Jeg skammer mig, når jeg når til nytårshilsnerne – for jeg sammenligner mig med dem, der har lange fortællinger om det, de har udrettet det sidste år. Åh, jeg under dem det, men skammer mig, fordi jeg synes, jeg ikke har noget at fortælle om. Jeg er her – jeg lever endnu – men jeg når ikke meget af det, jeg har planer om.
Jeg slæber på en “dødvægt” af gamle intentioner, der aldrig blev til virkelighed og på fortællingen om, at jeg ikke kan noget, fordi jeg sidder i kørestol og skal have hjælp til alt. Men er jeg kun det, jeg ikke kan?
“Du er ikke for gammel og det er ikke for sent!” Sådan skrev den tyske digter Rainer Marie Rilke engang og den opmuntring har jeg brug for igen i dag.
Kan man opfinde en ny fortælling om sig selv? – om det, jeg stadig kan? Om ordene, jeg kan sætte sammen, så de fortæller om erfaringer og om livsindhold? – om andre der finder glæde og hjælp i dem?
En fortælling om, hvor jeg er på vej hen – og ikke kun, hvor jeg kommer fra. At jeg er mere end Bente med et lidt mislykket liv med handicappede børn. Sådan en skæv skæbne.
De gamle fortællinger fylder i min mentale rygsæk, som er tung af ting, jeg slæber med – bare for en sikkerheds skyld. Nu er jeg blevet 70 og kan vel tillade mig at fravælge dét, der ikke gør mig glad? Den indre stemme kender jeg alt for godt og den skal ikke længere have taleret i mit liv. Det er nye tider og jeg må godt “opfinde” mig igen, finde det, der begejstrer og giver mit liv mening.
“Hvordan vil du gerne, dit liv ser ud om 3 måneder?” Den sætning fangede min opmærksomhed, for det er et anderledes perspektiv, end når vi taler om et helt år. Kort nok til forandringer, men ikke så langt at jeg begynder på de store projekter. For hvad betyder noget? – og hvordan kan jeg ændre fortællingen om mig og mit liv?
Jeg må fortsat prioritere, hvad jeg bruger mine kræfter på – for de rækker ikke så langt.
Noget af den gamle fortælling har fortalt sig selv undervejs og fulgt mig trofast, så langt den kunne. Bente med det dårlige helbred, som måtte gå på pension som 44 årig. Veje som ikke førte derhen, hvor det gavnede mig eller familien. Det sværeste er hele tiden ikke at sammenligne mig med andre.
Så jeg må finde kernen i fortællingen og forfølge den i en ny version – en ny drøm. “God Made Only One You” er titlen på en bog, jeg faldt over fornylig. “Gud skabte kun én som dig.” Så lad være at sammenligne dig med andre.
Jeg vil stadig gerne skrive – og helst så det giver mening for andre – så derfor vil jeg fokusere på det og rydde op i gamle notater og forældet materiale. Give slip på det – med stor taknemlighed, for det har alt sammen været trædesten til, hvor jeg nu er. Klar til version 7.0 af mig.
Så jeg vil sortere og vælge ud, præcis som jeg gør med min sorte rygsæk. Den er altid med, for i den har jeg min livsvigtige medicin. Det er ganske vist tre år siden, jeg sidst havde brug for den – men ‘rettidig omhu’ er stadig vigtig. Der er ikke meget, der kan undværes, for der er medicin og kanyler, tabletter og forklaringer, pungen med alle vigtige kort, en pose cashew nødder for akut diabetes behov for proteiner – og selvfølgelig mine nøgler.
Mine livsværdier har ikke ændret sig – særlig meget. De er mit kompas i den verden, hvor jeg skal navigere. Goethe sagde: “Et menneske ser i verden det, som han bærer i sit hjerte.” Så det giver god mening at starte dagen med et venligt god morgen til mig og resten af verden.
Bente Christa
*
Måske vil du også læse:
Tro ikke på alt, hvad du siger
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright