Hvor er min oplader?

Kender du det? Folk kommer ind ad døren med kommentaren: “Må jeg låne lidt strøm?”

Vi er blevet afhængige af opladere til mobiltelefoner, iPads og alt det, der skal lades op. Der er bare ikke nogen oplader til os selv, når vi mærker, at energien er lav. Ingen skærm der viser, at vores batterier er ved at løbe tør. Vi skal selv mærke det – eller have mennesker omkring os til at se det.

Jeg var på sygehuset i denne uge til kontrol og fik netop dén hjælp af sygeplejersken, som sagde: ‘Der er en tid til aktivitet og en tid til hvile. Det sidste er det vigtigste for dig!’

Det ved jeg godt – at hvile er vigtigt for mig. Det tager bare så lang tid og der er så meget, jeg gerne vil. Dagens timer forsvinder for hurtigt.

Hvor er min oplader?

Jeg savner en turbo oplader, der kan lade mig op, mens jeg er i gang. Sådan som jeg kan lade min mobil og min iPad op. Ja, opladningen varer lidt længere, men jeg kan ringe imens. Læse og skrive imens. Det virker bare ikke på samme måde med mennesker. Det gik pludselig op for mig, at det er sådan, jeg altid gør: Så snart jeg har samlet lidt energi sammen, så bruger jeg den. Derfor når jeg sjældent at komme helt til kræfter.

Måske er det ikke kun mig? Jeg ser samfundets forventninger om at producere, præstere og være på – uafbrudt. For vi skal også præstere det gode og produktive familieliv og fritidsliv. Hvad blev der af 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timer til frihed?

Alting har en tid

Der er et fint digt om det i Biblen, i Prædikerens Bog 3,1-9:
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.

Der er en tid til at lade ligge

Det er min tilføjelse. Når jeg overser den tid, så reagerer både hjerne og krop og tvinger mig til at ‘lade ligge’ og bare lægge mig og hvile i et mørkt rum. Som jeg måtte i går.

Hvor svært kan det være?
Meget svært, åbenbart, for jeg lå der i mørket med en gennemtrængende oplevelse af at svigte. Mest at svigte mine egne værdier og de mennesker, der betyder mest for mig. Jeg satte mobilen på lydløs fordi jeg ikke havde overskud til at tale mere med yngstebarnet. Jeg lukkede Facebook, selv om der var beskeder og spørgsmål, jeg gerne ville have svaret på. Jeg mærkede svigtet af mine prioriteringer, da jeg slukkede lyset i køkkenet og sagde godnat til rod og opvask, der stod og ventede på mig. Min hukommelse mindede mig om de aftaler, jeg var nødt til at aflyse. Det fortsatte med alt det, jeg havde planlagt at gøre og gerne ville.

‘Sorg tager tid’ sagde sygeplejersken. Ja, det ved jeg. ‘Sorg tager længere tid, end du regner med!’ fortsatte hun, ‘og den sidder i din krop’. Tak, det mærker jeg. ‘Overanstrengelse tager endnu længere tid – og det hele tager den tid, det tager!’

Det har jeg ikke lært endnu: At vente med at bruge kræfterne, til jeg har dem. Jeg handler, som når jeg lader min mobil telefon op: Når den er sat til opladning, kan jeg jo bruge den igen. Så det gør jeg.

Hvordan lever jeg med at ‘lade ligge’?
Jeg har ikke fundet den nemme løsning og jeg tror ikke, den findes.
Så det er benhårdt arbejde – at lade ligge!

Bente

Måske har du også lyst til at læse dette om at respektere mine grænser:
Blomster ved mit grænsehegn 

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Comments 4

  • Tak for endnu en påmindelse …
    Du er godt igang med det benhårde arbejde at lade ligge og give slip…
    Jeg prøver og prøver..
    Ofte jeg tøver
    Mister mer strøm..
    Nyder en drøm..
    På rødehavet at svøm..
    Mangler at islå et søm..

    Drømmen blev afbrudt
    Livet er dog ej slut..

    Holder så meget af dig ven..
    Pas på og hvil.
    Til vi ses igen.

    Hils omkring
    God bless

  • Som du dog kan digte, kære Niels 🙂
    Pas på dig og sørg du også for at få ro og hvile.
    Blessings til dig

  • Kommer til at tænke på en skøn, gammel kvinde fra vores gospelkor, som jeg ofte har hørt sige: Vi skal hvile os FØR vi bliver trætte. Det har jeg ikke helt forstået før nu… – tak for dine reflektioner og ærlighed, Bente.
    Jeg kender udfordringen. Noget andet er at lære at efterleve det….
    Håber du må finde fred i hvilen. Kh Anja

  • Anja – det er lige de ord, jeg har brug for i dag: ‘Jeg skal hvile mig FØR jeg bliver træt!’
    Tak for din kommentar og gode ønsker – må du også finde den hvile, du har behov for.
    Knus og de kærligste hilsener til dig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *