Jeg er den fremmede, der vil ind

Husker du, hvordan det er at være den fremmede?
Den, der står udenfor et fællesskab?
Foran en lukket dør?
Forkert og fremmed.

Jeg tror, vi alle har brug for modet til at mærke følelsen af at være fremmed. Når vi er udenfor, der hvor vi gerne vil høre til. Vi har alle prøvet det, hvis vi tør huske følelsen fra skolegården.

Dette indlæg handler ikke om, hvor mange flygtninge vi skal tage imod i Danmark – eller udvise. For mig handler det om, hvordan vi ser hinanden – og taler om hinanden. For jo mere vi gør fremmede og flygtninge til syndebukke i debatten – jo mere åbner vi for, at både du og jeg bliver skrevet ud af fællesskabet som de ‘fremmede’.

Det er en glidebane, hvis vi kun taler om menneskers værdi og ikke menneskeværd.
Det minder om samfund, vi ikke ønsker at genopleve eller leve i.
Det kan vi gøre bedre, Danmark!

Luk mig ind!
Jeg var den fremmede i USA i 1971, da jeg var på udveksling og stod fuldstændig fortabt på den første skoledag. Alle kendte hinanden. De talte om sommerferien, om lærerne, nye fag og kærester. Det meste gik hen over hovedet på mig, selv om jeg både talte og forstod engelsk. Det var en ny verden og her var jeg den fremmede. Jeg kunne sige ‘Luk mig ind’ med et ‘Let Me In’ – men ord alene åbner ikke sociale fællesskaber.

Heldigvis fik jeg øje på Mark, der stod næsten lige så fortabt ved sit bogskab. Han kom fra østkysten og var lige så fremmed som jeg. Vi fandt et skæbnefællesskab og lærte sammen de sociale spilleregler – og lokale særregler.

Forleden skrev en klassekammerat fra dengang: “Jeg beundrer dit mod – at turde rejse til et sted, hvor du ingen kendte, og blive en del af en ny kultur og et ukendt fællesskab!” Det gav et nyt perspektiv på min oplevelse af fiasko de første lange skoledage. Han var skolens sejeste fyr, der huskede en 45 år gammel oplevelse, fordi den havde gjort indtryk: “Det havde jeg aldrig haft modet til at gøre, Bente!”

Jeg var lige så meget den fremmede, da jeg kom tilbage til Roskilde Katedralskole i 1972. Her var hadet stort mod alt, der var amerikansk under parolen: ‘USA ud af Vietnam’. Det var sværere at være fremmed i Roskilde, hvor jeg hørte til – end i Kingsford, Michigan, hvor jeg virkelig var den fremmede.

Det lærte mig noget grundlæggende om at høre til – eller være fremmed.
Det har været med til at sætte kursen for resten af mit liv.

Jeg fik job efter gymnasiet på en sprogskole for fremmede, der ville lære dansk. Her trivedes jeg igen, for nu var jeg fremmed blandt andre fremmede. Skolen lå i Nørregade i København, men fællesskabet var en international verden og jeg mødte de skønneste mennesker og smukkeste personligheder i de år.

De satte aftryk på mit liv – de fremmede. Som Gonzalo Vargas, der kom som politisk flygtning fra Chile, og fortalte mig sin historie om fængslinger og tortur. Som jævnaldrende amerikanske unge mænd, der var flygtet fra værnepligt og udsigt til at dø i rismarkerne i Vietnam. Som ambassadefruerne, der fulgte med mændene, men følte sig fremmede overalt.

Her var vi alle lige fremmede, når vi mødtes til en fyraftensøl efter undervisningen. En skøn blanding af politiske flygtninge, rastløse eventyrere, hårdkogte efterretningsfolk og fine fruer, unge og gamle. Det var det mest inkluderende fællesskab, jeg har oplevet – og det mest uensartede!

Luk mig ind!
Jeg har haft erfaringen med mig overalt siden. I arbejdet med kvoteflygtninge, der gerne vil integreres i Danmark. I udfordringerne med mine autistbørn, der er fremmede i en verden af normale mennesker.

De politiske flygtninge er fremmede i en ny kultur, der tager afstand fra det fremmede. De, der ikke magter samfundets arbejdskrav, er fremmede og en byrde. Politikerne er fremmede for både fremmede og indfødte.

At være fremmed, hvor jeg hører til – det ødelægger ethvert menneske. Vi har brug for at høre til. At blive accepteret. At blive budt indenfor. Både når vi kommer til et ukendt land – og et nyt boligområde.

Jeg hører et længselsfuldt fælles råb: ‘Luk mig ind!’ Fra fremmede og fra indfødte udkantsdanskere. Fra alle marginaliserede grupper i samfundet.

Jesus sagde for længe siden:
“Jeg var fremmed og I tog jer af mig!”

Det er mit suk og min bøn, at vi tager det til os: At det ikke kun er de andre, der er fremmede.

Jeg er også selv den fremmede,
der har brug for fællesskab! 

Bente 

 

Måske har du også lyst til at læse disse indlæg: 

Alle mennesker er mere end


Autisme og algoritmer


Blomster ved mit grænsehegn

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright 

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Print this page
Print

Comments 6

  • Tusinde tak for endnu en dejlig blog, Bente.
    Du har ret, at vi alle på tidspunkter i livet har ønsket at komme “inden for” at kunne være en naturlig del af fællesskabet!
    Jeg havde ofte problemet, at jeg både ville – og frygtede at blive en del af det fællesskab, som sikkert ville stille spørgsmål og krav til mig!!
    Min konstante angst for at blive “afsløret” – som kejseren hos H.C. Andersen: “Han har jo ikke noget på!!”
    Først, da jeg begyndte at få mit selvværd – begyndte min frygt at forsvinde, og min tro på, at Gud ville se mig inde i et fællesskab med andre, begyndte at vokse!!
    Jeg er i gang med at læse Özlem Cekic bog “Hvorfor hader han dig, mor?”
    Spændende – og skræmmende læsning!!

    • Kære John, tak for din vigtige vinkel på det at være fremmed!

      Mon ikke angsten ligger under de fleste af vores reaktioner på ‘de fremmede’?
      Ikke kun angsten for de mennesker, der gerne vil ind ved vore landegrænser – men også i alle andre situationer, hvor vi konfronteres med det fremmede og ukendte?

      Jeg tænker f.eks. på alle de skønne unger, du og jeg har mødt på Ladegaardsskolen.
      De var alle handicappede og nogle var meget specielle og svære at holde af.
      De var ‘forkerte’ og derfor fremmede – indtil vi lærte dem at kende – og så personligheden bag handicappet.
      Men angsten fyldte vist meget hos de mennesker, der blot så dem på afstand?
      Minder det ikke om Özlem Cekics erfaringer med dialogkaffe?

  • Jo, Bente – du kan da tro, jeg kender og kan huske mange møder med de “anderledes”!
    Specielt, hvis deres udseende adskilte sig væsentligt fra “normen”!
    Jeg har modtaget mange elever, om hvem jeg har tænkt: “Ham/hende kommer jeg aldrig til at holde af!” På trods af en professionel indstilling!!
    Men hver eneste gang har jeg oplevet, at inden der var gået ret lang tid, havde jeg så varme følelser for det menneske, at jeg ikke kunne “undvære” ham hende!!
    Det er faktisk ikke mere end godt et år siden, at jeg med 45 års erfaring i arbejdet med “skæve” elever stod lige der – konfronteret med en ung mand, der bestemt ikke så ud som “gennemsnittet”!!
    Det fik mig virkeligt til at se på mig selv og mine holdninger/tanker!
    Er det et “estetisk” ubehag? Er det frygt ved at møde noget “ufuldkomment” der minder mig om, at alt ikke er “perfekt”?
    Og jeg har også mødt så mange generaliseringer om, hvordan “De andre” er!!
    Fra de relativt harmløse: mongoler er altid så glade! Og: de er altid så taknemmelige!
    Til de groteske, som da en række overlæger i 70’erne dannede et oligofreni-selskab, hvor de udgav et hæfte med en lang række syndromer, og ikke alene stillede diagnoser – men så sandelig også en række prognoser, der nærmest fastslog, at de stakkels mennesker havde det bedst i en seng under lægeligt tilsyn!!
    Det er sikkert det nemmeste for os alle, når vi ser “andre/anderledes” mennesker så at finde nogle fællestræk, så vi kan kategorisere dem! Jeg kendte en tysker, der kaldte det at putte dem i skrivebordsskuffer
    Fælles religion = islam = de vil infiltrere/overvinde/terrorisere os!!
    Vi er dog kommet så langt, at vi ikke længere mener, at alle kristne er Ku Klux Klan eller for den sags skyld, Jehovas Vidner!
    Da jeg var dreng, mødte jeg opfattelsen, at homoseksuelle mænd bare ledte efter den mindste chance til at voldtage andre mænd!!
    Jo, og så var italienere tyvagtige, finner havde let til kniven o.s.v
    Jo, jo den gang vidste Vi, hvordan verden og dens indbyggere så ud og opførte sig!!
    Hvor meget anderledes det er i dag, er jeg egentlig i tvivl om!
    Det synes at være så nemt og bekvemt at putte så mange af de “anderledes” ned i skrivebordsskuffen, stille “diagnosen” og være sikker i “prognosen”!!
    Men så gælder det selvfølgelig ikke for den flinke mand nede i pizzariaet, eller for de søde piger med tørklæde, der arbejder hårdt og med smil på sygehuset og plejehjemmet- men alle de andre!!!

    • John, jeg tror du beskriver situationen rammende med at “alt anderledes kræver en ‘diagnose’ -og så giver eksperter en ‘prognose’!” På den måde skriver vi flere og flere mennesker og grupper ud af samfundsfællesskabet.

      Jeg drømmer om, at flere og flere tør møde andre i øjenhøjde og se medmennesker, ikke fremmede!

  • Tusind tak for endnu et rigtig godt oplæg med gode tanker. Mon ikke jeg snart skulle lave endnu en gang Go’morgen lørdag med nogle af dine blogindlæg 🙂

  • Kære Inge-Lise
    Du er som altid så hjertelig velkommen til at bruge løs af mine klummer.
    Når du læser dem i radioen, får jeg også selv et nyt perspektiv på det, jeg har skrevet.
    Tak, at du kommenterer – det er en underlig ting at sende sine tanker ud i internettets ingenting, og derfor dejligt at opleve, at de når frem til “rigtige” mennesker med navn.
    Et stort virtuelt knus til dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *