Vores gamle lejlighed var tømt for møbler, ting og habengut – og jeg sad bare og tænkte på alt det, vi har oplevet her igennem 28 år. Rummene er tomme, som da vi flyttede ind i 1994 – undtagen for minder – men dem har vi taget med. 🤗
“Kan du huske dengang, da?” har vi sagt, mange gange denne sommer, når vi mødte gamle ting og mindedes. Jo, 28 år på samme sted giver mange minder – og meget bagage bagest i skabe og skuffer.
Der blev brug for flere flyttekasser, end vi havde forestillet os, efterhånden som der “voksede” mere frem fra bunden af skuffer og det bageste af skabene. 🧐
“Hvor kommer det fra?” sagde vi – lidt opgivende – når vi troede, vi var ved at være i bund. Men vi er samlere, der har svært ved at skille os af med noget, så “Hansens Familie Museum” havde vokset sig stort. Alt for stort, og først da vi flyttede ind i det nye – med færre “gemme-muligheder” fik vi taget de svære beslutninger om, hvad vi gerne ville have med på den videre livsrejse. Perspektivet var ændret og afgørelserne blevet lettere.
Der var mange nedslag i erindringerne “Nej, kan du huske denne her?” 🤫🤔 og det kunne tage sin tid at forholde sig til.
“Kan I huske den sommer, vi kom hjem fra ferie – og det store træ var fældet? Det, der nåede op til altanen på 2. sal og hvor vi kunne se lige ind i fuglerederne?” Vi husker de nyudklækkede fugleunger, selv om træet er væk.
🧐🤓
Måske er der en parallel til livet som helhed? Når vi står på kirkegården og tænker på den efterladte “tomhed” – der varer, indtil vi sidder over gravkaffen og fortæller hinanden om farmors eller morfars liv og hvad det har betydet for os.
Der har været tidslommer under flytningen – hvor vi helt uventet blev konfronteret med rester af et liv, vi havde glemt.
Som da jeg fandt en pose med førstefødtes babytøj fra 1978. Her stod tiden stille – for det blev så konkret, at sidde med tøjet i hænderne og kunne huske tydeligt, hvordan verden så ud, dengang. At kunne huske drømmene, vi havde for barnet – hvad vi håbede, han ville udvikle sig til – og hvilken verden han ville vokse op i.
Det sværeste – ja, det er netop alt det, der minder os om drømmene, vi havde engang 😏 Alt det, der ikke blev til virkelighed, men derimod landede langt fra, hvad vi forestillede os 🙃🙂
Værdierne har holdt og mange af drømmene er blevet indfriet – med andet udseende end forventet 😏 og undervejs var der fælles oplevelser og frustrationer – og mængder af glæde og liv.
For drømmene er også det, der har båret vores liv. De gav fokus på det, vi ønskede – og arbejdede på at gøre til virkelighed.
Vi drømmer stadig og skaber særlige anledninger, der bliver til nye “Kan du huske dengang, da?”
🤗🧡
.
Bente Christa
Måske har du også lyst til at læse:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright