Hvem vil være den mindste?

“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” 

Vi citerer Jesu ord om at gøre godt mod de mindste – men hvem har lyst til at være den mindste? Mon ikke alle hellere vil være dem, der hjælper andre? Det giver den bedste følelse at gøre noget godt for andre – og en ekstra bonus, hvis det bemærkes.

Biblen har nogle kapitler med overskriften “Bjergprædikenen” – og her vælger vi med løs hånd, hvad der passer os bedst, som “Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.”

Men vi vælger den forudgående linje fra: “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres,” – for hvem vil være den åndsfattige? – den dumme? Jesus er meget kontant i sin tiltale til sine følgere. Vi vælger ud efter, hvad der passer bedst i vores forståelse – eller efter, hvad vi helst vil høre.

“Det er bedre at give end at tage”

Måske en bibeltekst, der er blevet til et mundheld, som har bidt sig fast i sproget?
Men vi kan i hvert fald blive enige om, at det er lettere og sjovere at give end at tage imod?

Hvem har lyst til at være den mindste, der kun kan tage imod?

Ikke jeg – og jeg kæmper hver dag for mine kompetencer, for at kunne selv, for ikke at være til besvær for andre. Men måske har jeg misforstået konceptet? Måske handler det i Guds økonomi om at bare være i situationen og tage imod hjælpen fra andre? For hvis ingen skal hjælpes, hvordan kan vi da se at de gode gerninger bliver gjort?

Normalt hører vi det fra mennesker, der har en arm eller et ben i gips og i en periode skal have hjælp fra andre. Men for andre af os er det permanent – det, at vi skal hjælpes – fordi vi ikke kan selv og det er noget helt andet, skulle jeg mene.

Men mit “mislykkede” liv er måske den baggrund, der “males” på, når andre hjælper?

Kan man illustrere det? Jeg forsøger med den mindste lille mælkebøtte – i udkanten af billedet. Den regner vi ikke for noget, men den er nøjsom og overlever på ganske lidt.

**

“Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” 

Men disciplene protesterede: “Hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?  Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?” 

Hvad er det, vi ser omkring os?

Bente Christa

Hvor horisonten møder mig

Fotos af Bent L. Hansen med copyright

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *