“Er jeg på rette vej?” Mon det var sådan, Abraham tænkte ude i ørkenen, da han var på vej mod det forjættede land? Guds “Kom” stod i kontrast til den sandørken, han befandt sig i. Havde han misforstået noget?
Sådan har jeg ofte oplevet det, på den trosrejse Gud har kaldet mig til. Det startede så fint og Guds stemme var tydelig, lige ud, til venstre og så til højre, men så blev den mindre klar – og hvad så?
Jeg har identificeret mig med Abraham, der fulgte Guds “Kom” og brød op fra det velkendte og trygge, for at nå Kana’ns land, det forjættede sted. Jeg ville også gerne dertil, hvor alt var godt og landet flød med mælk og honning, altså i overført betydning.
Når Abraham kunne forlade byen Ur og den kendte, trygge verden, og kunne komme frem ved at følge den ukendte Guds stemme, der bare sagde: “Kom. Jeg er den jeg er” Så kunne jeg vel også? Jeg glemte bare, at jeg sad med afslutningen på Abrahams fortælling – og alle mellemregningerne var udeladt.
De mange dagsrejser i ørkenen, sandet og usikkerheden – “Er det den rigtige vej?”
Ja, det lyder mere romantisk, end det er i virkeligheden, for når det bliver et tema i mit liv og virkelighed, forsvinder magien. Så bliver det, som for Abraham, en rejse mod det ukendte, sammen med en ukendt rejsekammerat, hvor det eneste holdepunkt er en stemme, der kalder på dig og siger “Kom”.
Kalder dig væk fra det fornuftige, det sikre, og ud i et ingenmandsland. Ud på en ørkenvandring.
Jeg tænker Abraham må have været I tvivl mange gange undervejs til det forjættede land. Hørte han rigtigt? Hvad med alle de mennesker, han havde ansvaret for? Dem der var afhængige af hans afgørelser? Selv hans kone var i tvivl om, han var blevet gal.
Abraham nåede frem til det forjættede land og vi får fortællingen som et andet eventyr, der ender godt og vi kan glæde os over slutningen.
Men jeg kender ikke slutningen på min egen historie.
Jeg ved kun, at jeg må følge den stemme, der kalder på mig. Jeg tror, det er Gud, men hvordan kan jeg vide det? Det kan ikke ses på omstændighederne. De indikerer, jeg skulle være blevet i trygheden og civilisationen i mit Ur.
Måske er det derfor, så få af os når frem til det forjættede land I vores liv? Vi skal igennem en stor ørken, før vi når frem – ad mange omveje. En lang rejse begynder med det første skridt” er Lao Tse citeret for at sige. Ja, og rejsen kræver, at du tager både det første skridt – og et skridt ad gangen, indtil du når målet. Så er det ret smart at kende målet, hvis du ikke skal ud på for mange forgæves omveje. Det gælder både en hjertevenlig søndagstur i skoven, som hele din livsrejse.
For når først du har pakket dine vigtigste ejendele i en bylt på nakken og er på vej, så kan du ikke lige fortryde og vende om. Det vil være en personlig fiasko, for du ville jo videre – og helt i mål.
Men jeg havde alligevel forestillet mig noget andet. For ude i ørkenen, er der kun Gud og mig, og selv Gud kan blive usynlig undervejs i sandstormen. Ensomheden og usikkerheden bliver faste rejsepartnere på sidste del af rejsen. Hvorfor så overhovedet tage af sted? Hvem vælger frivilligt denne trosrejse med Gud?
Det gør nogle af os, fordi Guds stemme lokker med sit “kom” og vi mærker, vi må følge ham. Vi mærker, at både livet og Gud kalder på os.
Ja, jeg kommer nu.
Bente Christa
Måske har du lyst til at læse mere om rejsen med bylten på nakken?
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright
Mange tak for rigtig gode, kloge og erfarne ord. Knus fra
Kære Inge-Lise
Tak for din kommentar om erfarne ord – på en måde ville jeg ønske, jeg ikke havde skullet gøre erfaringerne. De har været slidsomme.
Kærligst, Bente
Tak, Bente. Knus
Selv tak, kære Kamma.
Det har ikke været let at komme igennem – men ser anderledes ud på den anden side.
De kærligste hilsner,
Bente