Hvem har styr på mit liv?

Jeg troede, jeg skulle have helt styr på mit liv, før jeg havde værdi. Når jeg havde gjort alt det, jeg kunne, så var jeg god nok. Men der var altid mere, jeg kunne gøre – både i forhold til mine forventninger, mine forældres og Guds forventninger. Så måske er det en fortælling om, hvordan Gud har “snor i mig” i en verden, jeg ikke kan overskue alene?

Jeg bliver fanget af overskrifter om, hvor meget anderledes mit liv kan blive – med en lille ændring af min måde at tænke på – og så sætter min overtænkning i gang. Med spørgsmålstegn ved alt – og så har jeg brug for nogle faste holdepunkter – som “snorene” her.

Min lille klovn blev købt i Tigeren til en foto-opgave med min mand og den minder mig om, at ikke alle vilkår kan “tænkes væk” – som børnenes autisme og mine bindevævssygdomme. Det er mit liv bundet op på – med snore – på godt og ondt.

Men den lille klovn minder mig også om, at livet rummer smil og glæde – og mængder af farver. og måske endda opfordringer til at grine lidt mere af mig selv? – klovne lidt rundt?

Men helt ærligt – hvad kan jeg ændre i mit liv, som jeg hænger der i snorene? Hvad kan jeg drømme om for det kommende år? Langt ude i horisonten er der drømme om igen at besøge Toscana med de røde tage og det særlige lys over vinmarkerne. Drømme om igen at stå ved en talerpult og kunne formidle det, der betyder noget for mig.

Drømmen om igen at kunne gå – en tur i regnvejr måske – og at kunne stå op længe nok til at lave mad. Drømmen om at mit “batteri” har nok opladning til at jeg kan huske, hvad det nu var jeg ville, før jeg skifter over i et andet program på computeren. Måske bare drømmen om, at have lidt mere energi til rådighed?

“Hvad nu hvis?” – hvis der ikke var nogen snore, der holdt mig fast – hvad ville jeg så? Se, så skal jeg tænke efter, finde en ny dagsorden og nye drømme, fordi jeg har vænnet mig til de snævre rammer, Jeg skyder mange aktiviteter ned, før jeg når at forestille mig dem. Jeg opgiver mange drømme, før de når til at blive billeder i min underbevidsthed. Selv om jeg ved, at underbevidsthedens billeder er det stærkeste værktøj, vi har til at realisere det, vi ønsker os.

For måske går jeg mest forkert, når jeg tror, at jeg med massiv planlægning kan afværge dagens kaos? – at jeg kan blive hende med kontrol over livet og styr på dagens aktiviteter? Det er bare ikke sket endnu, mit lille – eller store kaos – vælter mine planer.

Men det er også præcis på mine “fiasko” områder, jeg har noget værdifuldt at byde på for andre. Når jeg tør stille op og være ærlig omkring det, der ikke lykkes.

Det tog mig lang tid at komme over skammen over et liv, der var mere kaos end noget andet. Indtil jeg opdagede, at midt imellem kaos og kosmos – der var Guds nåde, som var større end min skam. Ja, der var ingen grund til skam, for det var ikke min “ordentlighed” Gud var interesseret i – men min ærlighed. Jo, selvfølgelig skal jeg planlægge og forberede og gøre det, så godt jeg kan – men derudover er det Gud, der trækker i snorene.

Lige der, skaber Gud en orden, som kan være svær at få øje på. Den er ikke velordnet og forudsigeligt, som jeg gerne ville – men det er alligevel fyldt med velsignelse og en overordnet mening.

Kørestolen, f.eks. når jeg nu så gerne vil kunne selv – så er det svært altid at skulle bede om hjælp, fordi jeg ikke kan de mest basale ting. Fordi mine muskler udtrættes og alt tager – ikke bare dobbelt så lang tid – men uendelig tid. Alting er med “ført” hånd og jeg skal finde mening i de mikro små ting, jeg rent faktisk kan udføre. Tro på, at de har betydning – også i den større sammenhæng.

Jeg har stadig dage, hvor jeg fortæller historien om stakkels mig, der spræller som en anden klovnedukke i dukkeførerens snore og mener, det er åh, så synd for mig. Der er dage, hvor det syner af uendeligt lidt, det jeg kan bidrage med. Dage, hvor Gud må minde mig om, at min værdi ligger i at være – og ikke gøre.

Det har jeg holdt mange prædiker over i tidens løb – men hold da helt op, hvor kræver det noget ganske anderledes at efterleve det. Suk. At leve i at være værdifuld, selv når jeg er allermest til besvær for andre.

Så mærker jeg et blidt ryk i en af snorene, som hjælper mig til at komme i gang. Sammen med Gud starter jeg dagens forvandling af kaos til kosmos – til en anderledes ordentlighed. Den slags, der kommer, hvor paradokset altid lever – at når jeg giver op, og slipper det store ansvar – så kan jeg tage det lille ansvar på mig.

Så vokser glæden frem igen – ganske stille.

**

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Når nok er nok

Når vi venter på Gud

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *