Leder du efter guldet for enden af regnbuen? Belønningen, når du har klaret livet godt og ‘regnskabet’ skal gøres op? Efter alt, hvad du har udholdt – så har du fortjent en krukke med lykke, ikke?!

Men hvordan ser lykken ud? – hvordan genkender vi den?

Skal vi se efter krukken med guld, for enden af regnbuen? Det helt særlige, hvor alt det magiske ved livet er samlet og der kun er lykke og alle gode ting? – og når vi først til lykken, når rejsen er slut?

Hvad med alle de gode oplevelser, vi gerne skulle have undervejs? Lykken er vel også alt det, der sker på vejen? Man kan måske sige, at lykken er et biprodukt, når man lever sit liv efter sine værdier?

Hvis jeg kun er fokuseret på “lykken” – overser jeg, at de daglige udfordringer baner vej for glæden og tilfredstillelsen ved at gøre det, der er nødvendigt – at holde fast i gode vaner og vide, at de har betydning for, hvordan jeg når frem.

Forestil dig, hvor forskellige ting, vi ønsker os i den krukke med guld og lykke:

Lykke er at gå hånd i hånd med en, du elsker

Lykke er den magiske sammenhørighed med ham, du elsker.

Lykke er, når dit barn siger “Jeg elsker dig, mor”

Lykke kan være, når vi genfinder livsmod efter tunge tider.

Lykke er en lun sommeraften med blomsterdufte og fuglesang.

Men ingen af os har de ultimative ord for lykken. Måske er det en paradis tilstand, vi længes efter? Måske er vi bange for at bruge de store ord, så i stedet definerer vi, hvad lykken IKKE er.

**

Vi er klar på, at rigdom ikke nødvendigvis bringer lykke. Men hvad gør vi så? Tja, her er et bud på det, fra en gammel tekst:

“Lykken er ikke gods eller guld”

“Lykkeligst den, som har fred med sig selv,
fred med sin gud, og fred med sin næste!
Går det i verden så op eller ned,
han har af lykken dog fundet det bedste.”

Eller er det bare for banalt?

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Jeg er bare på vej


Den lige vej?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det er svært at tage imod – for ingen af os kan lide at stå i gæld til andre. Det er endnu sværere at blive ved med at skulle tage imod – og se gælden vokse – altså taknemlighedsgælden, som ikke kan betales tilbage – og som jeg derfor aldrig kommer ud af.

Det store er at opdage, at det behøver jeg heller ikke. Gud er der og han har en hær af engle i forklædning, der er klar til at hjælpe – hvis jeg vil lade dem gøre det.

Men jeg vil selv – jeg vil kunne selv – også selv om det er klart for alle andre end mig, at det kan jeg ikke.

Men den der taknemlighedsgæld, den er svær at håndtere – at det hele tiden er mig, der skal tage imod. At jeg ikke har noget at bytte-handle med. Heller ikke godt humør eller interessant selskab.

Men det er ok, at have det ok, med at ikke kunne noget

Det lyder nørdet, og det opleves som dovenskab – og jeg har lært, at det hører til blandt de 7 dødssynder. At have det fint med at gøre INGENTING – mens alle andre arbejder. Det er desuden også at udnytte andres arbejdskraft, stjæle deres tid og forringe deres muligheder for at få et liv til at fungere – tror jeg nok.

Eller også er det bare så enkelt, at vi har lært at skulle yde, før vi kan nyde? Så tidligt i livet, at vi har glemt hvornår og hvordan, det var en relevant adfærd?

“Lad mig falde ned i nåden” skrev jeg i en klumme – i tillid til, at Gud griber mig – og at andre sørger for den hjælp, jeg har brug for.

“Hold mig helt tæt til dig, Gud” er min ordløse bøn på de dage, hvor jeg intet magter og kun opfatter at dette her – det klarer jeg ikke alene.

Det er de mest pudsige læringer, man tager med sig fra barndommen, ikke?!

.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Når nok er nok

Forliste forventninger

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det er ikke kun politikere, der rammes af stress – det gør pensionister også – har jeg opdaget. Men den største overraskelse er, at det for mig ikke handler om flere “løse” timer til at lave ingenting. Nej, det handler om disciplin – øv – om at få gjort de ting, der ligger i bunker på skrivebordet og venter på mig eller er noteret i min huskeliste.

Jo mere jeg rydder op og rydder ud – jo mindre stresset er jeg. Så det er ikke en ny hobby, jeg har brug for – men at gøre projekter færdige – eller afskrive dem. Det er både ambitiøse omlægninger af min livsstil – eller ommøblering af lejligheden – og at hæfte ender på det, jeg har hæklet.

“Hvordan lader du op?” – er det spørgsmål, vi skal stille os selv, sagde en af stress eksperterne i nyhederne, “for ingen kan fungere på et afladet batteri.” Alt for mange forsøger alligevel at præstere, når de har genfundet bare en lille smule kræfter. Præcis, som vi gør med mobilen – så snart, der er lidt strøm på batteriet – så kan vi jo bruge den igen.

Det er bare en dårlig strategi, når det handler om mennesker. Vi har brug for en fuld opladning – en gang imellem, i hvert fald – for der kommer nok dage, hvor alt vælter og vi er nødt til at yde noget ekstraordinært.

Imens har vi travlt med at pege fingre af de mennesker, der tager deres liv alvorligt og justerer deres arbejdsliv efter ressourcer. De slukker telefonen og går hjem fra arbejde til rimelig tid – og bruger aftenerne med familien og aktiviteter, der giver krop og sind mulighed for at regenerere.

Har du hørt om “ske-teorien”? Den er populær blandt kroniske patienter, der er udfordrede af træthed og smerter – du har et begrænset antal “skeer” til en dag og må derfor vurdere, hvilke hverdagsopgaver, du skal have kræfter til.

“Men jeg skal først lige ..” er min reaktion – og så når jeg ikke til de aktiviteter, der kan lade mig op – som et hvil på sengen, mens opgaverne venter. Et koncentreret kig på en interessant udsendelse i fjernsynet – eller at få gang i hækletøjet igen.

Men hvad giver dig ny energi?

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse?

Hvor er min oplader?

Måske vil du også læse denne klumme?

Målløse dage

“Ting tager tid”


Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Bilsporene i sneen forsvandt hurtigt igen – men de var der – præcis som alle andre spor, vi sætter i livet. Men de forsvinder så hurtigt, at jeg kan blive i tvivl: “Har det overhovedet betydning, det jeg gør?”

Vi ved aldrig, hvad der gør indtryk på andre – for det kan være noget, der er så småt, at vi ikke selv ser det. Eller noget, der er så naturligt for os at gøre, at vi ikke tænker over det.

Nogle af de mennesker, der har gjort størst indtryk på mig – er dem, der er uvidende om, hvor stort aftryk, de sætter i andres liv. De hviler i at være dem, de er og møder hvert medmenneske med interesse, høflighed og hjælpsomhed.

Nogle gange har det været ganske korte møder, der har sat aftryk i mit liv med gode eksempler på at håndtere livet. Andre gange er det mennesker, jeg har fulgt igennem mange år – fordi de var godt følgeskab.

Ved du, hvad der kan være svært? Når andre anerkender det samme i mit liv – så kan jeg ikke finde ud af, hvordan jeg skal reagere. Det er svært at håndtere anerkendelse og ros – for mig i hvert fald.

Men det er alligevel interessant, at jeg har gjort den største forskel for andre på de områder, der er mest fiasko for mig. Med det, der er mislykket – i mine øjne. At det er håndteringen af mine handicaps, der hjælper andre mest med mod til deres liv – bare en dag mere. At det er viden om mine kaotiske hverdage med autisme i familien, der giver andre modet til at fortælle om deres udfordringer.

Der er intet glansbillede af min situation og det er en offentlig hemmelighed, at vores familie har massive udfordringer. Så derfor har det været trygt for mange at fortælle sådan en som mig, om livsvilkår, man ellers helst holder skjult.

Ja, så gør de spor jo gavn, tænker jeg, når de giver mod til at italesætte, at livets vilkår er fordelt en smule uretfærdigt og netop vilkår – som arvelige sygdomme – kan ingen ændre på. De kan kun og bedst håndteres dag for dag – i en maraton indsats, som ingen bemærker. Men vi sætter alligevel aftryk med alt, hvad vi gør – og ikke gør.

De små ting er i virkeligheden de store ting – for som vi gør de små ting, gør vi også de store.

På den måde, gør du en forskel for resten af verden – også selv om du ikke har publikum til at bevidne det.

Vi ved ikke, hvilken betydning vores liv får. De små ting, du gør – har store konsekvenser. De trækker store spor – selv om du ikke ser dem, fordi de forsvinder lige så hurtigt som bilspor i sneen.

Derfor må vi leve på vores værdier og tro på, vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens fundamenter.

.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Vi bygger på fortidens fundament

Alle mennesker er mere end

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Der var engang, det var meget enkelt – Guds Rige var kirken og her var trygt og varmt. De der var udenfor, forstod det ikke – men det ville de nok komme til, når de så, hvor godt vi havde det sammen indenfor.

Vi er på vej sammen mod et møde med mere af Guds nærvær i det, vi kalder Guds Rige, der er kommet nær med anderledes værdier, der gerne skulle få substans – og måske stå som en protest mod den behandling, vi ellers giver hinanden? 

Her kaldes vi til at følge det nye, Gud vil med verden – og omsætte Jesus’ eksempel til virkelighed i hverdagen – som det omvendte Guds Rige med en anderledes grundlov – at afspejle Guds værdier for verden og for mennesker.

Læs om den i Bjergprædikenen i Mattæus 5 og du vil opdage, at Jesus vender op og ned på samfundet med en ny og omvendt verdensorden:

Her er den mindste også den største. Her er de fattige i ånden samtidig dem, der skal se Gudsriget. Ikke de klogeste, men dem, der læner sig ind til Jesus, for bedre at høre de ord, han sagde:

Her kommer Guds kærlighed til udtryk i handlinger – håber vi – når vi forsøger at gøre godt mod dem, der håner os – og de fremmede, for du var selv engang den fremmede, siger Jesus.

Vi søger Gudsriget, fordi vi her kan få opfyldt vores dybe og ubevidste behov for at møde det, der er større end os selv – det der rækker fra evighed til evighed. Det der er anderledes end vores verden, hvor vi bliver vurderet og ofte oplever, at blive kasseret.

Gudsriget tiltrækker med andre og modsatte værdier.

I Gudsriget er alle mennesker lige meget værd, fordi vi er skabt i Guds billede. Når vi ser det, må vi ofte handle anderledes end samfundet forventer. Lige dér bliver vi i Gudsriget den modkultur, som verden har brug for i dag.

Men hvad kan jeg gøre? – og hvordan?

Bente Christa

.

Du kunne også læse:

Jeg er bare på vej

Jeg er den fremmede, der vil ind

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Vis mig et “fyrtårn” i mørket, hvis du kender et. Et menneske med indsigt og integritet, der lyser i mørket med håb og en vej ud af det mørke, verden er i lige nu.

Jeg spejder efter statsledere, men ser ingen statsmænd, der kan motivere til den forandring, vi har brug for. Vi er på vej ud over kanten af den kendte verden og hvad sker der så? Går alting i opløsning, så vi lander i det store ingenting?

Jeg er realistisk omkring forbrug og økonomi og forholder mig til vores regninger til el og varme – og forsøger at spare, hvor det er muligt.

Jeg er hverdagspositiv og prøver at få det bedste ud af hver dag. Jeg planlægger en husholdning med færrest mulige udgifter. Jeg undlader at tænde ovnen til madlavning og jeg slukker lyset efter mig. Tager trøje på i stedet for at tænde for varmen. Men det er jo småting i forhold til de store beløb, der er i spil.

Derfor ser jeg efter “fyrtårne” i verdensmørket, der vil – og kan – vise en vej ud af det mørke-kaos, jeg ser omkring mig. Men hvor er de? Dem jeg husker, er for længst døde – og jeg ser ingen arvtagere – kun “mørkemænd”.

Så jeg forsøger med en “livsprotest” – at livet i dag er livsindsatsen værd – men ender let med, at sige med Brorsons salmeord fra 1734 “Mine ord vil ikke meget sige” for det er så lidt og rækker så kort.

Nogle af os venter på verdens lys, som skal komme fra Gud og oplyse en formørket verden og jeg tænker, at det har vi virkelig brug for, som verden ser ud lige nu.

.

Bente Christa

.

#lysetbryderfrem #verdenerogsågod #håb

.

Måske har du lyst til at læse mere:

Jeg tænder lys i en mørk tid

Det blå morgenlys

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg nynner “Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide” – for jeg blir aldrig træt af septembers særlige blå himmel, så melodien gi’r ny energi til de projekter, jeg ikke nåede hen over sommeren.

Nogle af dem er faldet til jorden og er begyndt at rådne som de nedfaldsæbler, vi ser i efteråret. Lidt klamme og smattede at røre ved. Nu har jeg det altid svært med ‘overgemte’ projekter og drømme – for der er koblet ærgrelser til det, jeg ikke fik gjort, mens det var tid.

Jeg skammer mig. For hvorfor handlede jeg ikke, men udsatte det? Nu “griner” de lidt af mig – mine projekter – “for, der kan du se – du duer ikke, du klarede ikke engang det, du gerne ville”

Så jeg har lært to ting: pluk drømmene, mens de hænger på træet og tag det første skridt for at gøre dem til virkelighed.

Saml de drømme og projekter op, der er faldet til jorden – og ja, jeg får måske snavsede hænder, når jeg skal samle dem op – men jeg har brug for substansen, for det, der var kernen.

Jeg vil også samle op på relationer og på det, der betød noget i forhold til det andet menneske, jeg havde afskrevet – og gerne genskabe en dynamik i forholdet.

Der er en tid til at lade ligge og gå videre – men også en tid til at samle stumperne op og give dem nyt liv. Kunsten er, at kende forskellen. Men hvorfor lod jeg mine muligheder falde til jorden? som efterårets nedfaldsfrugt? Når bare ét lille skridt kunne bringe mig videre mod det liv, jeg ønsker mig? Så spænder jeg jo ben for mig selv?!

Så derfor vil jeg “plukke drømme” i september, samle op på projekter og relationer – og alt det andet, der er faldet ned.

Bjørnstjerne Bjørnson har for længe siden beskrevet det sådan om april – men for mig gælder det mere i efteråret:

Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste;
det volder lidt rabalder, –
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil.

Der er noget særligt over september – luften er køligere efter sommerens varme og mættet med mere ilt. Så september giver mig ny energi til at handle på projekter og drømme – før de falder til jorden som “nedfaldsfrugt”.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Når septembers himmel er blå

Oktoberblade

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Reoler og vægge fyldt med bøger – det var min drøm som barn. Bøger rummede en rigdom af kloge ord fra mennesker over hele verden og fra alle tider.

Jeg ville gerne kunne fastholde de mange indtryk, så jeg tænkte jeg måtte eje bøgerne – som en skat af viden og erfaringer.

Ordene blev en del af mig – og i dag behøver jeg ikke bøgerne på samme måde, for nu handler det om at sætte det i omløb, som jeg har fået med mig. De tanker, der dengang blev sået, de voksede med mig og blev omsat til ord, der kan deles med andre i dag.

Jeg fik aldrig skrevet den bog, jeg drømte om med fint omslag og mit navn på – men jeg lærte at bruge ordene til opmuntring og inspiration for andre – og det er vel det vigtigste?

Dengang handlede det om at skrive ordene ned, så de ikke blev væk for mig men jeg har opdaget, at ordene kun bliver væk, når de ikke bruges.

Jeg opdagede efterhånden også, at ordene skal i omløb for at have værdi. Så lad os bruge dem både til hverdag og fest, for gode ord kan ikke slides op.

Har du gættet, at jeg rydder op i mine bogreoler? Det er svært, for jeg har en ærbødighed i forhold til bøger – især de gamle i rigtig bogtryk. Dem kan man da ikke bare smide ud, vel? der må da være nogen, der har lyst til at få dem?

Bøger var luksus, da jeg var barn, for de kostede kontanter – men til jul og fødselsdag sendte moster Inger en ny bog i serien om “Det lille hus på prærien”. De blev læst og læst igen – og senere læst højt for mine egne børn.

Vi fandt en kærlighed til læsning – og fik en rigdom med af læseoplevelser – samt læring og indblik i en anden tid og kultur.

Den mulighed er givet videre til de næste generationer i familien, for det er slidstærke bøger – selv med slidte omslag, kaffepletter og æselører.

Vores yngste autistsøn beviste glæden ved at kunne læse, da han kluklo over “Emil fra Lønneberg” i sit eget selvskab og ved egen læsning. Jeg blev så taknemlig for, at han knækkede læsekoden og dermed kunne afkode oplevelser fra bøgerne.

Længe leve bøgerne – og ordene i dem

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse om envejssamtalen med min mor?

Om ordene, der blev væk

Vi bygger på fortidens fundament

Rødderne kan holde os fast, når stormene rammer og vi er ved at vælte. Måske er det lige dér, vores liv får betydning for andre mennesker? – som eksempel på, at vi må leve på vores værdier – og tro på, at vi er med til at bygge en bedre verden på fortidens ruiner og rødder.

Har du rod eller rødder?

.

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Måske har vi brug for Store Bededag til mere end at gøre en maj weekend længere? I mit liv afhænger så meget af bøn – af dialogen mellem Gud og mig.

Men ofte oplever vi bøn som en envejs samtale, hvor vi fortæller Gud om alt det, vi mener vi har brug for – og så vokser vores frustration, når vi ikke får det. For står der ikke i biblen at “alt hvad du beder om, det skal du få”?

“Men Gud, hvorfor svarer du ikke? – og hvorfor tager det så lang tid?”

Jeg har overset mange svar og handlemuligheder, fordi de kom forklædt som noget andet end det, jeg forventede. “Blessings in Disguise” siger de på engelsk. “Forklædte velsignelser” – når f.eks. vores svære vilkår viser sig at være netop det, der åbner muligheder for at relatere til andre og hjælpe dem med den hjælp, vi selv har fundet.

Når begrænsninger viser sig at åbne nye døre. Når jeg må handle på de ubehagelige forhold, jeg tidligere har undgået. Når fastlåste relationer kræver mere ærlighed af mig. Når hverdagsopgaver skal løses på en ny måde – og jeg skal bede om hjælp til at løfte dem. Alt sammen noget, der ikke lignede den forventede “ok, jeg fixer det for dig, Bente” udmelding fra Gud.

Mange gange handler det vel også om, at vi skal være klar til at rykke os og træde ud i næste fase af vores liv? – flytte fokus til det, der virkelig gør en forskel? Det fokus skal vi først finde og derefter holde fast i med vedholdenhed.

Måske har du også bedt om noget, som Gud besvarede helt forskelligt fra det, du havde forestillet dig? – eller slet ikke reagerede på?

Jeg husker en lovsang, vi sang som unge: “Jesus, her er jeg. Send mig. Tag og brug mig, som du vil.” Vi havde en forventning om – tror jeg – at Gud ville bruge os til at bringe mennesker ind i kirken, hvor de automatisk ville møde troen på Gud og blive en del af fællesskabet.

Når det skete, ja så var det ikke, fordi vi var særligt fromme eller gode kristne – men nok nærmere fordi vi var ærlige omkring, hvor svært livet var og at Gud alligevel var nærværende i vores hverdag.

For Gud besvarer vores bøn – ikke ved at gøre os til super-mennesker – men rigtige mennesker på godt og ondt midt i det liv, vi har fået.

Bente Christa

.

Måske har du også lyst til at læse:

Vi venter

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Bare en sjov detalje på et gammelt træ i skoven? eller et billede af mine indgroede vaner?

Coronakrisens isolation viste mig mine indgroede vaner og mønstre, når jeg blev irriteret over ting, der ikke kunne gøres, som jeg var vant til som at gå i kirke om søndagen.

En “kirkefri” søndag, kom vi forbi træet her, i Eriksholmskoven, og lagde mærke til det gamle skilt, der var vokset sammen med stammen.

Der er langt fra træet i Eriksholmskoven til ordene i biblen om profeterne i det gamle testamente – men var det ikke, hvad de advarede imod? At gamle og indgroede vaner kom til at stå i vejen for en levende tro på Gud?

Er noget på samme måde vokset fast i vores liv? spurgte vi hinanden og tænkte på kirkelivet søndag morgen. For Jesus ordene om nyt liv i overflod passede ikke godt med et indkapslet skilt.

Men har jeg andre områder, hvor noget har fået lov til at vokse fast, selv om det ikke længere er relevant?

Meget er forandret i den tid livet og samfundet har været lukket ned. Hvad savner vi? – sådan for alvor? Det har været en anledning til eftersyn af, hvad jeg ønsker at bære med videre på livsrejsen. Det er ingen hemmelighed, at jeg har fundet meget bagage, der skal på genbrugspladsen for er det værd at slæbe med?

Mine indgroede mønstre og vaner er blevet synlige – og resten af mit liv er for kort til at knokle med unødvendige mønstre i bagagen.

Jeg har brug for at finde nye udtryk for at være menneske – i relationerne til familie, venner og nye mennesker på min hverdagsvej.

Både Coronakrisen og krigen i Ukraine har understreget, at vi ikke har kontrol over fremtiden – eller ret meget andet Verden kan vendes på hovedet i løbet af ingen tid. Det kunne være mig, der sad i en kælder under bombardementer og ikke vidste, hvad fremtiden vil bringe – hvis der er en fremtid?

Så ændrer både værdier og prioriteringer sig og giver anledning til at nytænke mit liv. Gentænke, hvem Bente er, uden de faste mønstre, som dannede strukturen i mine hverdage – og med for få kræfter til det, jeg gerne vil. Hvad er så tilbage?

Hvor kan jeg starte? jo, med et mønster fra barndommen, at jeg skal “gøre for at være god nok”. Det dukker op, når jeg er afhængig af andres hjælp – og ikke føler, jeg bidrager.

Derfor vil jeg gentænke, hvordan jeg kan realisere mine vigtigste værdier – når jeg mest sidder ved min computer på 2. sal og uden større fysisk interaktion med andre?

Jeg blev opmuntret af bibelordene: “Nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken.”

Kan jeg tage det billede med mig i arbejdet med at skabe et nyt liv – efter nedlukningen og dens konsekvenser? Ja, det kan jeg, men jeg må opgive nogle indgroede mønstre og indlære nye.

Det sværeste er at aflære rutiner og vaner. Det kræver fokus og energi men det kan gøres med små skridt – et ad gangen.

De små skridt tæller – og dem kan jeg lige klare

Bente Christa

.

Måske har du lyst til at læse mere:
Skridt for skridt

Når hver dag bliver en særlig dag

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright