“Næste gang”, sagde grantræet i H.C. Andersens eventyr. “Næste gang vil jeg ikke ryste. Næste gang vil jeg nyde hvert et øjeblik – solens varme og fuglenes kvidren.”
Husker du historien om det lille grantræ, der ikke kunne vente på at blive noget stort? Det stod utålmodigt i skoven og ventede på at blive større, på at komme ud i verden og opleve livet. Det blev fældet og kom ind i den varme stue som juletræ. Det blev pyntet og oplevede al den glans, det havde drømt om – og pludselig var det hele forbi. Der var ingen ‘næste gang’ for grantræet, hvis tørre grene forsvandt på et øjeblik i ildens flammer.
Den gamle digter lod grantræet fortælle: “Forbi! forbi!” sagde det stakkels træ. “Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi!”
Livet har ingen generalprøve
H. C. Andersen har skrevet en genial fortælling om at leve livet, mens vi har det. Jeg undrer mig over, hvordan han har kunnet samlet så megen psykologisk erfaring – og beskrive det så enkelt i sine eventyr. De kan forstås af børn, men har altid flere lag, som vi voksne kan forholde os til. Altid flere situationer, vi kan genkende.
På årets sidste dage vælger jeg eventyret om Grantræet som billede for det år, der nu er gået: Hvad lærte jeg i 2017, som kan hjælpe mig til at leve helt og fuldt i det nye år? For der er ingen generalprøve, men liv der skal leves i 2018.
Næste gang?
“Forbi! forbi!” sagde det stakkels træ. “Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi!” Det lyder så voldsomt, dette ‘Forbi!’ og er et ord, vi ikke gerne bruger om livet. I mange situationer siger vi hellere ‘næste gang’ og tænker, vi har muligheden for at lære af erfaringerne og bruge dem i nye situationer. Der er en fin balance mellem at lære af situationerne og tage erfaringerne med mig – og så tro, at der kommer uanede muligheder for at gøre noget perfekt.
Det er i dag, jeg skal gøre mig umage med livet. For det første har hverken du eller jeg garanti for, hvor mange flere dage og muligheder, livet tilbyder os. For det andet, så handler et godt liv om at være fuldt til stede og levende – hver dag.
Generalprøve?
Jeg kan være så optaget af, hvordan jeg gør det bedre næste gang – at jeg glemmer, at dagen i dag er ‘selve forestillingen’ og ikke ‘generalprøven’. Jeg skal finde balancen mellem at lære af livet – og leve det. Heldigvis, har jeg oplevet at der, indtil nu, er kommet nye dage og nye muligheder for at anvende de erfaringer, jeg har med. Det er blevet til gode dage, selv om nogle har været svære.
Mens jeg skriver, kommer tonerne til “Vær velkommen, Herrens år’ fra klokkespillet ved Sct. Nicolai kirke. Jeg husker salmelinjen ‘Da livstræet fæsted i graven rod’ og tænker, at Andersen i sit eventyr og Grundtvig i sin salme siger det samme til os i dag: Først med udsigt til grav og død, oplever vi, at livet var livet værd.
De gamle digtere kaldte det ‘Memento Mori’, når de skrev om, at livet tager udgangspunkt i døden. Det lyder mindre voldsomt på latin end på dansk ‘Husk, at du skal dø’. Men sandheden er den samme: Lev livet med tanke på, at det på et tidspunkt er forbi. Så du ikke ender som ‘Grantræet’, der glemte at glæde sig over nu’et.
Digteren slutter eventyret med: “Nu er også det forbi! – Men jeg skal huske at fornøje mig, når jeg nu tages frem igen! Nu begynder livet igen!” tænkte træet; det følte den friske luft, den første solstråle, – og nu var det ude i gården. Alt gik så gesvindt, træet glemte rent at se på sig selv, der var så meget at se rundt om. Gården stødte op til en have, og alt blomstrede derinde; roserne hang så friske og duftende ud over det lille rækværk, lindetræerne blomstrede, og svalerne fløj om og sagde “kvirre-virre-vit! Nu skal jeg leve!” jublede træet .. og tjenestekarlen kom og huggede det i små stykker, et helt bundt lå der; dejligt blussede det op under den store bryggerkedel .. og så var træet brændt ud.”
Her kan du læse hele eventyret om ‘Grantræet’
Det er sjældent, jeg læser eventyr højt, for mine børn er voksne, men jeg skulle øve indtaling til en film om ‘Grantræet’ og opdagede, at H.C. Andersens ord fra 1844 blev forunderligt levende og aktuelle, når jeg sagde dem højt. Det lille grantræ minder mig om at glæde mig over livet, mens jeg kan: Jeg vil mærke solens varme stråler og duggens blide dråber, høre fuglene synge ovenover og jeg vil nyde relationerne med mennesker omkring mig.
Det er jo egentlig ganske enkelt: ‘Husk at leve, mens du gør det!’
Bente
Her kan du se filmen, hvor jeg læser eventyret om “Grantræet”.
Bente læser fortællingen om grantræet:
.
“Pas på tiden” skrev jeg om her:
Når tiden står stille
Klostergården, Sanct Catharinæ Kirke i Ribe
Her har jeg skrevet om tanker ved livets grænse:
Giv mig nærvær – ikke gode råd
Måske har du lyst til at læse mere om at bruge livet, mens vi har det?
Når septembers himmel er blå
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright
Kære Bente.
Tusinde tak, fordi du igen rammer ind i noget væsentligt og rammer mig i “solar plexus”, så jeg atter må tage en “puster”, stoppe, tænke og mindes!
Jeg mindes min første tid som ædru, efter jeg var begyndt at komme i fællesskabet AA.
Jeg havde så travlt! Jeg skulle nå så hurtigt som muligt at blive dygtig, at blive udlært, at få “magistergrad” i AA!! 😉
Langsomt og ved gode venners hjælp begyndte det at gå op for mig, at jeg ikke skal jage efter et fjernt mål.
Den tønde med guld, der står for enden af regnbuen, bliver stående!
Jeg skal koncentrere mig om at være på vejen – og så nyde rejsen!!!
Men – desværre – er det heller ikke noget, jeg er blevet udlært i!
Jeg falder igen og igen tilbage til: “i morgen” bliver alting bedre! Til foråret – til sommer – til jul!
Nøj, hvor jeg glæder mig!!!
Nu skal bare lige denne dag, denne uge, denne måned overstås!!!
Men hvad nu – hvis…….?
Memento mori.
Kære John
Der er vist ingen af os, der bliver udlært i kunsten at nyde dagens rejse på livets vej – men jo mere vi er bevidste om at forsøge, jo mere intenst når vi at leve hver dag 🙂
Det var spændende at arbejde med H.C. Andersen igen, for han formår at fortælle mig mere, for hver gang jeg læser et af hans eventyr. Tænk, hvis man kunne hviske til ham: “Du har givet så meget livsvisdom til så mange mennesker!”
Og mon ikke det også gælder i mindre målestok for dig og mig – og alle andre – at vi sætter spor for andre, selv om vi mest ser alt det, der ikke lykkes for os?