Det er så lidt, der skal til – den lille plet, som jeg ikke opdager – som breder sig, til det pludselig er for sent at redde æblet. Det så ellers så fint ud, til jeg fik vendt det om.
Jeg måtte have et billede af det, for det var som om, det havde et skjult budskab til mig.
Den lille uvane – “som ingen jo lægger mærke til” – den breder sig, til det ikke længere er noget, jeg let kan standse igen. Den er blevet et mønster, som kræver en mere håndfast indsats.
Vi siger om autister, at første gang er bare en enkelt gang, men ved anden gentagelse har vi allerede etableret en vane, som kræver en målrettet indsats at fjerne igen. Mønstre kan vokse frem med uendelig hast, hvis der er grobund for dem. Så en sjov bemærkning er fin – men gentagelsen etablerer et mønster, som hurtigt sætter sig fast.
Jeg mærker det i måden at tale på – en lidt nedladende bemærkning, der åbner for flere og bliver til en overordnet kritisk holdning til en hel gruppe. Resten er vist kendt historie.
Det kan i stedet vendes rundt med helt andre resultater, nemlig at når jeg fanger den “lille” kritik og erstatter den med ordentlige ord, så ser jeg på andre mennesker med respekt. Og når jeg tænker godt om andre, så bliver jeg også taknemlig for at de er en del af min verden.
Så er der jo også lige det, at vi er forbundet med hinanden – for ingen kan leve isoleret fra andre. Vi bliver påvirket og vi påvirker, som når æbler ligger tæt sammen og hele portionen rådner.
Forfatteren John Donne skrev allerede i 1624 at “No man is an Island”. Lige nu bruges talemåden mest til at slå håndfast ned på klimasyndere, men det gør det jo ikke mindre rigtigt, at vi som mennesker er forbundet med hinanden, vel?
**
“Som i det små, så også i det store,” siger vi, og jeg tænker, det samme gælder i samfundet omkring mig? Når vi først begynder at udskamme andre med nedladende kommentarer, så åbner det for mere tale, der udelukker fra fællesskabet. Ikke nødvendigvis i nogen ond mening, men det ene ord tager det andet, og vi bliver selv påvirket af, hvad vi siger. Det vokser som den lille plet med råd på æblet, der begyndte med noget så småt, “at ingen lagde mærke til det”.
Jeg kan få øje på andre, der er mere skyldige i det her, end jeg mener, jeg selv er. Men dem kan jeg jo ikke forandre, så det er kun mig og min lille verden, jeg kan ændre – men det kan jeg også ved at leve med integritet, autencitet og værdier. Det ses nok ikke af den større verden, men hvis vi alle gjorde et forsøg, mon det så alligevel ikke ville få konsekvens?
Det vil tage tid, før det kan ses – på samme måde som æblet her er fint på forsiden – men ikke på bagsiden. Vi kan maskere og kun vise forsiden af vores liv frem, men det ændrer jo ikke ved, hvad der gemmer sig – og det kommer frem på et tidspunkt – i min lille verden, som i den store verden.
Alle “kolosser” står på fødder af ler, der falder sammen på et tidspunkt. Det gælder selv de værste magtmennesker – og situationer, der virker fuldstændig fastlåste.
.
Bente Christa
Måske har du også lyst til at læse:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright