Dagen begyndte med en massiv tåge, der skjulte husene på den modsatte side af vejen. Den lå tung det meste af formiddagen, indtil solen brændte den væk. Alt så anderledes ud – og lød anderledes – som om verden var blevet tavs.
Men jeg nåede at tænke, at ‘anderledesheden’ også gjaldt mit hjørne af verden. Når mit liv er tåget, lander jeg de underligste steder i forhold til, hvor jeg vil hen. Jeg undrer mig, for hvorfor kunne jeg ikke gennemskue det?
Var det en ‘livståge’, der skjulte noget for mig? Jeg ville jo ikke have valgt den form for ‘succes’, som jeg fik. Men hvad nu, hvis jeg har taget fejl af succes og fiasko?
At finde succes er mere at lade Gud udfolde princippet om at “være, før man gør”. At vise, at min værdi ikke ligger i det, jeg kan udføre for ham – men i min afhængighed af hans kærlighed og nærvær?
Jeg famler i tågen, som nu også er blevet til halvmørke. Tænker “Hvad er bedst, når man ikke er nået frem til næste rasteplads, før mørket falder på – og er nødt til ‘overnatte’ et tilfældigt sted?
**
En sen aften hørte jeg flokken af ænder, der skræppende fløj hen over taget – og jeg undrede mig over, hvordan de fandt vej i mørke? Hvordan kunne de vide, med så stor sikkerhed, hvilken vej de skulle? Fugletræk må vel flyve videre om natten, hvis de er over havet – men de finder alligevel vej.
Findes der på samme måde en form for ‘gps’ til os mennesker, der skal finde vej i livets tåge? Det nærmeste, jeg kommer, er fra Salmernes Bog, hvor salmisten skriver:
“Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.”
Lige nu er der bare ikke meget lys i den lygte – og det skal jo først omsættes til hverdage. Så jeg leder i biblen, men finder ikke svar på mine spørgsmål.
Jeg lister videre i tusmørket, for jeg skammer mig over det, der ikke er lykkedes. Jeg undgår helst spotlight på det – selv om jeg kender Gud godt nok til at vide, at han altid har rettet det afslørende lys mod det, der ikke lykkes for os i egen kraft – men kun med hans indgriben. Biblen ville være en tynd bog, hvis den kun fortalte om de mennesker, der lykkedes med deres liv.
Måske handler det mest om en bekræftelse på, at jeg gør det godt nok – altså livet – også når det ikke kan ses på resultaterne?
Men jeg længes efter at se tegn på, at jeg har gjort det ‘rigtige’ undervejs – og at det har haft betydning for andre i Guds Rige. Så vis mig det, Gud!
Det gjorde Gud så i denne uge – viste os, at en lille ting fra vores ungdom (for længe siden) havde stor betydning. Det var stort for os og gjorde os små.
Men det er kun meget få af de ‘store’ forhold, der folder sig ud for andre at beundre. Hverdagene er en kamp med udfordringerne med handicappede børn og mit eget handicap med kørestol og for få kræfter til at deltage i arrangementer med andre.
Alt må prioriteres og kun få ting, bliver valgt til. Så har tågen skjult tilkørsler eller afkørsler undervejs? – og er jeg drejet i den forkerte retning undervejs i livet?
Jeg tror stadig på, at Gud er med mig – men jeg vil så gerne se det.
Troen alene er ikke altid nok.
.
Bente Christa
Mere om emnet:
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright