Året er 1978 og jeg er på vej mod Enghave Plads. Jeg havde forventet eftersommervejr, men det udeblev, så vi trillede hjem igen. Luften var tyk af kampklare slagord og ungdomsoprør på denne septemberdag, da vi fejrede fødslen af vores første søn på Hvidovre Hospital.
Det var to meget forskellige verdener, der mødtes dengang – og der er sket meget siden, vi slet ikke havde fantasi til at forestille os. Det var ikke kun, fordi vi boede på 4. sal i Arkonagade på Vesterbro, og min mand levede af at fotografere politikere, kendisser og ulykker for de store aviser. Han havde en biltelefon til arbejde, med et rigtigt telefonrør – og det vakte opsigt, når vi kørte rundt i København og talte i telefon i bilen.
Nu bruger vi mobiler og måske er det symbolsk, at vi nu har skruet vores nedlagte fastnettelefoner ud af væggen – og taget afsked med det gode nummer, vi har haft siden 1990. Efterhånden kom de eneste opkald fra sælgere og “eksperter” der tilbød at fixe vores computere. Hvem kunne forestille sig det i 1978?
Jeg gik hver morgen ud til sekretæropgaverne på Hotel Scandic på Amager – langs Godsbanen og havnen, som i dag er forsvundet under højhuse af stål og glas.
I dag fik jeg en opgave, hvor jeg måtte erkende, at jeg er et levn fra fortiden. Det var bare en bid af dialogen fra Disney filmen ‘Ratatouille’, men jeg måtte opgive at kommentere den, for jeg anede ikke, hvad det betød.
Det er dansk, men uforståeligt. Jeg spurgte mine børn og de har samme oplevelse af at være blevet gamle. “Det er næste generation, mor, og de har et helt andet sprog.” Snydt af tiden.
Og sådan bliver man gammel – der er mere og mere historie, der ligger bagved – og mindre, der lokker forude. Men tænk også, hvor meget alting har ændret sig. Jeg sad på konsulatskontoret i 1976 og skrev telexer til kontoret i Malaysia – og i dag ved ingen, hvad en telex er.
Omstillingsbordet var vist ældre end KTAS, Kjøbenhavns Telefon Aktie Selskab, og et originalt apparat med “propper”, fastgjort til stofledninger, der skulle placeres præcist for at etablere forbindelsen, men så kunne vi også forsøge at ringe til kontoret i Kuala Lumpur.
Vi tænkte også anderledes. Det var to forskellige verdener, der kolliderede, når jeg efter arbejde mødte Love and Peace folket. Eller Sigvaldi med barnevogn og Hønsestrik på Strøget. Det var en omstilling og jeg blev abonnine i Tivoli med sæsonkort, for så kunne jeg tage turen gennem haven fra arbejde til stationen – og det var den fineste overgang fra arbejde til turen hjem til Roskilde.
**
Her er vores 3 drenge på et tidspunkt, hvor ingen havde nogen anelse om, hvor meget verden ville ændre sig til i dag. En lille rest af en svunden verden?
**
Bente Christa
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright