Lige nu og for længe siden

Lige nu er det et år siden, min far døde. De seneste dages smukke efterårsvejr minder mig om det. Sådan er årstiderne – de hjælper os til at leve i en cirkulær tidsforståelse, når de gentages. Jeg mærker, at det både er lang tid jeg har savnet ham – og samtidig, som om det var for ganske nylig. Savnet er stort.

I sidste uge stod jeg for bisættelsen af min svigerdatter. Bagefter gik vi fra kapellet ud på Naturkirkegården i det smukkeste efterårsvejr. Det mindede mig om min far. Min tidsfornemmelse blev uklar, som om de begge var døde for få dage siden. Sådan flyder dagene ind over hinanden og det er både lige for lidt siden – og for længe siden.

Når tiden slår kolbøtter
Sådan slår både sindet og tiden kolbøtter for øjeblikket, når alt bliver vendt på hovedet. Som når vi som børn stod på hovedet (jo, det kunne vi) og alt indhold i lommerne faldt ned på jorden.
Sådan falder også alt det løse ud af mine livslommer og ned på jorden. Det bliver tydeligt, hvad der er vigtigt i livet.

På samme tid 
Jeg er på samme tid moderen, der holder om min søn, mens han græder – og datteren, der savner sin far. Barnet og den voksne på samme tid. Tiden blandes af oplevelserne og erfaringerne slår kolbøtter, når minderne vælter frem. Det er som om, det bare var i går, jeg talte med far, før han gled ind i bevidstløshedens ingenmandsland og forsvandt for mig.

Vær tålmodig
Jeg læste i dag et citat af Lars Gustav Lindhardt, om sorgen over at miste sin far:
“Jeg elsker min far ligeså højt i dag, som jeg gjorde, da han levede, og derfor er min sorg ikke blevet mindre med tiden. Det, der ændrer sig, er os, der bærer sorgen. Med tiden bliver vi stærkere og bedre i stand til at bære den sorg, der tynger, og derfor kommer sorgen til at føles lettere for hvert år, der går.”

Ved sluseporten
Da jeg stod ved sluseporten ved floden Mosel i Tyskland så jeg et billede på mit forhold til tid. Der er perioder i vores liv, hvor vi venter i et slusekammer, mens det fyldes op, så vi kan ‘sejle’ videre på livets vej. Det tager tid. Faktisk lang tid, før et slusekammer er fyldt op og skibene kan sejle videre. Der er ingen genvej – og alle er nødt til at vente.

Vi kan heller ikke bare hæve os selv op, men har brug for den tid, det tager for vores ‘slusekammer’ at fyldes op med eftertanke, erfaringer og hvile – så vi er klar til noget nyt på næste etape af livsrejsen. Der er ingen genvej – du er nødt til at vente.

Ting tager tid
De fleste ting i livet tager langt mere tid, end vi regner med. Hvorfor leder vi så efter hurtige løsninger? Som i “det skal fikses – NU!” Det undrer jeg mig over. Hvad er vi bange for? Tiden?

 

Bente 

Måske har du også lyst til at læse:
Farvel, far

Blade i Bentes liv

Her skriver jeg om, hvor svært det er – at ikke kunne hjælpe:
Afmagt

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

 

Comments 2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *