Jeg har været på mange ørkenvandringer, men Råbjerg Mile er det nærmeste, jeg har været på en rigtig ørken. Bortset fra denne vinter, som har været en uendelig og grå ørken.
Ørkenvandring
Når vi siger ‘ørkenvandring’ er det sandsynligvis de færreste af os, der har en fysisk erfaring af at gå på vores fødder i ørkenvarmen. Men de fleste kender til perioder, hvor vi med ulyst slæber os ud af sengen om morgenen og dagens succes er, at vi bliver ved med at tage et skridt mere. Dage, der er grå og hvor vi ikke kan få øje på opmuntringer i forhold til de ting, vi bøvler med.
Horisonten forsvinder, som i den fysiske ørken. Vi mister pejlingen, og måske stedsansen og oplever, at både vi og verden går i cirkler. Vi kommer ikke frem – og ved måske efterhånden ikke helt, hvor vi gerne vil hen.
Måske er det vinter og vejr, der bærer en del af skylden. Men en del af ørkenvandringen er også behovet for at være stille og mærke livets puls og retning. At fordøje indtryk og oplevelser. At mærke undertrykte følelser, der i dagens hast blev pakket ned. Den slags kommer vel oftere om vinteren, hvor vi har lyst til at gå i hi?
En grå vinter
Denne vinter har været længere og mere grå end ellers, synes jeg, selv om meteorologerne måske mener noget andet. Noget af det grå er savnet af min far, der døde i oktober. Noget andet er mine binyrer, der ikke kan producere nok kortisol. Det skal jeg have som tabletter, for at jeg fungerer, men jeg fik for lidt og blev syg. Oveni kom resultatet af MR scanning af rygsøjlen – med kritiske fund og lang ventetid på vurdering af, om jeg kan bevare førligheden ved en operation.
Hvor er næste oase?
Jeg har gået mange ørkenvandringer og tænker hver gang: “Nu kan det ikke vare længere. Jeg orker ikke mere!” For det er forskellen på en vandretur og en ørkenvandring – du ved aldrig, hvor lang den mentale ørkenvandring er. En dag opdager du en ‘oase’ lige foran dig og det er nærmest et mirakel. Du trækker ubevidst vejret dybere og mærker, at luften rummer mere ilt fra de grønne planter og træer. Livet vender tilbage og du har lyst til at blive og komme til kræfter.
Foråret så sagte kommer
I dag skinnede solen på en klar frostdag. Fuglene sang og jeg gik til min aftale – langsomt, forsigtigt og støttet til min rollator. Lyset gjorde mig godt. Luften gjorde godt. Så godt, at det blev mit forskud på foråret. Jeg kiggede på plantekasserne på vores lukkede altan og fik lyst til at gøre dem klar til planter.
Det er koldt, men fuglene synger – og selv om jeg kan se sne på plænen nedenfor – så er der noget, der begynder at spire i mig. Så igen i dag vil jeg vælge at lytte til fuglesang og se efter forårsblomster. 🙂
Bente
Måske har du også lyst til at læse:
Drømmenes tidshorisont
Eller måske dette indlæg:
Endnu en omkørsel
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright