“Mor, jeg skynder mig – uden hast – sagde vores autist, som ikke forstår begrebet “for sent”.

Den sved, for autisten havde jo ret – han handlede, som han var indrettet til. Det var mig, der ikke forstod ham, men kun så på “ur-tiden” og blev frustreret, fordi vi ville komme for sent.

‘For sent’ findes ikke i Jacobs verden, for han kommer jo, når han er klar. Når tiden er inde.

Det betød, at han forleden i telefonen fortalte om at flytte hjemmefra – for 25 år siden. Han blev permanent beboer på den institution, hvor han var i aflastning. Vi havde ikke talt om flytning, fordi det blev en akut situation, så han kom ikke hjem efter et aflastningsophold – og fik en juleaften sammen med en ung mandlig medarbejder, hvor de delte en juleand, bare de to.

Den værste juleaften i mit liv – men måske ikke for Jacob?

Men samtalen overraskede mig for Jacob beskrev sine oplevelser og sine følelser i et voksent sprog, jeg aldrig før havde hørt fra ham. Det var fyldt med refleksioner – og med omkvædet “men jeg klarer det”.

25 år gik der, før tiden var inde for ham, til at fortælle.

Hvornår er tiden inde? Hvornår er det den rigtige tid? Hverken for tidligt eller for sent? Jeg synes, det er svært at afgøre, især når det er de store beslutninger i livet Jeg er meget bedre til at få kommende aftaler ind i kalenderen – mens jeg udsætter de vanskelige beslutninger.

Jacob gav mig samtidig en teologisk eftertanke om bibelens begreb om “tidens fylde” – og en fornyet indsigt i, hvem Gud er – og hvordan han ikke er.

Alt i alt et nyt kig på livet og dets perspektiver på tid.

.

Bente Christa

Måske har du også lyst til at læse:

Hvornår er det nu?

Tiden der blev væk

Når tiden står stille

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

‘Al indkørsel forbudt’ for halve historier, der bliver til hele sandheden. ‘Stopforbud’ for alle sammenligninger. Det er fast arbejde at håndhæve det, for de findes overalt – selv i de få minutters reklame, der ruller over skærmen, mens jeg venter på TV avisen.

De halve historier trives på de sociale medier- og sandheden bliver svær at se, for de viser kun en del af virkeligheden. Vi ved det godt, men bliver alligevel påvirket, fordi sammenligningen går stærkt – og fordi billedet af det perfekte fanger vores opmærksomhed.

Her er en lille historie, med stor betydning for mit liv:

En bekendt lagde et billede op af et fint dækket bord, og jeg forestillede mig, at resten af hendes liv og hus var lige så perfekt

Det var det ikke, fandt jeg ud af. Billedet af det fint dækkede bord var taget, så man lige præcis kun kunne se bordet – men ikke ombygningsrodet i resten af rummet. Lige der gik det op for mig, at jeg havde skabt et billede af et perfekt liv, som ikke eksisterede.

Den halve historie, der blev hele sandheden 
“Bente, du svigter din familie!” blev sandheden for mig efter en klassisk kommentar for 25 år siden. En pædagog sagde: “Børn har godt af varm kakao og hjemmebagte boller, når de kommer fra skole.” En helt almindelig bemærkning mellem mødre til skolebørn dengang. Men denne her havde modhager og gravede sig fast i min dårlige samvittighed.

“Du svigter!” sagde den, og gravede sig dybere ned. Selvfølgelig svigtede jeg, for ingen magter alt. Slet ikke mig, der var alene om 3 børn i hverdagene, havde et krævende og uforudsigeligt job, en mand med lange arbejdsdage – og stod midt i afklaring af autisme diagnoser på to af børnene samtidig.

Men det viste sig, at det også kun var den halve historie. Den anden halvdel kom frem mange år senere, i et tilfældigt møde, med bemærkningen: “Jeg har altid været misundelig på dig, fordi du kunne læse tunge teologiske bøger!”

Se, det var en halv historie, der handlede om noget helt andet – men var blevet til en sandhed, jeg gik ned på. Da jeg hørte sandheden om den halve historie, blev jeg vred, sådan rigtig vred, og jeg gjorde autencitet til et mål for mit liv. Ægthed, ærlighed, og det rigtige størrelsesforhold på tingene.

Det er stadig en udfordring for mig, men jeg forsøger at fortælle hele historien, med både forside og bagside. For ingen skal høre halve historier fra mit liv og blive frustrerede over at tro, at det er hele sandheden.

Vi hører den halve historie som hele sandheden
Kender du det? Du har det faktisk ok med dig selv og din indsats. Lige indtil du begynder at sammenligne med andre. Det er så let at falde i fælden: Når andre fortæller om deres aktive liv, og jeg sammenligner med mit langsomme liv. Den halve historie ser et øjeblik ud som hele sandheden.

“Nu er jeg også lidt træt efter dagens møder” sagde en kollega henkastet. Hvad gjorde jeg? Jo, jeg følte mig også træt, efter mit ene, korte møde – og skammede mig, fordi det havde krævet alle mine kræfter.

En anden kollega fejrede sit 25 års jubilæum. Flot præstation og godt for hende. Men den anden halvdel af historien kan jo være, at angsten for noget nyt holdt hende fast i det velkendte? Loyalitet er en dyd, men måske også en maskeret angst for det ukendte?

Hold op med at sammenligne dig selv med andre!
Jeg går forbi dette skilt, hver gang jeg er i byen. Det bruger jeg som ‘stopforbud’ for sammenligninger. Det er svært for mange af os og kræver en vedholdenhed at fange de halve historier, der sætter fart i sammenligningerne.

“Skal du absolut sammenligne dig med nogen så skal du finde fakta – om nogen, der er på præcis samme niveau, har samme uddannelse, erfaring og øvrige forudsætninger, som du har.” Det var et ganske udmærket råd, jeg fik engang.

Sammenligningen er en vane, der kan være svær at ændre – netop fordi det er et mønster, som du automatisk tænker og handler efter. Mærk efter, hvad der er i spil. 

Her er de 3 bedste råd til at ændre vaner, som jeg har fundet:
• Lav en fair sammenligning
• Tag ansvar for din situation
• Du kan ikke sammenligne dit indre med andres ydre liv

Hele sandheden
Desuden er er ingen grund til, at sammenligne dig selv med andre. Du er unik, som du er.

Der er både en forside og en bagside til alle historier og personer, så led efter dem, før du tager noget ind i dit liv som sandheden om dig selv eller andre.

Glæd dig over alt det, der er særligt i dit eget liv.

Bente Christa

Billederne har jeg selv taget med mobilen på vej hjem fra en aftale i byen.

Måske har du også lyst til at læse:
Klodsmajor

Troldspejlets splinter


Tro ikke på alt, hvad du siger


Eller denne klumme om at føle sig dum:
“Nå, du er nok nybegynder”

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Mor, du skal få din rigtige stemme tilbage” insisterer vores yngste autistsøn i telefonen. “Du skal blive dig selv igen!” Det er vel en rimelig forventning? – at ens mor også lyder som ens mor? – og den unge mand kan man ikke snyde, for han er særligt auditiv og kan genkende alle på stemmen. Der er mange ord, han ikke kender – men han afkoder korrekt, hvad vi mener.

Så, han kan høre på min stemme, om jeg er irriteret eller vred, selv om jeg lyder venlig. Her er ingen mulighed for at snyde, så det bliver en ærlig samtale.

Måske burde vi altid insistere på den form for autencitet og ægthed?

Vi er blevet vænnet til “reklame-stemmer” fra medierne og uærlig stemmeføring i nyhederne. Det kan høres i vores helt almindelige samtaler med hinanden. Men min stemme er en vigtig del af, hvem jeg er. Den betyder noget for, hvordan jeg opfatter mig selv – og hvordan andre opfatter mig.

Det gælder både min fysiske stemme – og min lille stemme i verden. Jeg er optaget af begge dele.

Jeg træner de stemme øvelser, jeg lærte hos talepædagogen, efter blodpropperne, med “mmmmm” på udåndingsluften med lukket mund og håber, ingen lytter Jeg havde vist glemt, at det skulle holdes ved lige, for det gik jo, så længe, f-lydene i mit person nummer var forståelige.

Min stemme i verden skal også bruges, for der kan gennemføres alt for meget sjusk og skidt, fordi gode mennesker ikke bruger deres stemme og siger til – eller fra.

“Den, der tier, samtykker.” Du kender citatet.

Hvorfor er der så ikke større protester mod regeringens corona nødlov, f.eks.? Sikkert, fordi det er lettere at sige “Hvorfor er der ingen, der .. ?” – og mene, det er de andre, der skal sige noget, gøre noget – og ikke mig.

Vi kan give afkald på for meget – for at få fred og vi kan købe al “frihed” for dyrt.

Måske husker du “Den lille havfrue” der i eventyret gav sin stemme i bytte for at få opfyldt drømmen om at blive menneske?

Vi kender Disney filmen og billederne af havheksen i al hendes ondskab, over for den uskyldige havfrue, der er villig til at give alt for leve lykkeligt med sin prins til deres dages ende.

Men H.C. Andersen havde måske alligevel fat i en større sandhed, end vi oplever i filmen? At vi giver mere i bytte for noget, vi ønsker os, end det er værd?

Bente Christa

#tankertiltiden #ikkesomdeandre #autisterviservej

Måske har du også lyst til at læse:

En vej gennem krisen?

Hvor vil vi hen?

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Rådhusklokkerne faldt i slag og så var tiden inde til at byde det nye år velkommen med et “Godt nytår!” – og håbe på, at det nye år bliver bedre end sidste år.

Nytåret venter ikke på os, når tiden er inde – modsat mange skift i verden og hverdagen.

“Da tidens fylde kom”, står der i biblen om det, der er blevet til juleordene hos os “sendte Gud sin søn, født af en kvinde.”

Hvordan kan tiden have en fylde? Det kan jeg ikke forklare, men jeg tænker, det er lidt, som når noget har varet længe nok og vi er klar til at ændre det.

Jeg ser for mig en gammel lerkrukke, der bliver fyldt til kanten af fortættet tid – og så skal der da handles, før det løber over. Gud må gøre noget.

Endelig, for biblen fortæller også, at det havde mange ventet utålmodigt på. Gud var ikke ham, der var mest på forkant med tingene. men kendt for at komme for sent til ‘aftalerne’ med det folk, der ventede på ham.

Det samme gjorde Jesus, da hans gode ven Lazarus var syg og døende. Han nåede først frem, da vennen havde været begravet i tre dage.

Det ligner ikke “tidens fylde” i mit univers – og det er præcis her, jeg har haft de største indvendinger mod Guds handlen – hans manglende tidsstyring. Hvorfor skal jeg vente så længe på, at han handler?

For har man en aftale, så skal den holdes? – og helst til tiden.

Når Jesus alligevel var på vej til Lazarus – hvorfor tog han sig så ikke sammen og skyndte sig? Så var vennen nok ikke død, for Jesus kunne have helbredt ham – i stedet for at gøre et lig levende?

Mine beslutninger får ikke konsekvenser for land eller verden – men selv i hverdagens familieliv har det betydning, at kende ‘tidens fylde’. Se hvornår, vi skal tage den svære samtale og gøre noget anderledes.

Jeg handler for sent – eller for tidligt for at være på forkant. Ingen af delene giver så gode resultater som når jeg mirakuløst rammer ‘tidens fylde’.

Jacob gav mig en ekstra gave i år, da han sagde: “Se, mor, jeg skynder mig – uden hast!”

Den sved, for autisten havde jo ret – han handlede, som han var indrettet til. Det var mig, der ikke forstod, men kun så på ‘urtiden’ og blev frustreret, når vi ville komme for sent.

‘For sent’ findes ikke i Jacobs verden, for han kommer jo, når han er klar. Når tiden er inde. Han lever i ‘tidens fylde’. Det var bare mig, der ikke havde fattet det.

Sådan fik jeg ny læring om autisme med ind i det nye år sammen med teologisk eftertanke og en ny indsigt i, hvem Gud er og hvordan han ikke er.

Gud skynder sig åbenbart også ‘uden hast’ – og når alligevel ‘tidens fylde’

Kalenderen er klar til et nyt år, og de sidste rester af julens buket står endnu – og minder mig om “tidens fylde”.

Bente Christa

Måske har du lyst til at læse mere om samme emne:

Vi venter

Sæt det i omløb, det du kan

Er det grænsen for min drøm?

Fotos med copyright af fotograf Bent L. Hansen

Det var regnvejr og køligt, men det varmede at se denne statue på det lille torv i Nakskov. En mor, der var totalt nærværende over for sit barn. Som rummede det og skærmede det.

Det var netop sådan, jeg havde det med mit eget autistbarn. Jeg ville skabe et trygt rum midt i en verden af kaos og indtryk og reaktioner fra andre mennesker.

Kunstneren har her formået at indfange netop dén kærlighed, som gør tryg og giver tillid til at at turde leve livet – eller i det mindste at turde være i det – livet altså.

Mon ikke alle gerne vil opleve det? – også som voksne?

Alle børn fortjener at vokse op med den form for kærlighed og tryghed. Det er ingen vist uenige i – men det er meget langt fra virkeligheden.

Mens vi tog billeder af mor og barn fra forskellige vinkler, kunne vi høre børnefamilier på sommerferie i byen. Her var ingen rummelighed for børn, der kedede sig og mest ventede på de voksne, der nu skældte ud.

Der var uden tvivl masser af kærlighed, men den kom ikke rigtig til udtryk.

Hvordan gør vi det? Giver udtryk for den kærlighed, der rummer vores barn og gør det trygt? Der skærmer mod for mange indtryk og reaktioner?

Jeg mener, det handler om mit nærvær som mor. At jeg tør hvile i mig selv. At udstråle – med værdighed- at både jeg og mig barn har lige så meget ret til at være her, på vores måde. Med vores vilkår og med den barnlige voksnes autistiske udtryk.

Det har alle andre så også – ret til at være her på egne betingelser. De trætte børn og de urimelige børn. De svigtede børn.

Vi voksne, der måske savnede noget af den samme nærhed og nærvær som børn – ja, vi kan måske tænke os selv ind i en lignende situation med Gud, som møder os på samme måde som her.

Den kærlige forælder, der ser os – og holder os fast i kærligheden – lige meget, hvordan verden ser ud omkring os.

Det er kærlighed i kaostider.

Bente

Her kan du læse mere om ‘rummelighed’ og den samme statue

Kan vi rumme hinandens smerte?

Måske har du lyst til at læse mere om autisme?

Tilbage til virkeligheden

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Det kræver ikke meget at blive slået ud af kurs. En forslået højre hånd med et par brækkede fingre kan gøre det for det væltede mine planer og forventningerne forliste om alt det, jeg skulle og ville.

Det gør mig vred – men jeg udtrykte det mere som “ja-jeg-er-faktisk-ked-af-det” – for vreden skal jeg jo stå til ansvar for. Lige her havde jeg kun mig selv at være vred på, for det var mig, der snublede og tog fra med hånden.

Livet er fyldt med ‘snublesten’ – for alle mennesker – men jeg glemmer det – eller tænker, at Gud vil forhindre mig i at falde over dem, fordi jeg har noget vigtigt at nå frem til?

Jo, der er tidspunkter, hvor vi kan se at Gud har ‘passet på os’ – men måske forliser vi, fordi vi forventer at vores liv er et krydstogt med Gud som kaptajn, hvor vi lægger til ved smukke steder og derefter sejler videre på en luksusrejse, med alt betalt og middag ved kaptajnens bord?

Måske tænker jeg ubevidst, at med Gud ved roret så er jeg ‘hævet’ over naturens love. Så glemmer jeg, at mennesker dør af kulde, sygdom og sult – eller ser deres liv blive skyllet i havet på et øjeblik. Vi er ikke herre over livets vilkår og kan ikke kontrollere de tilfældigheder, der får så stor betydning.

Hvor langt er vi herre over vores liv?
Langt – og så alligevel ikke. Jeg kan arbejde på at gøre mine forventninger til virkelighed – men jeg kan ikke sætte naturlovene i stå – eller få Gud til at gøre det. Jeg kan gøre alt det ‘rigtige’ for at indfri mine forventninger til et godt liv – men ikke ændre de vilkår, det kommer med.

Hvad vil jeg så sige? Måske mest, at mellem vraggodset fra mine forliste forventninger – lige dér – mærker jeg en taknemlighed over livet. Over være i live – og mærke, at mine relationer er levende. At jeg sammen med min familie har trodset høj bølgegang og farlige farvande – og overlevet.

Ja, vi har mistet både bagage og forventninger undervejs – men vi er også blevet stærkere og mere levende i vores forhold til hinanden. Vi har efterladt mange af de forventninger, der bliver så ligegyldige, når livet er i spil. 

Mine “forliste forventninger” er en frasortering af alt det, der var mindre vigtigt. For hvor meget kan du tage med dig, hvis du skal i redningsbåden? Hvor meget værdi har det egentlig?

Hvilke forventninger var det så, der forliste? Hvad fandt jeg blandt vraggodset? Jo, de store idealer om at gøre en forskel. Gøre verden til et bedre sted. Måske endda få mennesker til at respektere hinanden. Men det var glansbilleder, og de var næsten opløste, da jeg fandt resterne af dem.

Helt anderledes var det med en bunke skår, jeg fandt i vraggodset. Der var rester af glas – og en ramme – og lige dér genkendte jeg billedet af mig selv. Den Bente, jeg forsøgte at være – eller blive. Altid tålmodig og venlig. Altid i stand til at løfte nye opgaver. Aldrig for optaget til at give andre en hjælpende hånd. Aldrig sur på mand eller børn og altid den, der hjalp andre på benene igen. 

Billedet af Bente fra mine drømme – var billedet af et overmenneske, der nægtede at være underlagt naturlovene eller behovet for søvn og mad. En Bente, der var alt det bedste og fineste – uden begrænsninger.

Nu kom livet i en anden indpakning, end jeg forventede. Slet ikke pakket fint ind – men det ligger lige foran mig som en gave hver dag, og venter på, at jeg skal se den, samle den op – og åbne den. Som med billedet af mannaen i ørkenen. Her gav Gud nok til én dag ad gangen – og det, der blev gemt som sikkerhed – det blev dårligt og uspiseligt.

“Det onde med det gode”
Hvordan er vi landet i en forventning af, at vi har krav på et godt liv – uden problemer og udfordringer. Har vi så ikke misforstået selve livet? Livet er en gave til os – ikke en designervare efter bestilling.

Alligevel forventer vi, at problemer kun rammer de andre? – for de har nok på en eller anden måde selv “været ude om det”. Men det er noget andet med dig og mig. Vi lever som om vi er usårlige – og håber, at vi har ret til et liv i liv, der lykkes.

“Når ondt rammer gode”
Kender du Jobs Bog? Det er måske en af biblens bedst kendte bøger fordi, dens tema om modgang er vævet ind i litteraturen. Job mistede alt, stillede spørgsmålstegn ved alt, tvivlede på alt – og nåede alligevel til, at livet med Gud var livet værd.

Den bog kan kun læses af dem, der selv har prøvet at leve med svære vilkår, for du kan kende alle teorier uden at forstå. Først når du selv har oplevet det, kan du møde andre med samme oplevelse og mærke den fælles indføling. Indtil da, er du helt alene om det.

“Når ondt rammer gode” er titlen på en bog, men også en konstatering, der har betydet meget for mig. Livet er ikke en forretning, hvor du kan handle – eller forhandle – dig til de produkter, du ønsker. Eller købe dig til forsikringer for et godt liv. At ondt virkelig rammer – også mennesker, der ikke selv er skyld i det. At vi ikke kan aflæse en sammenhæng mellem at være et godt og anstændigt menneske og den mængde af kaos, vi oplever i vores liv.

Livet er en blandet landhandel. Det onde kommer med det gode. 

Måske er det farligste forlis på livets hav – at vi frygter forliset? At vi bliver så bange, for at det ikke lykkes – livet – at angsten får lov til at lamme os? At vi ikke tør sætte sejl og sætte vores liv og evner i spil?

En god ven beskriver det så fint i en salme:
I dag jeg sætter sejl.
Jeg mærker Åndens vind i dag,
i dag jeg sætter sejl
skønt mit sejl er tungt og vådt af regn,
og fyldt med flænger og fejl.

Ja, jeg kan stadig handle i livets drama – når jeg skriver videre på ‘manus’ for mit liv med de valg, jeg træffer i dag. Jeg kan vælge min reaktion på de svære situationer, livet rummer, og ændre den afsluttende tone – selv om handlingen er uændret.

Livet er nemlig livet værd – trods risiko for forlis.

Bente

Her finder du finder flere klummer om lignende emner:

Når nogen forstår, hvad jeg siger

Troldspejlets splinter

Når det afskårne skyder igen

Blomster ved mit grænsehegn

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

“Kom tilbage til virkeligheden!” sagde vi i mange år til autistsønnen. Altså vores virkelighed. Men virkeligheden er også, at Jacobs virkelighed er en anden end vores og pædagogernes. Vi kan blive enige om, at job, madlavning, vasketøj og sengetid er mere virkelighed end dinosaurernes verden, gamle danske film med Olsen Banden og Disneys eventyr. Men det blev også tydeligt at det vi betegnede som ‘virkeligheden’ var mange forskellige virkeligheder. Ja, vi havde nok dybest set hver vores definition af virkelighed.

Men virkeligheden er vel det, jeg oplever?  Jeg mener, hvordan kan det være andet? Du kan fortælle mig, hvordan du har oplevet det arrangement, vi begge deltog i. Men hvis jeg har oplevet en helt anderledes atmosfære eller stemning – så ændrer det jo ikke på min oplevelse. Det fortæller mig, at vi har hver vores virkelighed – fordi vi har hver vores oplevelse.

Politiet bekræfter det vel, når de taler om utroværdige vidneudsagn: at mennesker oplever samme situation forskelligt og husker den endnu mere forskelligt. Der er ikke kun én virkelighed, men mange forskellige. Det er en uendelig rigdom, at vi oplever hver vores version af virkeligheden – så længe vi kan mødes i en fælles aftalt virkelighed omkring aftaler, normer og social opførsel. Så giver de mange variationer af virkeligheden plads til spændende udtryk i kunst, musik, litteratur – og interessante møder mellem meget forskellige mennesker.

Men jo tættere, vi lever på andre mennesker – i familien, på arbejde eller socialt – jo mere er forventningen, at vi forholder os til samme virkelighed. Her kommer kommentaren “Kom tilbage til virkeligheden!” – måske med andre ord, med humor eller bare en rullen med øjnene, som i ‘du er altså for langt ude’.  Vi kan have utrolig svært ved at give plads til andres anderledes virkelighed, når de er tæt på. Nå ikke? Er du helt enig med andre om vasketøjets vandring fra du smider det på gulvet, til det ligger pænt i dine skuffer igen? Eller om man kan komme remoulade på leverpostej, eller syltetøj på en sildemad. Eller hvad normale mennesker spiser til morgenmad.

Din virkelighed er sandsynligvis anderledes end min, og det vil jeg gerne have det ok med. For jeg vil gerne have lov til at bevare min virkelighed, uden at den konstant bliver udfordret af nye indtryk og fakta. Ja, så kan vi diskutere, hvem af os der er mest forstokket  for det er vel det mest dækkende udtryk for sådanne mennesker, der har besluttet, at SÅDAN ser verden ud? Basta. Punktum.

“Forstyr ikke mine cirkler”, sagde en græsk filosof engang. Men det er jo netop det velgørende ved at færdes mellem andre mennesker: at mine cirkler forstyrres. At jeg måske får lettere ved at lade dig have din forståelse af virkeligheden og verden i fred. At jeg ikke behøver at overbevise dig eller andre om, at I tager fejl, for det er min version, der er rigtig.

For så kan jeg måske sidde i min egen lille verden – til nogen siger “Kom tilbage til virkeligheden!” – og kommer med en kop kaffe til mig.  

Bente

Vil du læse mere om autisme-liv og forskellige virkeligheder?

Autisme og algoritmer

Den lille pige med paraplyen

Jeg er den fremmede, der vil ind

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Du kan sige alle de rigtige ord – på det rigtige sprog – og alligevel ikke blive forstået. Men hvor er det befriende, når du møder nogen, der lytter og forstår hvad du siger.

Jeg har tit oplevet at stå over for et menneske, som ikke forstod mit sprog. Hvor vi kun havde et meget lille fælles ordforråd. Det er en udfordring at forklare noget kompliceret med få ord. Eller noget, der berører dig dybt.

Men det sker jo også mellem danskere, der er vokset op med dansk: at vi ikke forstår hinandens danske ord. At vi kun har et meget lille fælles ordforråd. Det har noget med matematik at gøre – noget med delmængder og fællesmængde.

Fagsnak mellem nørder kan sjældent forstås af andre – men vi kender alle til glæden ved at møde nogen, der har samme interesse eller baggrund. Som forstår præcis, hvad vi mener med detaljerne i en madopskrift, udfordringerne i en bilreparation, finesserne ved et bestemt stykke værktøj – eller mulighederne i en overlock symaskine. Det giver en særlig indbyrdes forståelse og udveksling af tanker og idéer fordi referencerammen er fælles.

Men jeg indrømmer, det er nørdet, når min nevø og jeg til familiens julefrokost kaster os ud i intense overvejelser af konsekvenserne af ‘filioque’ spørgsmålet og trosbekendelsen, der splittede den tidlige kirke. Ingen andre fattede, hvad det handlede om – men syntes, det var sjovt at se vores begejstring over at kunne dele nørdede kommentarer.

Kræver det særlige forudsætninger at opfatte, hvad andre siger? Ikke altid. Somme tider kræver det bare brug af de to ører, vi alle har med os døgnet rundt.

Senest har jeg oplevet det med en læge, der forstod præcis, hvad jeg sagde – og som handlede på det. Han sendte mig videre til en MR scanning, som viste at jeg ganske rigtigt havde problemer i rygsøjlen, der svarede til de symptomer, jeg beskrev.

Det er underligt at få ret – især når det har alvorlige konsekvenser. Så jeg er lidt ved siden af mig selv. Det er godt at vide, hvad der er galt, men svært at vente på den næste ekspert, der skal vurdere om det kan behandles.

Det mest frustrerende er, at jeg har sagt præcis det samme til andre læger tidligere. Beskrevet de samme symptomer med de samme ord, men uden at blive hørt og forstået.

Kommunikation kan man lære om på kurser og tage fine uddannelser i, men det er ingen garanti for, at vi forstår hinanden. Det kan opleves som masser af ord, der ikke har betydning for mig. Tænk f.eks. på de mange kommunikationskonsulenter og spindoktorer, der formidler regeringens politik – men sjældent forstår, hvad vi borgere siger og mener.

Forståelse kræver så stor respekt, at man rent faktisk lytter til hvad den anden siger. At man stiller ind på samme frekvens og lytter til både ordene og det budskab, der ligger bag. At der lyttes mere, end der tales.

Så kan den fælles reference findes i ønsket om at forstå hinanden. Det er måske ikke den store kommunikation – men det er så godt at opleve.

Når nogen forstår, både hvad jeg siger – og mener 

Bente

Måske har du også lyst til at læse:
Ord om betydning

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Alle mennesker er mere end ..
Vores hjerne har brug for at anbringe alle indtryk i kasser og kategorier, så vi hurtigt kan afgøre, om en ny situation kræver fight or flight – om vi skal kæmpe for livet eller spæne væk.

Det er sådan, vi er indrettet og det er hensigtsmæssigt. Bare ikke, når det drejer sig om detaljer i mødet med andre mennesker.

For alle mennesker er mere, end de kasser og kategorier, vi anbringer dem i. Jeg er mere – og andet – end de mærkater, der kan sættes på mig. Derfor protesterer jeg, når jeg bliver beskrevet med et enkelt ord.

Derfor er jeg opmærksom på, om jeg selv har ‘hugget en hæl og klippet en tå’ for at få andre mennesker presset ned i den kasse, som passer ind i min opfattelse af verden. Jeg forsøger ..

Det er mine tanker, det handler om: Hvordan tænker jeg om andre? Hvordan tænker jeg inderst inde om mig selv? Det er vigtigt, for det, jeg tænker, kommer til sidst til udtryk i mine ord og handlinger!

“Ordet skaber, hvad det nævner!”
Det er et citat, der tilskrives både Grundtvig, biblen og et væld af selvhjælpsbøger. Tror du ikke helt på det? Du har sikkert erfaret, at du bliver påvirket af de ord, andre siger til dig – og om dig?

Ord er som en boomerang: Det du sender ud, kommer tilbage og rammer dig i nakken. Så ordsproget om at være mod andre, som du ønsker de skal være mod dig – det gælder også de ord, du bruger: Tal om andre, som du ønsker, de skal tale om dig.

For ord er som frø, jeg lægger i jorden – jeg høster frugten af det, jeg siger og af de holdninger, jeg giver udtryk for.

Vi skaber med vores ord!
Så brug dine ord med omtanke for ordene kommer af det, du tænker. Så vær opmærksom på dine tanker!

Vi er blevet vænnet til, at ordene ikke betyder så meget som tidligere. Det er vel forholdsvis uskyldigt at sige ‘idiot’, når vi må bremse hårdt ned for bilisten foran? Det betyder jo ikke noget, før nogen bruger f… fingeren og det bliver til et overfald, vel?

Når jeg tænker: Nå, ja, han er også idiot, gammel, ung, fremmed – så har jeg allerede lagt en afstand til det menneske, jeg taler om eller med.

Det betyder, at jeg har afskrevet det andet menneske som ligeværdigt. Jeg har gjort det mindre værd – og uden samme rettigheder som mig.

Når du siger “alle … er ” gør du vold på det særlige i det andet menneske

Da vores første barn mødte autisme-diagnosen havde omgivelserne ingen ‘kasse’ at putte ham i. Så kom filmen ‘Rain Man’ med en synlig og solid ‘kasse’ og næste udfordring var: “Kan han også tælle tændstikker så hurtigt?”

Nej, han er Thomas med sine helt egne færdigheder og særheder.

Autismeområdet er siden udvidet med så mange nye kategorier, at jeg ikke kender til dem alle. Det vigtigste har været understregningen af, at der her er tale om nogle overordnede udviklingsforstyrrelser, der kommer til udtryk på forskellige måder i hver enkelt autist.

Der er fællestræk og kategorier, men der er også mere end det – nemlig alt, hvad der gør det enkelte menneske til noget særligt. Tak for det.

Alle er noget særligt
Vi finder vores identitet i mødet med det andet menneske, helt fra starten af vores liv – i mødet med en mor og senere en far. Dét behov bliver ikke mindre, selv om vi bliver ældre.

Vores personlighed udvikles i samspillet med andre. Vores opfattelse af verden vokser sig mere nuanceret, jo flere gange vi bliver set som den, vi er – og ser andre på samme måde.

Omgivelserne former os. Ordene former os. Vi former omgivelserne med vores ord, selv om det ikke altid er synligt. 🙂

Min hjerne har stadig brug for at ordne alle nye indtryk i kasser og kategorier. Så det gør jeg – automatisk – mens jeg arbejder på at tilføje “men dette menneske er også noget helt særligt – og mere end mine kategorier”.

Bente 

Her skriver jeg om at være ‘puttet i en lille kasse’:
Den lille pige med paraplyen

Jeg er den fremmede, der vil ind

“Luk mig ind” siger jeg til autistsønnerne:
Autisme og algoritmer

Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright

Jeg behøver ikke mediernes massive spor for at vide, at min autisme-familie er anderledes end andre familier. Det ved jeg alt for godt, så jeg har brug for at holde fast i, at vi også er fem mennesker, der sammen skaber sammenhold og indhold i vores fælles liv.

Julen er en udfordring, når medierne trækker deres brede spor med glansbilleder af den normale, magiske juleaften. Idyllen, der stilles op som mål og med klimaks den 24. december – efter måneders optakt. Vi har anderledes vilkår end andre, normale familier. Derfor kæmper vi for at holde fast i, at vores julehistorie skal vurderes efter andre kriterier.

Vi har haft en god juleaften – punktum. Ikke en jul, der er værd at skrive om. Den var bare ok – med vores vilkår.

Vores prioriteringer for denne jul var .. ikke noget særligt .. eller noget som helst:
* Juleaften uden stress og konflikter
* Julemiddag ved køkkenbordet
* Duft af rødkål og af steg fra ovnen
* Tid til at se Disneys juleshow med autistsønnerne
* Juledage med gamle danske film og mors strikketøj

Alt andet kan fravælges: julepynt, adventskrans, levende lys, gran, store julegaver, lækkerier. Eneste bonus til mor, hvis alt gik efter planen: Händels ‘Messias’ nydt i høretelefoner.

Måske magter andre det? At leve op til omverdenens massive spor i vores forestilling om julen? Vi gør ikke, så vi undgår helst at blive mindet om det. Det er de halve historier, der bliver til hele sandheden i mit verdensbillede, hvis jeg ikke luger dem væk – konstant.

Når jeg ser andres juleborde fotograferet i julelysenes skær, er jeg tilbage ved min mormors ‘Ved julelampens skær’ og de romantiske fortællinger om, hvordan sneen altid faldt uskyldshvid, og alle konflikter blev løst før familien mødtes til en magisk juleaften. Måske har tiden stået stille? Jeg synes, jeg genkender idyllen fra dengang i mediernes fremstilling af julen i dag.

Når jeg ser andres vidunderlige børnebørn – som jeg gerne under dem  – skal jeg forholde mig til vores autistsønner, f.eks. yngstebarnet på 31, der altid vil være mere barn end voksen. Så vi skal altid planlægge på børnebørns-niveau – og leve med, at det er vores egne børn, der bliver ældre, men ikke voksne.

Det har jeg ikke brug for, at Facebook minder mig om. Jeg vil hellere læse om venner, der holder modet oppe i en svær tid og kommentere opslag fra dem, der synes livet driller – eller har valgt en humoristisk vinkel på julefortællinger. Jeg vil hellere finde historier fra hverdagen, der gør mediesporene mindre massive og giver detaljer i billedet af andres jul. De findes, men jeg ved ikke, om jeg orker at bruge dyrebar juletid på at lede. Derfor blev det en jul uden Facebook.

Facebook er ét eksempel på de massive spor, som medierne trækker i vores liv. For nej, det er ikke sådan verden ser ud. Det er en løgn, som det er vigtigt at gennemskue. Det er oftest glansbilledudgaven af menneskers liv, der når til Facebook. For hverdagen har de færreste lyst til at udstille.

“Skilsmisserne hitter i juletiden” var en overskrift, jeg tilfældigt så. Sandheden om julen omfatter andet end de mange yndige billeder og opslag. Hverdagslivet går i stykker, når vi sammenligner det med mediernes idealer. Forholdet til andre kæntrer, når der kommer storme undervejs i juleferien. Hvorfor er det så ikke dét, vi fortæller om?

Jeg har nået en alder, hvor jeg kender risikoen for fortrængning – men også kender værdien ved at tænke i billeder, der opmuntrer og løfter mit liv. Det er fordelen ved at blive gammel – at vælge de massive spor fra og gå min egen vej. Det er måske kun en sti – og ikke en motorvej – men det er min vej. En vej, der fører mod mit mål og giver mulighed for – undervejs – at deltage i det, der giver mening for mig.

Billedet minder mig om, at holde fast ved de spor, jeg selv træder – og ikke lade mig påvirke af mediernes massive spor.

Bente 

Måske har du lyst til at læse mere om fordrejede billeder her:
Troldspejlets splinter

Fotograf Bent L Hansen har taget billedet af hjulsporene