Farvel, far

Far, jeg savner dig!

Det er ubegribeligt, at jeg ikke længere kan vende verden med dig. Ikke længere få dit perspektiv på det, jeg tænker og kæmper med. Men alt det du har lært mig, far, det har jeg med mig som en rigdom.

Tak for alt det, du har lært mig om livet og om mig selv.
For alle værdierne, jeg har set i dit liv.
Du foldede dem ud i alle dine hverdage i 94 år.
Du levede efter dine værdier, så det blev bemærket.

Vi mærkede som børn, at der var noget, der altid var vigtigst:
Respekten for andre og for os selv.
Respekten for ordenes betydning, når de blev sagt.
Respekten for dem, du var uenig med.
Respekten for den jord, vi gik på – og dyrkede.

Far, du har været verdens bedste far!
Du var så beskeden, far, at du ikke helt vidste, hvordan du skulle tage imod vores taknemlighed og store ord.

Du sagde til mor for en måned siden: ‘Se, hvad vi har startet.’ Et ægteskab og en familie med fire børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn. En klan, der holder sammen, og glæder sig over at være sammen. Jeg håber, den viden var med dig også igennem den sidste tid.

Jeg håber, du hørte bare nogle af ordene om vores taknemlighed, da du de sidste dage svævede i grænselandet mellem liv og død. At du kunne fornemme den varme og kærlighed, vi forsøgte at formidle til dig gennem ord – mellem tårerne – mens vi følte det så fattigt, at vi kun kunne holde dig i hånden.

Far, du fandt altid en måde at sige på:
‘Bente, du kan og du skal!’
Tak for det, far – det har formet mit liv.
Du genkendte din egen udlængsel, da jeg kom ud i marken til dig og talte om umuligheden i at komme på udveksling til USA. Jeg var kun 16 og vidste, at det lå uden for min rækkevidde. ‘Skriv en ansøgning’, sagde du, ‘og lad os tage det derfra.’ Det blev til virkelighed og du og mor støttede mig hele vejen.

Da jeg var færdig med gymnasiet og ikke kunne vælge uddannelse – da fandt du en lille jobannonce i Politiken og sagde: ‘Det er dig, Bente. Skriv en ansøgning. Du kan godt og her kan du bruge dine evner.’ Du troede mere på det, end jeg selv gjorde, far. Du støttede mig hele vejen – også når jeg blev konfronteret med ubærlige skæbner.

Far, du kendte mig bedre, end jeg selv gjorde. Du støttede og opmuntrede, når du sagde ‘Du kan godt. Du kan mere end du tror – og du skal, det du kan.’ Efterhånden lærte jeg at høre din stemme, når livet blev svært og jeg var fristet til at give op. Jeg vidste, hvad du ville sige – og så blev jeg alligevel overrasket, når du kunne se, jeg var på vej i en forkert retning. Du så det, før det blev synligt og hjalp mig til at finde tilbage til kernen i mig selv, til mine værdier – også dem, du ikke var enig i.

Far, jeg forstår det ikke – at du ikke længere er her. Her er tomt uden dig og alligevel er det underlige tomrum fyldt med taknemlighed og gode erindringer. Du og mor har givet os livet – i mere end én forstand – for I har også lært os at leve vores liv.

Far, du har været coach hele dit liv – uden at kende ordet. Jeg aner ikke, hvor du fik din pædagogiske indsigt fra eller evnen til at omsætte den i hverdagen. Du har støttet mor, os børn og hele klanen med din indsigt og kloge råd.

Du efterlader en stor og rig arv, far!
Du var et menneske, som satte spor i mange menneskers liv.
Du ville nok stadig selv have sagt ‘Det var da så lidt’ – og virket overrasket.

Far, jeg håber du hørte min tale til dig hen over sengen på intensivafdelingen, da du var på vej væk. Det var en smuk efterårsdag og solen skinnede i duggen på alle planter og træer. Solen spejlede sig i den nysåede vintersæd og markernes spindelvæv. Lyset spillede i plovfurerne. Træernes farver blev oplyst og alt var nærmest eventyragtigt og magisk.

Far, du lærte mig at se verden, når du tog mig med ud over marken og sagde SE. Du holdt den lille pige i hånden, når vi gik på verdensopdagelse ud ad markvejen. Din varme, stærke hånd gjorde det trygt for mig at åbne helt for alle indtryk.

Du så de mindste ting og gjorde dem store for mig.

Tak, far!

Bente

Her er talen, jeg holdt til fars bisættelse:

Kære Alfred, far, svigerfar, morfar, farfar, oldefar – nabo og ven 

Vi savner dig! 

Verden er blevet fattigere uden dig, men vi bærer en rigdom med os, som vi har fået fra dig. Tak, for alt, hvad du har givet os med ud i livet!

Du blev din helt egen, Alfred. Et menneske, der levede efter sine værdier – og levede sine værdier. Du så alle mennesker med respekt – og med samme værdi. Vi så det i den måde, du respekterede mor, selv om du var ældre og havde mere erfaring. Du hjalp hende til at blive sin helt egen Gunhild – på hendes måde.

Vi så det i den måde, du hjalp os børn til at se – og finde – vores værd i verden. Du så vores evner og støttede os i at udvikle dem. Du så længere ind i os, end vi selv gjorde – og derfor blev dine råd til os børn så værdifulde. Og så kom de stilfærdigt – dine korrektioner til os – når vi var klar til at høre dem, bruge dem.

Vi har set det i den måde, du har givet vores børn – dine børnebørn – oplevelser, som har gjort deres liv rigere. Du viste dem deres værdi, ved at have TID til dem. Tid til at sparke fodbold i haven. Til at sejle med pinde, hvor du kunne finde et vandløb. Til at rulle ned ad skrænter og rulle rundt i efterårsblade. Tid til at lytte til deres nyfundne idéer, da de blev halvvoksne. De blev klogere på dem selv og på deres liv, når du spurgte ind til deres fortællinger.

Du lærte os at se det store i det små:
Du viste os, at verden er fuld af forunderlige ting:
At gå på bare fødder på en dugvåd græsplæne.
At regnorme ikke bare er ulækre, men har deres egen værdi i jordens kredsløb.
At Mariehøns er helt særlige, når man holder dem forsigtigt i hånden.
At blomsterne på vores træer blev til æbler og pærer hen over sommeren.
At ukrudtet mellem roeplanterne var lige så smukt, men gjorde udbyttet mindre.
At efterår og vinter var nødvendige for at du kunne så markerne til om foråret.

Vi er alle blevet klogere på livet sammen med dig! Nu ville du have protesteret og sagt: “Nå, en lille smule. Måske.” Du var beskeden mand, der ikke brugte store ord. Vi vil gerne vise vores respekt for dig – men i dag har vi brug for at sige de større ord – om din betydning for os.

Du viste os, at ord og handling hører sammen. At vi ikke skulle bruge større ord, end vi kunne stå inde for. At vi skulle være ærlige, men sige sandheden med omtanke og respekt for andre.

Du viste, at værdier skal omsættes i handling – om nødvendigt med ord. Derfor tog du del i verden omkring dig – og ansvar. Du var en del af samfundet og satte dit aftryk på udviklingen i de lokale fællesskaber.

Du viste, at handling taler højere end ord – at troværdige ord kræver handling. Du viste det i de 64 år, du har levet sammen med din Gunhild. Sammen viste I to verden, at kærlighed først og fremmest er venlig vedholdenhed – hver dag.

Vi savner dig!
Vi savner din levende interesse i alt og alle.
Vi vil ære mindet om dig – ved at tage det, du har givet os med ud i livet og ud i verden.

Æret være dit minde! 

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Comments 9

  • Hvor er det smukt kære Bente.
    Æte være din far Alfreds minde.

    God bless

    En meget rørt Niels.

  • Tak, Niels – fra Bente, der lige nu er tom for ord.

  • Kære Bente.
    Hvilken fantastisk far, du har haft! Og hvor smukt og bevægende du udtrykker din kærlighed til ham og alt det gode du har fået med i livet, fra ham.
    Han har uden tvivl, mærket din ord til ham!
    Må Gud give trøst og fred til dig og din familie!
    Kærligst Mille

  • Tak, kæreste Mille.
    Far var beskeden og det var ikke let at få lov til at bruge store ord omkring ham, men de sidste måneder tog han ordene og vores taknemlighed ind. Vi gentog det også en del gange!

  • Kære Bente

    (pause)

    Jeg sidder her med tårer i øjnene. Jeg er ked af, at du har mistet din far. Sikke et menneske, du og din familie har taget afsked med.

    Jeg genkender beskedenheden og taknemmeligheden over “det vi har startet” fra mine egne bedsteforældre. Jeg håber, at jeg kan få nåde og styrke til selv at slutte livet med dét sindelag! Hvor er det stort, når mennesker på den måde viser os vejen, peger, og siger: “Se!”

    Tak, fordi du lod din far tage mig med også gennem dine ord! Æret være hans minde.

    • Tak for dine fine og kærlige ord, Anne.

      Min far var et helt særligt menneske og derfor har han givet mig én ting mere, som først for alvor er gået op for i processen med at skrive begravelsestalen. Selv om der ikke står ét ord om Gud, så er talen alligevel min teologi foldet ud på hverdagsdansk. Jeg er privilegeret at have haft en far, der har givet mig mulighed for at overføre et positivt faderbillede på Gud.

      • Dét er et stort privilegium, ja. Hvor er det egentlig underfundigt, at nogle gaver er så store, at de ikke opleves som noget adskilt men derimod som en integreret del af alt det andet!

  • Smukt. Jeg ser billeder og føler den stærke varme hånd. Han lyder som en virkelig god og dejlig far og mand. Må hele klanen få det i har brug for i sorgens stund og både kunne græde, mindes og le sammen❤️

    • Tak, Sofie – det har netop været en god blanding af tårer, minder og latter, ofte på samme tid ved hver ende af spisebordet, når klanen har været samlet. Ja, vi har så meget at være taknemlige for – og det er vi – midt i sorgen og savnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *