige gange i verdenshistorien – men min generation troede, vi kunne skrive visse dele ud af historien.
De dele mangler i nogle fortællinger, men sandhederne findes stadig. Dem kan vi tage afsæt i, når vi sætter en ny dagsorden for ‘verden-efter-corona’. Når vi sætter gang i opbygningen af samfundet – efter krisen – og ser på ‘ødelæggelsernes omfang’.
Hvad vil vi have med i vores ‘nye’ Danmarks-fællesskab? Hvad er vigtigt at bære med ind i fremtiden?” Vi får nye muligheder, for vi kan vælge til – og fra – og skrive de første sider i en ny drejebog, der handler om de nye tider – efter COVID-19.
Det blev vist forordet til min nye drejebog – og nu er der endda plads til den i bogreolen. 🙂
Bente
Måske har du også lyst til at læse:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright