Når stemmen bliver til en hvisken

Min stemme bliver hurtigt slidt, når jeg taler med andre, f.eks. over kirkekaffen og jeg mangler det varme, kogte vand, der normalt holder mig og min stemme kørende. Jeg mærker, hvordan det bliver sværere at forme lydene.

Det er besynderligt at opleve – at jeg føler mig hæmmet, fordi jeg ikke kan aktivere mine stemmebånd – og så tænke på, hvor mange mennesker, der oplever, at de har mistet deres stemme – i overført betydning. Vi har brug for alles stemmer – også dem, der fortæller os noget andet end det, vi helst vil høre.

Det er så let at lukke ned for de stemmer, vi ikke bryder os om. Det giver en ensretning i opfattelsen af, hvad der rører sig i samfundet, det kvæler al debat og udvisker alle nuancer.

Som jeg står der, med en stemme der forsvinder, tænker jeg på de mange der oplever, at deres stemme slet ikke bliver hørt. Nogle har helt opgivet at give deres mening til kende, fordi den offentlige “historie” allerede har taget patent på sandheden om andres liv.

Nogle mangler ordene. Andre skal tage tilløb og det har ingen tid til at vente på. Så der er mange, mere marginaliserede grupper, der er blevet stumme – de mange handicappede, f.eks. – børnene, der kæmper med skolevægring, og deres forældre, der har opgivet kampen for at råbe op om rimelige forhold for deres børn.

Jeg er privilegeret, for selv når min stemme svigter, så har jeg muligheden for at “tale” med andre via mit tastatur. Det åbner nye samtaler, men det er tankevækkende, at det har været disse to hashtags, der har været brugt på det seneste:
#undskyldvierher
#enmillionstemmer

“No Man Is an Island” siger vi, men spørgsmålet er, hvor meget vi efterlever det? Et samfund skal kendes på, hvordan vi behandler dem, der har brug for hjælp – de svageste og mest sårbare. Sådan er det i familier og i alle andre fællesskaber – og det er ikke kun i forhold til, hvor meget kommunal hjælp, vi tilbyder, men mere i forhold til den respekt, vi viser hinanden.

Det gælder i store forhold, men også i hverdagen – i min lille verden. På de helt almindelige dage, hvor du og jeg må give vores stemme til det, der løfter fællesskabet, til det der er godt for andre, rent og retfærdigt. Til en anden sandhed om verden og dens mennesker – og det udgangspunkt, at vi alle har lige meget værdi og er forbundet med hinanden.

**

Når jeg færdes i min kørestol, er det tydeligt, at jeg ikke er i øjenhøjde med andre. Uden at ville det, ser de ned og jeg må se op og det skaber let en ulighed. Men det gør det endnu mere i overført betydning – når vi kan mindre og har brug for hjælpen, så må vi se op for at få øjenkontakt – og det understreger magtforholdet. Gang det op i det store fællesskab, der hvor regering og statsadministration regerer, og se, hvor meget vi træder på hinanden.

Lad os i stedet beslutte, at vi i dag vil løfte hinanden op og ind i fællesskabet. At vi vil “tale pænt” – både til og om hinanden – at vi vil bygge hinanden op med gode ord og tanker – bygge en bedre verden af de små bitte byggesten, vi har til rådighed.

Selv om ingen kan gøre alt, så kan vi alle gøre noget – så lad os gøre det.

.

Bente Christa

**

Måske har du lyst til at læse mere?

Når en lille del får magten

Hvor er min rigtige stemme?

Alle mennesker er mere end

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *