Morfar minder

Vi kom forbi dette lille kapel med udsigt over Præstø fjord, på vej til Franske Dage i Præstø, og vi måtte standse så jeg kunne genopleve tider med min morfar, hvor vi holdt pause lige her.

Måske var det mest på grund af den gode parkeringsplads med udsigt over bredningen og kvæget, der græssede i det høje græs i vandkanten – og en pause, så kunne han ryge en pibe tobak, før vi nåede til Præstø og det, han skulle handle. Men minderne kom væltende.

Det lille kapel havde vist ikke hans store interesse, for kirker var ensbetydende med præster og dem havde han ikke meget respekt for. Men han fortalte om den unge mand fra det nærliggende gods, der havde været soldat under krigen og vist nok blev skudt ned i engelsk krigstjeneste. Nu var der sat en mindetavle for ham og vi var fascinerede af historien.

**

Morfar fortalte medrivende om istidens smeltevand, der havde formet landskabet, da vandet fra smeltende dødis, havde skåret dybe dale ned mod fjorden. Vi kunne se dem, når vi kørte forbi tante Valborgs hus, der lå lidt længere oppe ad vejen – hendes hus klamrede sig nærmest til skrænten. Der var langt ned, set med vores barneøjne.

Han fortalte om Svend Gønge og svenskerne, der gik over isen og indtog Danmark, selv om hans mænd kæmpede en tapper kamp mod dem. En drabelig historie, men vi var mest optaget af, at de kunne gå over isen fra Sverige – for vi kendte kun til is fra fladvandet der frøs til is på vores mark.

Somme tider fik vi lov at gå med ham over markerne, med jagtgeværet over skulderen, på jagt efter harer. De blev først hængt op i bryggerset noget tid og derefter lagt i mælk i køkkenet, før mormor fik instrukser om tillavningen.

**

Morfar var til bøger – og ikke det landbrug med dyr og marker, han burde passe. Han gjorde det vel – men modvilligt og uden glæde. For han blev bonde, fordi der ikke var andre muligheder for at forsørge familien. Derved blev han fanget i et liv, der ikke var hans valg – og bøger blev hans frirum. Måske en flugt fra alt det, han ikke magtede? – og så tog depressionerne over og styrede så langt, at alt hang på mormor.

Men fortælle, det kunne han – når bare tungsindet ikke styrede dagene. Flere år senere var det oplevelserne i England, han underholdt med, fra han var med en delegation fra Dansk Landbrugs Eksport – og kom hjem og fortalte om æg og bacon til morgenmad. Det havde vi aldrig hørt om – og i stedet for havregrød og rugbrød? Han havde været ude og se den store verden og den gjorde indtryk.

Han ville gerne have omsat det til danske forhold, så han var vist rigsdagsmand for partiet “De Uafhængige” – drømmen levede ufortrødent – og den var måske vigtigere end et eventuelt valg?

Så han sad i hjørnet af stuen – og tronede, for den store stol stod på en lille forhøjning. Men det der med børn eller børnebørn – var kun interessant, hvis vi ville lytte til hans fortællinger – så det gjorde vi, når vi var på ferie hos dem på “Axelved”. Her hørte vi også fortællingen om familien, der blev ramt af den spanske syge tilbage i 1918-1920. De fleste af familien på gården døde i løbet af et døgn af influenzaen. Måske ikke den mest opbyggelige fortælling for to små piger?

**

Mormor? jo, hun sad næsten altid på sin skammel i køkkenet med en kop varmekaffe, når hun kom ind fra stalden efter at have malket. Så skulle hun bare have lov til at sidde – med kamfercreme på hænderne. Det lugtede stærkt, og det må have gjorde ondt, når hun smurte det på sine nærmest hudløse hænder. Lugten af kamfer er stadig min mormor.

*

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Vi bygger på fortidens fundament
Porta Nigra

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *