Vi skjuler ofte vores smerte, når vi mødes – for så skal vi oveni det svære også rumme andres reaktioner.
Det kan blive til en form for uærlighed – og derved en form for glansbillede, når vi kun viser et billede af overfladen – og kun deler det svære med de mennesker, som vi ved, forstår.
“Hvordan går det?” spørger vi, når vi mødes, og opdager måske, at et “Fint, tak” er lettere at sige – end et mere ærligt svar som “Det er tungt, lige nu”. For så skal jeg bære både min egen livssmerte og den andens frustration over, ikke at kunne handle min situation væk.
Vi er gode til at rumme dem, der har det svært – så længe vi kan handle. Vise omsorg. Gøre noget. Bare det går fremad.
Men vi er ikke gode til de situationer, hvor noget bliver ved med at være svært. Måske fordi det er en uløselig situation – eller et vilkår, der ikke kan ændres. 😶
Det gør især ondt i kirkens fællesskab, hvor vi så gerne vil vise andre Guds kærlighed. Vi tror på, at Gud er kærlighed. Vi vil gerne vise verden med vores liv at Gud har omsorg for os. Men hvordan kan jeg vise det, når mit liv ligger i ruiner?
Når jeg oplever, at andre ikke kan rumme perspektivet for mit liv – så trækker jeg smilet op på plads og siger “Fint, hvordan med dig?” og spørger interesseret til den andens liv.
Vi er Guds forlængede arme
Vi handler gerne, for at få den gode følelse af, at vi er hjælperne, der gør noget godt for andre. Så er kategorierne på plads – jeg er hjælper og du er den, der skal hjælpes.
Men vi er begge dele, både hjælpere – og dem, der har brug for hjælp. Vi vil ellers så gerne sætte folk i bås, og fordele rollerne mellem den barmhjertige samaritaner og det forslåede offer, så de ligger i faste kategorier. Men hvad sker der, når “du skal bare…” mennesker selv får brug for hjælp?
Glansbilleder?
Vi betror os kun til andre, så langt som vi føler os mødt og forstået. Vi åbner os ikke for dem, der kun viser os en fin facade.
“Det er tungt, lige nu” er måske alt, hvad jeg har behov for at sige. Men jeg behøver ikke noget svar – en god øjenkontakt er nok, selv om et knus ikke skader. 😉
“Se mig!”
Det er nok, at nogen ser mig – og tør være med mig i smerten over et liv, der ikke ligner et sted, hvor Gud gerne sender sin Ånd for at hjælpe med oprydning og et drys af velsignelse.
Det er helt ok, at vi ikke magter andres smerte. Det er ok, at du ikke kan rumme vilkårene for mit liv – og lige så ok, at jeg ‘kun’ fortæller dig så meget, eller lidt, som jeg mærker, du kan rumme. Selv om det næste menneske, jeg møder, får en anden version.
Alle versioner er sande – men formidlet forskelligt. Som når du fortæller børn en anderledes version, end den du deler med din læge, din præst eller din mest fortrolige ven.
Måske er det bedste, vi kan gøre 🤔 ikke at blive bange for det der sker, når Gud møder os og al vores livsbagage?
Bærbar smerte?
Når nogen tør se dig – så kan vi bedre selv rumme det vanskelige i vores liv. Smerten bliver til at bære.
Det oplevede jeg lå på Rigshospitalet med mistanke om en voksende tumor i hjernen. Her stod et menneske, som blev stående og så mig i øjnene, mens jeg hviskede “Jeg vil ikke dø. Hvorfor griber Gud ikke ind? Jeg ved, Han kan!”
Måske sagde han nogle kloge ord, hospitalspræsten? De er glemt – men jeg husker nærværet af Guds nåde – og at det var nok. Gud mødte mig med den fred, der overgår al forstand, og rummer al smerte.
Det tavse nærvær?
Jobs venner gjorde det rigtige – de sad sammen med ham – i tavs solidaritet.
Måske er det tavse nærvær det bedste, vi kan give hinanden? Men tør vi det? – for i tavsheden giver vi afkald på at ”fikse” det andet menneske. Vi lader vores gode råd falde til jorden, usagte, for blot at være sammen.
Ofte gør vores velmenende ord mest ondt i situationen. “Du skal bare ..!” eller “Har du prøvet?” – og det har de fleste, men uden virkning.
“Kendt med lidelser”
Hvilken Gud møder mennesker i vores kirker? Møder vi den Jesus, som var kendt med det svære og smerten: ”En mand, kendt med lidelser. En, der var ramt, slået og plaget af Gud” Esajas 53,3-4
Mange møder billedet af en anden Jesus i menighedens fællesskab. En Jesus, der sørger for de rigtig fromme – og derfor oplever vi at være en endnu større fiasko. For så er jeg er uduelig, både som menneske og som et Guds barn. For ellers ville Gud vel gribe ind?
“Må du mærke Guds nærvær og nåde!”
Det er min bøn for alle, der kæmper med livet og de svære dele af det.
Jeg har brug for at mærke Guds nærvær – som Hans stærke arme, der holder mig så tæt og fast, at jeg igen mærker Hans hjertebanken. 🧡😉
At rumme andre er også at glæde mig over deres glæde. Kan jeg det? – eller skubber jeg dem væk, fordi jeg kun kan se min egen situation? Så er der behov for at sige:
“Herre, forbarm Dig over os – og lad os alligevel mærke din nåde og dit nærvær – så vi kan rumme hinanden helt!”
Bente
Artiklen er skrevet til bladet baptist.dk med tema “Glansbilledet”.
Når livet går i stykker for andre, mærker jeg også afmagten – og alt det, der ligger gemt i den. Sådan opdagede jeg, at min afmagt gemte på både noget grimt, noget godt og noget guld:
Måske har du også lyst til at læse:
Giv mig nærvær – ikke gode råd
Fotos af fotograf Bent L. Hansen med copyright